Drømme
For første gang i sin tilværelse er Jaehve ikke ved bevidsthed, et åndeligt væsen kan ikke dø og alligevel er det meget tæt på! han svæver i mellem bevidstløshed og død og tættere på døden har ingen været, hverken før eller siden.
Først er der kun mørke, Jaehves bevidsthed opfatter kun uendeligt svagt at der er liv, senere opfatter han glimtvis bitte små stjerner af lys, som dog ingen mening har i hans bevidsthed.
Denne tilstand vare i tusinder af år, i mellemtiden foregår der mirakler omkring ham, livets mirakler.
Det BLÅ der bølger og dækker 2/3 dele af denne planet er et godt sted at starte, det er fyldt med energi og fyldt med både salte, mineraler og kemi.
Plankton og plantesporer er de første tegn på liv, uendelig enkelt liv men det er dog en start, snart udvikler disse sporer sig til mere kompliceret liv, det næste liv denne planet ser, er bakterier, stadig meget enkelte organismer men de bliver ved med at udvikle sig, næste trin er virus, disse virusser har en ny egenskab, de kan fusionere med hinanden og med andre sporer og skabe nye sammenhæng, snart kommer der mere fart på, og livene bliver stadig mere kompliceret, snart spreder livet sig til landjorden også, der kommer planter og alger på overfladen af det blå.
Inden længe ser et nyt væsen lyset for første gang, små encellede væsner der er de første tegn på animalsk liv.
Alt imens disse mirakler sker, ligger Jaehve i sin bevidstløshed og får sine første drømme.
Jaehve flyder tæt på en kæmpe sol der spreder sit lys hen over et gigantisk væsen der for det meste består af ren energi, Jaehve ved ikke hvad det er for et væsen men fornemmer at det er vigtigt at finde ud af det så han stiller spørgsmål.
Hvad er du? Spørger Jaehve, "Kender du mig ikke Jaehve?" svarer væsnet, Jaehve ryster ved den myndighed der er i væsnets stemme men må indrømme at han ikke kender væsnet.
"jeg er din skaber Jaehve!" jeg sendte dig ud på en opgave for længe siden, men du blev væk og jeg har ledt efter dig meget længe!!
SKABER? Er det virkelig dig? spørger Jaehve, "JA det er mig Jaehve, men hvor blev du af? Hvorfor er du ikke kommet tilbage for at dele dine erfaringer med mig?"
Jaehve er forvirret nu, "Jamen jeg er her jo nu min herre. jeg er jo vendt tilbage og du har fundet mig?"
Min kære Jaehve, svarer skaberen, du er ikke vendt hjem og jeg har ikke fundet dig, jeg har scannet universet med mit sind i lang tid og efter lang tid fandt jeg dit åndelige spor i en lille afkrog af universet, langt langt borte, men jeg ved ikke hvor du er for jeg kan ikke se dig.
Jamen jeg er jo lige her siger Jaehve, kan du ikke se mig? Nej svarer skaberen der er noget galt, det er sket noget for jeg kan KUN finde dig i dine drømme.
Her ender den første drøm og i lang tid hviler Jaehve uden at drømme, senere kommer der flere drømme men de fleste er usammenhængende og meningsløse for ham.

"Jaehve! Hvor er du? Vi mistede forbindelsen, jeg kan ikke finde dig hvis du ikke varer mig"...

"Jaehve! jeg kan føle dig, du er nær fornemmer jeg, men jeg kan stadig kun finde dig i dine drømme, du må vågne af din dvale så jeg kan finde dig og hjælpe dig"...

"Jeg fornemmer du er lige i nærheden nu, hvorfor kan jeg ikke se dig? Hvad er det for sted du har fundet, sådan at jeg ikke kan finde dig?

Jaehve er stadig bevidstløs, men han kommer nærmere og nærmere "overfladen" efter hver drøm, det er som om nogen kalder på ham og kræver at han skal vågne, det er som om nogen trækker i ham og prøver at vække ham.
Jaehve fornemmer at det er vigtigt at han vågner, at han har en vigtig opgave som han forsømmer så længe han ligger her, han må vågne nu! DET er vigtigt! Jaehve kæmper, opbyder alle sine kræfter for at komme til bevidsthed...
Et skærende lys blænder ham et kort sekund, før ALT bliver mørkt igen, senere ... Mere lys ... Lidt længere denne gang og SÅ atter mørke... SÅ vågner han endelig og ser solen for første gang.


