En ny begyndelse
Jaehve gled op af det blå, da det første lys ramte denne planets højeste tinder, forventninger og løfter om storhed, fyldte hans inderste sjæl, tanken om de opgaver hans skaber havde pålagt ham fyldte ham med ærefrygt
Han havde endnu ikke en plan, faktisk vidste han ikke engang, hvad det var der var hans opgave, han vidste bare at den gik ud på at lære så meget om denne planet, som han kunne.
Det skulle være stort, større end sidste gang han delte sig med guldsmeden, for der skulle være noget at fortælle næste gang hans herre kontaktede ham.
Han gled rundt på landjorden, for at finde et emne, et væsen der måske var lidt større og lidt mere kompliceret end insektet fra sidst, han gled op af bakker og ned i dale, igennem krat og buske og over bjerge og under vandfald.
Men der var ingen væsner her der var større og bedre end guldsmeden, DET MÅTTE DER VÆRE? Var DET hvad han havde at arbejde med? Var DET hans opgave? Disse insekter var så primitive og det ville blive svært at påvirke dem på højere nivoer.
Så faldt hans tanker på DET BLÅ, han havde set væsner dernede, der var langt mere kompliceret i opbygning end land dyrene, måske var det DER nede i dybet hans opgave lå, han gled tilbage over bjerge og bakker, ned i dale og søer og tilbage igennem krat og buskads, for til slut at ende hvor han begyndte, ved det store blå.
Han gled ned i det og søgte, søgte efter et væsen han kunne dele sig med, dybere og dybere gled han ned indtil han nåede bunden, her gled han hen over sand og tang, indtil han pludselig så et væsen, der stod det sløvglinsende og majestætisk i vandet og lignede et sorgløst væsen der ingen problemer havde.
Her begynder min rejse tænkte Jaehve og med DEN tanke udskilte han en lille del af sig selv og lod det glide ind i svømmeren
Forbavsende nok mødte han modstand, svømmeren vred og kastede sig i det blå og det gjorde tydeligvis ondt på den at acceptere den nye bevidsthed, Jaehve følte også ubehag ved denne deling, da han havde delt sig med guldsmeden, gik det let og næsten uden modstand, men DET her var anderledes, men endelig faldt svømmeren til ro, dels på grund af svømmerens ringe intelligens, men også fordi Jaehve lod sig glide ind nænsomt og nærmest kærligt kærtegnede dens lille sind.

Jaehve så for første gang en verden med rigtige øjne, oplevelsen var på en gang både fattig og rig, fattigt fordi det fysiske øjes spektrum er fattig på detaljer og på farver, rig fordi det er et faktuelt syn man ser det man kan røre, alt det andet er siet fra, dette er den fysiske verdens måde at begrænse indtryk, således at den primitive Jerne som er sanseorganernes eneste modtager, kan kapere det.
Det Jaehve så var en verden i sort og hvid, der var nogle enkelte gråtoner og nogle enkelte blå toner, men overvejende var det sort og hvidt.
Først lod han svømmeren "køre løbet" det gjorde han for at få en fornemmelse af dette dyrs liv på bunden af det blå, han fulgte frivilligt med, da den svømmede hen i mod en flok af små bitte enkeltcellede væsner der flød rundt uden egentlig at ha et mål, svømmeren stoppede op et lille stykke fra de små og lod sig flyde sidelæns langs med stimen, Jaehve fornemmede, at dette var for ikke at skræmme de små dyr, den lod sig langsomt flyde, hele tiden en smule tættere på stimen, indtil den var kommet så tæt på, som den kunne uden at skræmme stimen væk, SÅ spændte den alle musklerne i dens strømlinede krop og med en kraftanstrengelse kastede den sin krop i en hæsblæsende fart, hen imod stimen, samtidig med at den åbnede sin mund på vid gab, for på den måde at indfange så mange af de små som muligt i ET angreb, den fik KUN en chance pr stime, så det galt om at få så meget ud af det som muligt, der var ikke meget næring i de små, så den måtte gentage denne proces hundredvis af gange hver eneste dag, for at få den næring den havde behov for.
Igen oplevede Jaehve det paradoksale i at svømmeren næsten brugte mere energi på sin fangstmetode end den fik af at fortære dem, hvor er livet dog ulogisk på denne planet tænkte han og snart gik det på for ham, at hvis der ikke blev gjort noget så ville livet på denne blå klode uddø meget snart.
Jaehve sendte følere ud i alle afkroge af svømmeren, Jernen var stedet hvor al aktiviteten blev samlet og styret, der foregik tankeprocesser og der blev sendt kommandoer, langt hen ad vejen på samme måde som i Jaehves åndelige centrum, men det var håbløst primitivt og langt de fleste processer var automatiske og betinget af instinkter og genetiske koder der fremtvang automatiske handlinger der ikke var tanker bag.
Kort sagt kunne man KUN med den allerbedste vilje kalde disse væsner for intelligente.
Jaehve lod sine følere vandre ud i resten af svømmerens krop, scannede fordøjelses systemet og fandt et system af kemikalier og syreforbindelser der nedbrød de små i mikroskopiske enheder der enten blev optaget eller udstødt af dyret, men der var noget andet, der var lige så vigtigt for svømmeren, over alt i dyret var der bitte små kanaler, hvor der flød en væske der var beriget med andre kemiske sammenhæng, alle kanalerne møntedes midt i dyret og DER blev også disse kemiske forbindelser optaget af dyret, den ene bestanddel kendte Jaehve, det var DEN der var oppe på landjorden over det hele imellem land og rummet, men Jaehve troede ikke det også fandtes hernede i det blå, jaehve mente ikke at den luft der var så meget af deroppe kunne komme herned i det blå, han skærpede sit indre øje og så på det blå med forstørrende effekt, og der så han til sin forundring, at der var millioner af bittesmå perler hernede og at indholdet i perlerne var det samme som luften oppe på land.
