Himlen?
I mellemtiden var der sket mirakler også i det åndelige realm, Skaberens børn havde vokset i antal og de var alle vendt hjem til deres herre med den viden de have absorberet, hundrede tusindvis af små klart lysende "sjæle" summede omkring deres skaber.
Men der var intet tilfældigt ved den aktivitet der foregik omkring deres herre, Skaberen havde skabt et struktureret miljø omkring sig der nøje var tilrettelagt de aktiviteter der foregik her.
Inderst! I midten var en gigantisk cirkel, millioner af lysår stor, dette område var det HELLIGSTE! det var her Skaberen, holdt til og kun hans nærmeste havde adgang til dette område, han havde en lille skare af sine allerførste "Børn" i sin umiddelbare nærhed og KUN de havde adgang til skaberen og KUN DE formidlede alt kontakt til alle de andre.
Omkring midten strålede tusindvis af strenge ud i alle retninger hele vejen rundt og på disse strenge sad der, som perler på en snor, hundredvis af kugleformede sfærer der hver især var et lille samfund for sig, hele denne Astronomisk gigantiske "SOL" var større end den største galakse i universet.
Inde i disse samfund var en leben af energi væsner, som alle var børn af skaberen, i de inderste samfund "boede" de ældste sjæle, dem der hørte til blandt de første som skaberen havde skabt, disse sjæle var "gamle" og vise og de var de eneste af sjælene der med sikkerhed vidste at skaberen var til, Skaberen havde opgivet at Nurse alle sine børn, der var simpelt hen for mange og derfor havde et været hans første børn, der havde taget sig af at nurse de næste kuld, og skaberen havde af grunde der ikke var helt klare? Formanet hans nærmeste om at de næste kuld ikke måtte få at vide hvor de kom fra, dette skulle de selv finde ud af, efterhånden som de modnedes og Skaberens ord var selvfølgelig lov.
De tog sig dog ikke af "de nye" mere, DET var der andre sjæle længere ude der tog sig af nu, deres primære opgave nu var at uddanne de "lavere" kaster, til at formidle og videresende den viden der i en stadig strøm kom fra udsendte sjæle, deres sekundære opgave var at sende den viden de modtog videre til skaberens nærmeste.
Sjælene på dette nivoa var klart lysende violette og dette betød det optimale af en sjæls potentiale...

I den d næste række af samfund, var sjælene klart røde med en aura af blå, disse sjæle gik under tilnavnet de lærte, her havde man en klar fornemmelse af at et højere væsen en de violette var til og man kalde dette væsen for skaberen, men det var en fornemmelse, IKKE vished og der var stor forskel her.
I dette samfund var de fleste "lærere" eller åndelige vejledere, de var til for at dygtiggøre sjælene længere ude i rækkerne, de sjæle der havde hjemme her nød stor anseelse og respekt, for længere ud troede man at de havde direkte adgang til det højeste og selvom dette var en verden af, ærlighed og sandhed, fandt man ingen årsag til at rette på denne opfattelse.
Disse sjæle var også de eneste, der rent faktisk bevægede sig ud af deres egen rækker og frem og tilbage imellem alle de andre, på mange måder var disse sjæle limen der holdt det hele sammen.
I tredje række holdt de sjæle til der var stærkt orange med en rød aura til, disse væsner var meget forskellige, de havde mange forskellige funktioner og de var næsten alle sammen under uddannelse til et eller andet, nogle var på nippet til at blive LÆRDTE, og andre var skønt de var lige så udviklet som de lærte, på vej i helt andre retninger, der var noget på vej, noget FANTASTISK og VIDUNDERLIGT.
Noget der ville kræve helt nye evner og ekspertiser og selv om disse sjæle endnu ikke vidste hvad det var? Så var de dog allerede nu, under uddannelse til det.
Der var rækker af samfund lige efter deres eget, der var specielt tiltænkt disse nye aktiviteter og mange af de sjæle der holdt til her var fast arbejdende på disse samfund og ingen andre end de Aller viseste af deres kaste vidste hvad det hele handlede om.
Længere ude var der rækker efter række med proportionelt lavere kaster, alle disse kaster var på den ene eller anden måde under uddannelse til noget højere, senere vil jeg komme nærmere ind på en del af disse kaster, men lige nu vil jeg nøjes med at runde dette kapitel af med nogle af de yderste kaster og yderste samfund.
Den næstyderste række af samfund var "beboet af sjæle der var helt kridt hvide, disse sjæle var ganske unge og næsten uskrevne blade i en endnu ikke skrevet bog, dette samfund var vuggestuen og børnehaven, de eneste højere sjæle der boede her var de unges pædagoger, en pædagog var svagt lyseblå uden aura og var selv om de selv var ret unge, dog oplært til at nurse de små, disse sjæle havde ingen ide skabt om et højtstående væsen der havde skabt dem alle, for dem var tilværelsen ligetil, pas de små, lær dem det pensum de havde fået dikteret af lærerne fra samfundet højere oppe og vælg et speciale til yderligere uddannelse, der var ingen variabler ALT var forudbestemt og planlagt ned til den mindste detalje.
