Begyndelsen
Mørke. Kulde. Tomhed ... sådan startede det, det var lige efter DET videnskaben kalder: THE BIG BANG.
Uendelige mængder af materialer og energi er spredt i det uendelige univers og bevæger sig nu igennem det tomme rum med hastigheder der trodser de fysiske naturregler og love.
Der er endnu ikke noget "stof" der har samlet sig i tilstrækkelige mængder til at det kan kaldes for materiale, men kimen er lagt, støv på det atomare plan og myriader af energirester roamer i rummet og truer med at samle sig til nye sammenhæng af stof der endnu ikke set i det kendte univers...
Hundrede tusinder af år går, hvis man kunne ha set på Universet med det blotte øje? Ville der ikke have været meget at se. Men i virkelighed er det HER. I denne tid der sker mest af DET der har konsekvens for det univers vi kender i dag.
Alle de grundstoffer som vi kender fra den periodiske tabel bliver skabt her og yderligere nogle som vi ikke kender i vores del af universet.
Universet har god tid, der er ingen hast og ingen stress. Med gabende ro og tålmodighed ændrer tingene sig fra intet til noget.
Støv og småsten ramler sammen og flyder af sted i samlet flok og langsomt bliver de enkelte dele afhængig af hinandens tyngdekraft og bliver til større enheder af stof.
På denne måde bliver kloder skabt, der er endnu mørkt for der er ingen sole der skaber lys, men der ER på vej.
Enkelte kloder er blevet SÅ store at de truer med at kollapse, med en kernereaktion som følge og når DET sker, vil de første sole blive skabt.
Men endnu er det ikke sket, der er nogle andre processer der er gået i gang, der bare venter på endnu en ingrediens, der venter på en kickstart.
Små koncentrationer af energi der venter på at komme til det næste udviklingstrin, det ved det selvfølgelig ikke men det kommende lys, vil ændre disse koncentrationer og DET vil blive begyndelsen...
Mirakel
Sådan ligger de og venter, de små energisamlinger, der er ikke meget energi i dem de ville ikke engang kunne tænde pæren i en penlight.
Men de samler styrke, bliver større og stærkere, de mangler bare en katalysator for at kunne skifte tilstand.
Lige midt i dette nye univers, er et mirakel på vej, det starter med en kæmpe klode som pludselig kollapser under sin egen tyngde, først eksploderer den i en supernova og kaster materialer og energier ud i rummet, gamma stråler og radioaktive isotoper sprøjtes ud i rummet og til sidst kommer lyset som denne, den første sol spreder og kaster lys i det uendelige mørke, for første gang nogen sinde.
Alle disse elementer rammer de små energihobe og her sker det rigtige mirakel, for det er her de første byggesten til liv bliver lavet og det er her den "rigtige" skabelseshistorie burde begynde...
Et lille bølgende lys strejfer igennem universet, svagt, glødende og med et strejf af liv, ikke meget, kun lige nok til kunne vedligeholde sig selv, det lever af de andre energier der møder dens vej, fotoner, gammastråler, elektroner, m, m.
Det fortærer disse energier grådig og uden at være kræsen for det har kun en mening med sit spæde liv, at blive større, stærkere. Uden bevidsthed om sig selv eller sin skæbne fortærer den og bliver stærkere, langsomt, uendeligt langsom, der er tid, masser af tid universet er ungt og der er intet at nå...
Fusion
Andre steder i Universet er der andre energier magen til, alle med et strejf af liv og alle uden den store bevidsthed om sin væren til.
I starten er der ikke mage af dem og der er tusinder af lysår i mellem dem.
Men senere kommer der flere til og afstanden i mellem dem bliver kortere, en dag vil nogle af dem mødes, nogle vil passere hinanden uden at sagte farten det mindst, andre vil støde ind i hinanden og smelte sammen til større og større hobe af energi og i takt med at de bliver større vil de udvikle sig til mere komplicerede energi hobe for til sidst at nå en kritisk masse...
Den kritiske masse er en energihob der er på randen til bevidsthed, DEM er der nu nogle stykker af, men de er spredt omkring i universet od de mødes sjældent, de møde tit mindre hobe men de afviser dem, måske er det noget kemisk? Måske er det nogen fysiske love der forhindrer dem i at smelte sammen og måske er det et instinkt der byder dem at afvise overflødig energi? men der skal gå mange hundrede tusinder af år før de første to møder hinanden, så tæt på at de tiltrækker hinanden.
DET går ikke stille af! allerede på hundrede meters afstand begynder processen, lyn og gnister springer fra den ene til den anden imens de udveksler energi og føler hinanden, undersøger hinanden og kæmper en kamp om at afvise eller modtage...
Det kunne gå begge veje! begge energier er tilbageholdende og uden bevidsthed aner de ikke at de vil kunne drage gensidig glæde af denne fusion,
Men til sidst giver de slip og med et kæmpe lysglimt smelter de sammen og i dette sekund bliver den første tanke født..
JEG ... JEG ER... JEG ER... MIG!
Enfoldig og uintelligent er denne tanke, men den unikt og helt specielt for den er den første tanke der nogensinde er blevet tænkt i dette univers, Aldrig før er denne proces sket og aldrig før der sendt neuroner rundt i et væsen som skabte disse ord...