Den fysiske verden
Jaehve vågner til en verden fuld af lys og liv, øverst på himlen står en stor varm lysende kugle som spreder sin varme og sit lys på denne blå klode, nede under myldrer det med liv tusinder af flyvende insekter fylder luften med vinger og summende lyde, nederst på jorden vrimler det med kravlende, krybende og svævende insekter som søger føde.
Der er ikke noget liv der er større end disse insekter, der er endnu ingen pattedyr, men havet vrimler med primitive fisk og leddyr.
Her vågner Jaehve og ser for første gang en fysisk verden, denne verden er fuldstændig anderledes end DEN han er vant til
De første indtryk Jaehve får af denne verden er Alt det liv der sværmer omkring ham og alt det lys der omkredser ham, i universet er der ingen liv af denne slags, faktisk er der næsten ingen liv på nær Skaberen selvfølgelig og alle hans brødre og søstre som han dog ikke har set meget til.
Her er der et mylder af liv han ikke troede muligt.
Han ser op på en af de høje planter der står rundt omkring og han beslutter sig for at glide op og kigge om der er liv i toppen af det, men da får han et chok.
Da han løfter sig fra jorden og begynder at glide går det op for ham at det koster ham utroligt meget energi, han er vant til at kunne bevæge sig fra det ene sted til det andet næsten uden at bruge kræfter og energi, han er vant til at kunne tilbagelægge tusinder af lysår uden at det koster ham mere energi end der ville kunne tænde en penligt lampe.
Men her bruger han næsten halvdelen af sin energi bare for at kunne løfte sig fra jorden...
Han bestemmer sig til at vente med at checke de store planter indtil han har genvundet mere af sin energi.
I stedet glider han omkring i nærheden og undersøger omgivelserne, hans opmærksomhed bliver fanget af det store blå der bølger, så uendeligt smukt, ALDRIG har han set noget så smukt, den store flammende kugle står nu lavt på himlen og som en kunstner, maler den gyldne, orange, gule og røde halvmåner på det blå bølgende tæppe.
DETTE ... tænker Jaehve, er derfor skaberen sendte mig ud, dette smukke syn skal jeg vende hjem med og skaberen vil rose mig for det jeg har lært.
Dybt betaget at disse syn, glider han langsomt ned i mod det blå og ned i det og under det.
Her åbner der sig en ny verden, de skønheder der her åbenbarer sig er fortryllende og fantastiske.
Lyset der skinner ned igennem det blå, forvandler sig til striber af sølv der glimter og lyner og fiskene og de små leddyr der lever her er lige så skinnende og forsølvede, de bevæger sig med let elegance rundt i de smukke sølvstrimler og gengiver lyset i de mest fantastiske former og farver.
Hvis Jaehve havde haft øjne og hans øjne havde haft tårer, ville de ha sprunget som små springvand så rørt er han over disse syn.
Nede i det blå, genvinder Jaehve noget af sin oprindelige lethed, her glider han rundt med strømmene lige som hjemme i universet og han lader sig glide dybt dybt ned i dette vidunderlig blå indtil han stoppes af den masse der udgør bunden af det blå, her lader han sine tanker sende, sende ud for at nå sin skaber og fortælle ham om disse vidunderlige ting han oplever.
Han sender i dagevis, søger udad i mod universet leder efter den velkendte tryghed som hans skaber udstråler og endelig... DER ...der er han, men han er anderledes, stor, vildt stor, så stor at det er umuligt at se fra den ene ende af ham til den anden, han lader sine tanker transportere rundt om skaberen i søgen efter modtagelse og endelig finder han det han søger, et svar, en genkendelse.