Der var en "daglig" cyklus her, der var perioder til at arbejde med de små, nurse dem og forberede dem til hvad der kommer, det var et enkelt arbejde og et meget givende arbejde, de små var som svampe og modtog glædeligt alle de input de blev præsenteret for.
Dernæst var der en periode for studier, alle de der havde fri skulle studere et eller andet speciale, nogle af specialerne var for nuværende uforståelige for eleverne og de der havde valgt disse specialer, havde gjort det fordi de syns det var spændende at blive uddannet til noget helt nyt.
Andre specialer var med henblik på de samfund og kaster der lå længere oppe i "solen" og når disse sjæle var udlært ville nogle af "børnehave børnene" overtage deres arbejde. O.S.V
Til sidst var der friperiode, der havde sjælene fri og kunne gøre hvad de havde lyst til, mange af de sysler de fik tiden til at gå med, skal jeg ikke beskrive her for de ville være uforståelige for de fleste, men en af de ting man "legede" med var en slags et to fat hvor man svævede i fuld fart, rund om torvet i dette samfund og fangede hinanden, dette var en rekreation de fleste deltog i med stor glæde og tilfredsstillelse.
Den yderst række af samfund, var stadig under opbygning og omspundet af yderst hemmelighed, KUN nogle ganske få, vidste hvad dette lag var skabt til, der var nogle af de røde sjæle og endda nogle få af de violette sjæle, der kom og gik i dette lag og der var ingen tvivl om at der var noget stort i gang her, men ingen ville sige noget om hvad det var og der var ingen der stillede tvivl ved de røde og violettes hemmelighedskræmmeri.
Der gik rygter om at det skulle være et center for skadede sjæle, men hvordan kunne en sjæl komme til skade, DET vidste man ikke og ingen havde nogensinde set en skadet sjæl.
Andre rygter gik på at det var et modtagelses center, men ikke for hvad det var der skulle modtages? Nye sjæle kom indefra ikke ude fra og kun ganske få sjæle forlod deres samfund og NÅR de gjorde var det ikke særligt langt væk og de havde da slet ikke brug for at blive healet i et skadecenter.
Men alt dette får vi svar på i et senere kapitel...


Gennembrud
På den blå planet er tiden gået, for svømmeren der gået 2 generationer og Jaehve har nøje fulgt deres fremskridt, det er stort set gået som planlagt, svømmerens afkom har udviklet lemmer sådan at den kan klatre på land, lemmerne er ikke perfekte endnu men det kommer, de har også udviklet et sæt meget primitive lunger og selv om de stadig har brug for kemien på bunden af det blå, så bruger de dog stadig mere og mere tid på land.
Jaehve deler sig fra tid til anden med disse nye dyr, men han er en følsom sjæl og han ved at det ikke nytter at udvikle disse dyr yderligere før de har fundet deres nye plads på landjorden, det ville ikke gå godt hvis han allerede NU ændrede disse væsner dna, de ville falde genetisk sammen og uddø hvis han prøvede, så han var tvunget til at give dem den tid de havde brug for, for at tilpasse sig.
Det er vanvittigt frustrerende for Jaehve at det går så langsomt, der er ikke meget andet at lave på denne planet, end disse eksperimenter for planeten er i sin vuggestue og evolution kan kun fremtvinges så og så meget.
Jeg ved hvad du tænker! Jamen der er jo også vrideren? ... Jo der er også vrideren, men den er en stor skuffelse for Jaehve, den HAR godt nok udviklet lemmer, men ikke så effektive som svømmerens, vriderens afkom har udviklet to rimelig gode baglemmer, men de to forreste er nærmes værdiløse, Jaehve forstår ikke denne forskel på de forreste og bageste lemmer for det var ikke det han arbejdede imod, det eneste positive ved disse skabninger er, at de tilsyneladende har valgt helt at blive på land, de nye kuld går ALDRIG i vandet, men tilbringer alt sin tid på land og DET var jo en af Jaehves hensigter.
Men anatomisk er de en skuffelse, Jaehve kan ikke få øje på hvordan disse væsner skulle kunne spille en rolle på denne unge planet.
MEN DER!! Er det netop at Jaehve tager grueligt fejl...
