Nu er der gået et år og en måned siden vi blev gift, fortæller jeg hende videre og smiler. Jeg bladrer igennem min bryllupsalbum og viser det til min veninde som jeg ikke har set i lang tid. Du ser godt ud, siger Leilia til mig med et strålende smil. Jeg smiler tilbage og ser på hendes ansigt som har forandret sig. Det er ikke let at blive skilt, bo alene og have hele ansvaret, og med ét glemmer manden alt, hvad der var smukt mellem ham og Leila. De blev ikke gift efter traditionen, men det gjorde jeg.
   Hun ser på billederne med fornøjelse, og jeg ser på billederne og husker den dag som et levende billede. Billederne er gode, siger Leila med et imponerende ansigtudtryk. Ja, jeg var også glad for fotografen, hun er meget dygtig, siger jeg stolt.
   Hun bladrer frem og når til billedet, hvor Mahdi træder frem i fælleshuset hen mod mig. Nej hvor ser han sød ud, siger Leila beundrende. Hvordan blev I gift. Kendte I hinanden før han friede? spørger Leila spændt. Hun minder mig om den skønne dag.
   Pludseligt rummer tavsheden stuen, og jeg løber væk i mine tanker. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle Leila, at jeg blev gift efter traditionen, hun vil ikke helt forstå det, eller retter sagt, hun bryder siger ikke om det, dermed blander hun det sammen med tvangsægteskaber og historier som hun har hørt fra medierne og bøgerne. Det er ikke alt, hvad man hører, der er sandt.
   Der er selvfølgelig triste historier, men det er ikke alle piger, der bliver påtvunget til at gifte sig med en som familien havde fundet, hvilket også er forbudt i følge islam og koranen.
   Leila får et chok, da jeg fortæller hende, at jeg blev gift efter traditionen. Jo, fortæller jeg med et smil. Kære Leila det er ikke kun dem, der har kendt hinanden gennem lang tid og dem, der selv har fundet hinanden før de bliver gift, der lever lykkeligt. Desværre er der mange blandt dem, der elsker hinanden, som ender med et ulykkelig ægteskab; og så har de blot været forelsket, og så er det bare det. Dette er ikke kærlighed. Kærligheden kommer, når man lærer hinanden.
   Du siger, at I lærte hinanden at kende i to måneder og så blev I gift, siger Leila. Ja, men der er også mange der lever sammen i årevis og måske har de ikke haft nogen god forhold sammen, og derfor handler det ikke om at blive forelsket først. Forelskelsen kan komme gennem omgang. Hvordan har du så mødt ham, spørger Leila utålmodigt. Jeg mødte først hans mor, som først kom hjem på besøg sammen med sine to veninder. Det er nemlig meget vigtigt at kende til familiens baggrund, for det er ikke kun drengen og pigen, der kommer til at leve sammen, men også de to familier, der omgiver parret. Så for at kunne enes er det godt at lære forældrene at kende - både drengens og pigens familie.
   Den dag havde moderen snuppet sønens album, så han ikke skulle bekymrer sig om hvem nu mon moderen har fundet til ham.
   I løbet af aftenen efter de var taget af sted kom far i stuen og overraskede os med at han havde fundet frem til, at Mahdi er søn af fars ven. En barndomsven som far var vokset op med og kendte udmærket.
   En af aftenerne kiggede far indtil mig på mit værelse. Han trådte ind med et varmt smil. Du er blevet en stor pige, og endda smuk, sagde han, mens han tog plads ved siden af mig på sengen. Du er ung og det er selvfølgelig ikke først gang jeg kommer her for at tale med dig hvisker han til mig og smiler. Du så hans billede, spurgte han og tav. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men jeg følte mig varm over hele kroppen der var som om noget inde i mig der sagde at det bliver ham. Pludselig kiggede far på mig og sagde: Min datter er genert. Nej nej min datter. Du skal være ærlig og fortælle mig, hvad du mener om Mahdi. Og vil du møde ham.
   Jeg fortsatte med at kigge ned på gulvet og følte at alt bevægede sig i min krop, kunne mærke at hårene rejste sig på huden, hjertet bankede endnu hurtigere, blodet løb stærkere, lungerne foldede sig ud og jeg svedte på hænderne.
   Jeg smilede og kom derefter til at grine, i det samme lyd et grin. Det var min mor som stod ved døren. Vi begyndte alle sammen at grine. Min far nikkede forstående. Far rejste sig op: Jeg håber på og ønsker det bedste.
   Mens jeg sad i værelset hørte jeg far aftale en tid med moderen og jeg fik sommerfugl fornemmelse i maven. Min storesøster kom løbende i mit værelse. Hun jublede og sang min yngste søster har fundet den søde prins...
   Er han den person jeg skal gifte mig med, er han livets rose? Er han personen, som jeg kan dele mine tanker med? Min søsters sang fik mange tanker til at dukke op i mit hoved. Lidt efter forsvandt alle disse tanker, og min søster gjorde mig opmærksom på en ting: at jeg skal give det en chance, fordi muligheden kommer en gang; og den der intet vover intet vinder.
   Efter to dage kom moderen og en af veninderne som jeg mødte sidste gang. Hun er en venlig kvinde i middelalderen. Denne gang var Mahdi med. Han var iklædt sorte bukser, hvid skjorte og en gråmeleret finstrikket bluse, og han havde en store lyserød bukket. Den var til mig.