Jaehve? " er det virkelig dig?"
Åh denne stemme er som balsam på hans tortureret energi, han kender det mønster der er i den energi der modtager ham, han modtager den varme og trøst der er i de tråder der søger ham og kærtegner ham, Åhh endelig fred.
JA! det er mig min skaber, svarer Jaehve, det er MIG og jeg har fundet dig, JA svarer skaberen, du har fundet mig, men jeg kan ikke finde DIG, hvor er du?
Jeg er på et fysisk legeme herre, på en blå planet langt ude i det ældste af universet, jeg ved ikke hvordan jeg er havnet her, men jeg ved at jeg er fanget her, jeg kan ikke bryde fri af denne verdens bånd og jeg er så uendelig svag her.
TAVSHED.
Herre hører du mig? Jaehve skælver ved tanken om atter at være alene og fortabt på dette sted.
Tavshed.
Herre! Lyt til mig for jeg er fortvivlet og jeg har brug for din hjælp.
Endelig får han svar, " Jaehve jeg hører dig, men meget svagt, det kræver al min koncentration at finde din stemme, jeg kan fornemme hvor du er min ven og jeg lover dig at jeg nok skal finde dig.
Jeg har så fantastiske vidundere at fortælle dig, siger Jaehve. Vidundere som ikke engang DU min herre kender til.
TAVSHED. herre! Er du der?
Men der er atter tavshed og Jaehve er igen overladt til sig selv, men han er fortrøstningsfuld nu for han ved, at skaberen ikke vil hvile før han har fundet ham.
Med disse tanker, flyder Jaehve tilbage ud af det blå og op på land, han mærker straks kræfterne forlade hans energifelt, han første indskydelse er at vende tilbage til det blå og blive der, men han fornemmer instinktivt at det er på land han skal finde løsningerne på hans problemer.
Han finder roen i sit sind og begynder langsomt at interessere sig for sine omgivelser, han kigger ned på jorden og ser det mylder af insekter der kravler rundt på forhindringer af græs, grene og småsten, han ser med stor interesse på disse skabninger og forundres af den flid de ligger for dagen blot for ar flytte små stykker af blade eller græs fra et sted til et andet, i lang tid er formålet med denne flid et mysterium for ham, men SÅ ser han noget der overrasker ham.
De fortærer det? de indtager det så det kommer ind i deres små kroppe og det kommer ikke ud igen, der KOMMER godt nok noget ud, i den anden ende, men det er en brun og flydende substans, som slet ikke ligner det der kom ind?
Så går det op for ham, hvad det er der sker, de omdanner disse planter til energi, det er sådan de overlever disse primitive forhold i denne fysiske verden og DET der kommer ud i den anden ende er affalds produkter efter denne omdannelse til energi.
Er det derfor han er så svag? Er det fordi han trænger til at få tilført energi og fordi DET han lever af ikke findes her, men kun ude i universet hvor han har hjemme?
"hvad er det jeg lever af?" spørger Jaehve sig selv, hvad er det der er der ude som ikke er her? Men der ER lidt af det nede i det blå, ikke nok, ikke nok til at oplade mig til bare en brøkdel af hvad jeg plejer at være, men nok til at holde mig i gang.
Jeg må finde ud af hvad det er, siger Jaehve til sig selv, finde ud af hvad det er og så skabe mere af det, meget mere så jeg kan oplade og komme hjem til min skaber.
Jaehve flyder ned imod det blå, tiltrukket af det livgivende evner og løftet om svar på en masse spørgsmål, men han stopper for han ved instinktivt at lige nu, er der ikke mere energi og svar at hente der, lige nu er der heroppe der findes svar, senere når han bliver svagere og der er fundet flere svar, vil han vende tilbage til det blå, lade op, søge svar og lede efter skaberen.
Men NU! Var det landjorden der skulle udforskes, Jaehve gled roligt fremad og væk fra det blå, han gled over imod nogle høje buske for derovre var der noget skinnende der havde fanget hans opmærksomhed, det var et stort insekt, med et kæmpestort hoved og en mellemkrop der var en smule større, bagerst var en bagkrop som var lang og tynd, øverst på mellemkroppen sad fire vinger som holdte dette kæmpeinsekt svævende i luften og nede under sad fire tynde ben som ikke så ud til at de kunne holde til den store krop, men Jaehve fornemmede at dette insekt ikke vejede ret meget og at det nærmest var hul indvendig.
Hvad Jaehve ikke vidste, var at dette var en forhistorisk guldsmed og at dette insekt var forfaderen til alle insekter der ville komme i fremtiden på denne planet.
Guldsmeden kæmpede med en klump klæbrigt saft der var løbet ud af stammen på busken, den prøvede med sine svage kindbakker at gribe fat i klumpen og trække den fri af stammen, men det mislykkedes igen og igen, atter og atter måtte den give slip på klumpen fordi kindbakkerne ikke var beregnet til at gribe fat i noget rundt og fedtet.
Jaehve fornemmede insektets frustration og mærkede tydeligt hvordan hvert forsøg tappede det for energi, Jaehve fornemmede også at selv hvis dette forehavende skulle lykkes ville den energi denne klump kunne bringe insektet, ikke engang kunne opveje den energi der var blevet brugt på af frigøre det, hvis det fortsatte på DEN måde ville dette dyr dø af sult inden længe.
Jaehve delte frustrationen med dette insekt og ønskede brændende at hjælpe, hvis han dog bare kunne række ud og frigøre denne næring så guldsmeden ville få den energi den så inderligt havde behov for, men Jaehve havde ingenting at række ud med, han havde ingen arme eller lemmer og selv hvis han HAVDE haft nogle ville han alligevel ikke kunne interagere med denne fysiske verden i sin nuværende åndelige tilstand.
Jaehve ønskede brændende at hjælpe, ikke KUN for insektets skyld men også for sin egen, han ønskede af hele sin sjæl at kunne berøre denne verden og blive en lille del af den.
SÅ skete der atter noget der ALDRIG før var sket, noget der var SÅ unikt og fantastisk at det selv i vores oplyste nutid er et lille mirakel, der skete noget SÅ vidunderligt enestående, at hvis det ikke var sket ville den verden vi lever i, i dag ikke ha eksisteret, livet på vores planet er produktet af dette lille mirakel, og uden det ville intelligent liv på denne og millioner af andre planeter ikke ha set dagens lys.
Jaehve lod, uden han selv vidste hvordan, en lille smule af sig selv sive over i guldsmeden, og da det fyldte insektet lod han sin bevidsthed smelte sammen med den lille hjerne og gav den en kommando: BRUG DINE BEN!