Derimod vil Jaehves yndlings Project, ende op med at blive et væsen der i mange hundrede tusinde år, vil stå i baggrunden og spille andenviolin, disse ting er dog ikke så vigtige lige nu, DET der vigtigt lige nu, er at det er lykkedes Jaehve at skubbe denne planet fra vuggestuen og OP på børnehave stadie, dette har han gjort på nogle få uger og hvis planeten havde fået lov til selv at klare denne udvikling via normal evolution, ville det ha taget hundredvis af år, så der er ingen tvivl om at Jaehves arbejde har været både frugtbart og banebrydende.
Men Jaehve kan ikke se det store billede og derfor virker hans arbejde ikke så belønnende som det burde, derfor er jaehve langsom ved at miste interessen for dette arbejde.
Jaehve kedede sig, der var ingenting at lave og Skaberen blev sværere og sværere at komme i kontakt med, det VAR som om han ikke havde tid til ham? Sagde herren ikke at HAN JAEHVE var den vigtigste af alle? sagde han ikke at HAN havde fået den vigtigste opgave af dem alle? Hvorfor bliver han så efterladt på denne planet, alene og forladt?
Jaehve har følelser nu han aldrig har haft før og han fornemmer instinktivt at disse følelser ikke er gode og han herre ikke vil syns om dem, men han kan ikke stoppe dem, de kommer af sig selv og her på denne fysiske planet, på dette fysiske plan kommer den slags følelser så let og er så svære at stoppe.
Jaehve føler hovmod, frustration, misundelse, skuffelse, vrede og mange andre negative følelser som er både nye og stærke for ham, Jaehve ved godt at Skaberen ville fordømme ham for disse følelser, men han kan ikke lade være med føle dem, han prøver at ryste dem af sig og han fornemmer at han kommer hen over dem ved at være aktiv, så han bestemmer sig for at dele sig med en af svømmerens børn, i sin frustration søgen han den største af svømmerens børn, han kalder den for kravleren, han finder den og deler sig med den, som før møder han en smule modstand, men ikke meget, den har jo prøvet det før, Jaehve har delt sig med kravleren et par gange før og den er ved at vænne sig til det.
Men der sker noget, noget anderledes? Det er som om noget falder i hak, men det er ikke et godt hak, nærmest som om et ben der brækker og sidder fast i en muskel, det er ikke rart og Jaehves indskydelse er at trække sig ud igen og væk fra dette ubehagelige hak.
Men han kan ikke! Han trækker sig baglæns men kravleren trækker med, som om den handler på en kommando der ingen mening giver, han kaster sig til den ene side, igen med samme resultat, kravleren kaster sig med og ruller hen af jorden under den, NU føler Jaehve noget helt nyt, Panik spreder sig i Jaehves sind som en steppebrand, hvad er det der sker? Hvorfor kan han ikke slippe fri igen som han plejer at kunne? Jaehve kæmper en kamp for at slippe fri, men jo mere han kæmper jo mere sidder han fast.
SÅ går det op for Jaehve hvad der er sket! Det er sket for ham før, den gang han faldt ned på denne blå planet, dengang var han som NU nedtrykt og frustreret og NU er han mere nedtrykt end nogensinde, ÅH min herre og skaber tænker Jaehve, sidder jeg nu fast i denne kravler lige som jeg sidder fast på denne planet i dette fysiske univers? Jaehve løber i panik nu, han løber hen over steppen, hen over sten og buske, han river og flår sig forfærdeligt, men han løber videre, han kan slet ikke lade være, for han vil fri og han tror at hvis han bare løber hurtigt nok så giver denne krop måske slip på ham, han løber og løber, hurtigere og hurtigere, faktisk hurtigere end dette dyr er i stand til at kunne løbe, det lille hjerte der banker i den lille krop er kommet på overarbejde, det pumper og pumper for at sprede ilt i den lille hjerne og til de stakkels muskler der yder mere end deres yderste, Jaehve løber videre, langt væk er der en stemme i han sind der skriger til ham at han må stoppe nu ellers vil det lille dyr dø, men Jaehve er alt for ophidset til at høre det, han løber videre og det u uundgåelige sker, det lille dyrs hjerte opgiver, det kan ikke mere, det har allerede nu slået flere gange end det normalt ville i et helt liv og det er slidt nu, det kramper sammen i et sidste forsøg på at give ilt til de vigtige steder og SÅ går det i stå og bliver stille for altid.
Dyret triller de sidste fem meter det nogen sinde vil tilbagelægge og rammer derefter en sten og er død...
Den lille hjerne arbejder lidt endnu, ikke længe for der kommer ikke mere ilt, men længe nok til at Jaehve når at tænke: ÅH hvad har jeg dog gjort, jeg har afsluttet den lille kravlers liv, fordi jeg blev bange og hvad skal der nu ske? Dør jeg også sammen med dette dyr? Kan jeg det? så bliver ALT sort og mørket sænker sig ned over både Jaehve og det, der er tilbage af kravlerens sind...