Tanken er født og dermed bevidsthed, dette unge væsen tænker unge tanker, tanker der spreder sig i alle retninger, det er mest naive tanker, "Jeg er til! Jeg... Lever! Jeg ser! Jeg ser mørke, jeg ser lys, jeg ser en planet der kredser om en ildkugle, jeg ser... Ikke MIG? Hvad er jeg? Er der andre som mig? Jeg må vide mere..."
En rød tråd bliver født, Et fantastisk koncept der er SÅ unikt at det eksisterer helt frem til nutiden, det vokser og bliver større sekund for sekund og DETTE koncept er årsagen til vores eksistens, meningen med livet og menneskets skæbne... Konceptet er NYSGERRIGHED...
Rejsen
Her starter en Uendelig rejse, en rejse imod intelligens og viden, en rejse imod åndelig perfektion.
Dette væsen har ikke noget navn, det vil ALDRIG få et navn, men det vil i fremtiden blive kaldt mange navne, ingen af dem vil være rigtige eller være i stand til at give en fyldestgørende beskrivelse af væsenet, for der findes endnu ingen intelligens der har opfundet et ord der kan beskrive det.
Selv kalder det sig "JEG" og DET er nok!
Det flyder af sted på energibølger der tager det ud på en rejse der dækker millioner af lysår.
Det ser fantastiske ting, planeter og sole bliver født, de samler sig til galakser og systemer og i denne proces bliver energier født, energier der fusionerer med "JEG".
Det samler energier, det samler viden og det samler intelligens og langsomt, uendelig langsomt bliver dette væsen astronomisk stor, det fylder allerede mere end en galakse og det er slet ikke færdigt, ikke NÆR færdigt...
Det lærer og erfarer, suger viden til sig og bliver et unikt væsen der ingen lige findes til.
Der er masser af svagt intelligente væsner der fødes i dette rum, men de må alle bukke under for en af de få love der findes i denne unge verden.
De har ingen mål og ingen formål og derfor fader de ud og dør.
Men ikke "JEG" det har et formål der nærer dets livsenergi og derfor trives det og vokser.
Men det er ikke KUN gode ting der bliver født her, IKKE KUN intelligens, et nyt koncept fødes, HVORFOR? . Hvorfor går det så langsomt? Hvorfor er der så langt imellem den viden jeg søger? Hvorfor er jeg ... hvorfor er jeg Alene? Her fødes noget der på en gang er både fantastisk og forfærdeligt, her fødes FØLELSER.
Dettte koncept skal blive drivkraften for både DETTE og ALLE fremtidige væsner i det kendte univers.
Ærgerrighed, Stolthed, Egoisme og Begærlighed er nogle af de kræfter der driver dette væsen, men også nogle svage følelser af ensomhed og frustration,
Der må være andre som "JEG" tænker væsenet, andre der søger og leder som jeg? Jeg må finde dem, så vi kan udveksle viden og søge sammen, jeg tager af sted for at lede.
Og med disse tanker farer Det af steg og i sin søgen tilbagelægger det endnu tusindvis af lysår, indtil det til sidst stopper op i forfærdet vished...
JEG ER ALENE!! Sorg fylder væsenet og et lydløst skrig genlyder igennem hele universet før det dør ud og erstattes af modløshed og apati.
En søvnig inaktivitet lægger sig hen over væsnet som varer i tusinde år, uden håb, uden mål og uden formål? Ser det ingen grund til at fortsætte sin søgen efter viden.
Søvn
I et drømmeagtigt syn, ser væsnet for første gang sig selv, det ser sig selv som en kæmpemæssigt lysende sky af energi, men vent... Der er EN mere ... En lige som "JEG" tænker det.
De to væsner kommunikerer med hinanden og "jeg" se på ude fra som en tilskuer.
"Hvorfor ligger du bare der og flyder?" Spørger det nye væsen, " hvad skulle jeg ellers lave?" svarer "JEG" væsnet" DU har et formål, noget du skal gøre "!! "til hvad nytte?" Svarer "JEG" "Fordi DU er den eneste der kan og derfor har du et Ansvar til at gøre det.
" Der er ingen at dele det med, så det har ingen formål" svarer JEG" det trækker væk i skam fra det andet væsen som vækker nye følelser i det.
"VENT" siger det andet væsen "du ser ikke det åbenlyse, du ser ikke at du har andre muligheder"
"Hvad for muligheder? Der er KUN mig! DU er ikke engang rigtig, men kun en drøm! "
"Jeg er DEN del af dig du endnu ikke har opdaget du har! Jeg er en del af dig som kan tænke uafhængig af DIG! Jeg er en del af dig som kan udskilles og udnyttes!"
"JEG" tøver et øjeblik og siger så "jeg ved ikke hvad du mener og jeg er ligeglad!" men dybt begravet i bevidstheden nede i denne, drømme virkelighed blev en ny ide født.
Måske kunne jeg?
Denne tanke varede i en evighed, for første gang i dette væsens liv var der søvn, eller noget der lignede det og det varede yderligere tusinde år før det vågnede.