   Vi spiste middag sammen, stemningen var hyggeligt og mors dejlige retter var fin serveret. Alt var fint dækket. Mens vi spiste åbnede far for vinduet, og jeg mærkede duften af sommerens sidste dage. De snakkede og nød maden, og jeg havde svært ved at sidde sammen med dem og spise. Jeg sad i hjørnet - genert men havde det godt inde i mig selv. Genertheden var mit svagpunkt som jeg ikke kunne slippe af med. Tiden gik langsom, og jeg kunne mærke at mine kinder blev mere og mere røde for hvert minut der gik.
   Efter at vi havde spist så kaldte nogen på mig, det var morens veninde og min søster, der syntes at nu skulle Mahdi og jeg sidde og tale sammen.
   Uha nu kom det sværeste. Nu skulle jeg sidde sammen med en fremmede og tale med ham.
   Han startede med at præsentere sig for mig og jeg gjorde det samme. Derefter begyndte vi så småt at snakke om hvad mit syn på ægtesskab og hvad jeg synes, der er vigtigt i et ægteskab, og hvad jeg kan lide at forholdet skal bygge på. Jeg kunne lide hans holdninger. Vi talte i et stykke tid og mærkede ikke tiden, der fløj af sted. Jeg var glad for at at tale med ham, men jeg var stadigvæk nervøs. Pludselig blev døren åbnet, samtalen blev afbrudt, jeg blev nervøs, et hoved stak ind, det var moderen. Hun smilede til os begge. Mahdi nikkede smilende tilbage og vi gik begge to ud til haveterassen, hvor de andre sad og nød teen med englekagen, som min mor havde bagt. Stemningen var herligt og solen skinnede ud i horisonten. De grinede og havde det hyggeligt.
   Leila afbryd mig hurtigt det vil sige du sagde ja til ham spurgte hun. Ja. Jeg sagde ja til at lære ham bedre at kende personligt, fordi det så ud til at vi havde tætte tænker, og jeg mærkede, at han også var en genert mand. Jeg kan godt lide den generte type. Desuden er han målbevidst, ambitiøs, var 23 år, studerede medicin og ville stifte en familie. Han var enige med mig at jeg skulle færdiggøre min studie som ergoterapeut. Jeg var glad for, at han var igang med en uddannelse, hvilket mine forældre og jeg gik meget op i. Det er selvfølgelig ikke hans status eller uddannelse jeg skal leve med, men hans personlighed. Medicinstudiet er kun godt for ham selv. Jeg var mere glad for at forstå ham inderst inde.
   I starten af september måned blev der holdt en lille forlovelsesfest, vi havde ikke inviterede nogen, det var en familiefest. Det var en speciel dag for mig. Vi var to personer og der var mange omkring os der havde så travlt med at ordne tingene for os, vi havde fanget hele familiens opmærksomhed. Min mor sagde, at jeg var hendes yngeste prinsesesse. Det var en glædelig begivenhed i mit liv, hvilket jeg aldrig glemmer. Det var starten på historien med Mahdi.
   Du gør mig spændt, hvad skete der så bagefter, spørger Leila. Det kommer ..... hvisker jeg.
   Efter forlovelsesfesten chattede vi for allerførste gang, og vi havde aftalt at tage det stille og roligt, fordi vi ikke ville have, at det skulle gå ud over vores uddannelse og giv os god tid til at finde ud af om vi har fælles interesser, tanker, mål og i det hele taget om vi to kan leve sammen under et tag.
   Vi valgt at tage det stille og roligt for at give os selv den tid til at forstå hinanden, og fordi kærligheden ikke kommer helt af sig selv. Jeg er ikke enig med folk, der siger, at der er noget der hedder kærlighed for første blik. Man bliver interesseret i hinanden, men jeg vil ikke kalde det kærlighed. Den sande kærlighed dukker først op via erkendelse. Erkendelsen opstår når to personer accepterer, respekterer og tolerer hinanden.
   Vi blev forlovet i to måneder, i disse to måneder begyndte jeg at elske Mahdi mere og mere. Han kom på besøg hver weekend, og vi havde en spændende tid sammen. Gennem erkendelsen begyndte jeg at kunne lide at være sammen med ham, jeg tvivlede ikke at han var nøglen til mit hjerte. Vi blev gift i november måned, det var en kold dag, men smuk og dejlig, jeg kan ikke beskrive følelsen Leila. Og sådan er det at blive gift efter traditionen.
   Jeg blev ikke tvunget til at gifte mig med ham, jeg kunne sige nej til se ham eller tale med ham. Hverken min far eller andre kunne presse mig eller tvinge mig.
   Leila lytter spændt. Hun er lidt irriterede over de forældre som man høre og læser om i bøgerne. Det er jeg nemlig også, men disse har desværre misfortolket koranen på deres forkerte holdninger. Leila er glad for mine vegne, til gengæld er jeg ked af det for hendes vegne. Hun er ellers en sød unge kvinde. Vi spiser kagen færdig og hygger os med lidt kaffe. Pludselig minder hun mig om en joke vi havde en gang, og jeg kan ikke lade være med grine.
   Hendes mobiltelefon ringer, det er hendes lille søn David, som ikke har det godt. Leila beklager, at hun er nødsaget til at gå, og takker mig for en god dag. Jeg forslår at vi næste uge skal tage ud og shoppe, hun synes det er en god ide, fordi hun har en date med hendes ny kollega, hvilket hun lover at fortale mere om, men først næste uge.