Jaehve lod sin opmærksom hed trænge ind i organet i midten af dyret, han skilte luften fra og tog det andet element i nærmere tilsyn, han isolerede elementet og lod sig selv scanne svømmerens omgivelser for den samme kemi, han fandt det straks, alle steder på bunden af det blå fandt han små huller og fra hullerne strømmede der varme kilder der sydede af kemi, kemi der sandsynligvis stammede fra denne planets inderste kerne, svømmeren havde lært at drage nytte af denne kemi og kunne omsætte de enkelte bestanddele til energi.
Hullerne var spredt med få meters afstand fra hinanden, men det gik hurtigt op for Jaehve at disse små vulkaner ikke levede ret længe og at de forsvandt lige så hurtigt som de blev til og ydermere gik det op for Jaehve at hullerne blev færre i antal efterhånden som tiden gik.
Endnu en gang forstod Jaehve hvor skrøbeligt livet var på denne planet.
Jaehve sendte sine følere ud i resten af dyret, undersøgte den muskler, dens hjerte og dens lever.
Så kom han til åndedræts organet, der sad nogle revner på svømmerens sider oppe foran og lige inde under det yderste lag skind sad nogle poser som optog den ilt der var i vandet samt det der kom fra de små huller, en DET der optog Jaehves opmærksomhed var et lille organ lige ved siden af poserne, det havde tilsyneladende ikke nogen funktion, selvom Jaehve var sikker på at den kunne ha nogenlunde den samme evne til at optage ilt, som poserne havde, men det var som om den var temmelig overflødig her nede på bunden af det blå.
Pludselig mistede Jaehve kontakten med svømmeren, han så med sit åndelige øje at svømmeren tilsyneladende havde mistet bevidstheden og steg langsomt op i mod overfladen, Jaehve skød i hast noget af sin bevidsthed ind i svømmeren og søgte efter svaret på denne pludselige bevidstløshed, åbenbart var der rester af kemi i det der kom fra hullerne i der virkede bedøvende på svømmeren, det var ikke alvorligt den ville snart genvinde bevidstheden, men ikke før den havde nået overfladen og det lille organ ved siden af poserne var begyndt så småt og helt diskret at overtage åndedrættet for en kort tid imens dyret lå bevidstløs i overfladen, snart ville den vågne, spjætte et par gange for derefter at svømme ned til bunden af det blå igen og her ville det lille organ atter blive inaktiv og poserne ville igen overtage åndedrættet.


Mutation
Denne svømmer ville engang langt ude i fremtiden udvikle lunger og kravle på land, ikke fordi det var praktisk, men fordi den grundede tilfældigheder var nødt til det.
Men Jaehve havde ikke tid til at vente hundredvis af generationer på at det skulle ske, han måtte påvirke dette dyr så det ville gå meget hurtigere, den genetiske opbygning af denne svømmer var virkelig enkelt, Jaehve havde i sin leg i universet, bygget om på sammenhæng der var langt mere kompliceret end denne enkle organisme.
Jaehve projicerede atter sin bevidsthed ind i svømmeren, denne gang trængte han langt dybere ind i dyret en sidste gang, først ind i blodbanerne, langsom søgende efter det lille organ, DER var det! Så ind i organets cellevægge og dybere, meget dybere, langt ind i cellens enkelte bestanddele, længere ind, ind på atomar plan, stadigt dybere og dybere indtil det endelig er muligt at læse DNA koden, her er den! Rød streng med gribere, blå streng med afrundet ende, hvid streng, gul streng og sort streng, jo den er nem nok at læse og lige så nem at ændre.
Sådan! den røde der, i stedet for den hvide og så gribere i begge ender på den røde så der kan sidde en blå i begge ender, JA sådan! DET skulle være DET, denne svømmer havde æg med unger i bugen og når DE blev født ville de have lunger og lemmer der var velegnet til at kravle på land, de ville stadig være gode til at svømme og de ville stadig kunne være under vand i meget lang tid, men de ville overvejende være land dyr.
Efter dette stykke arbejde, var Jaehve tapet for energi, men han var ikke helt færdig endnu, der var mere der måtte gøres inden han kunne trække sig tilbage og nyde den healende effekt af det blå´s dyb.
Langsomt gled han hen over det blå's bund og søgte, der måtte være andre svømmere der kunne manipuleres, dette væsen måtte være EN af mange? Det skulle ikke vare læge før jaehve stødte på endnu et væsen. Dette væsen var MEGET anderledes end det første, Jaehve ville ikke engang kalde det for en svømmer, det var nærmere en "vrider" vrideren havde absolut ingen lemmer, ingen finner, ingen hale, ingen ting overhovedet, bare en lang tynd streg der vred sig igennem det blå.
Jaehve sendte endnu engang en del af sig selv af sted og delte sig med vrideren, der var absolut INGEN modtand her, vrideren gjorde ikke det mindste forsøg på at modsætte sig og det var DET Jaehve søgte, et væsen der var HELT åben for forandring.
Nu! Skulle der arbejdes, dette stykke arbejde var det vigtigste af de to, da Jaehve blev ET med vrideren, blev verden helt ny, alle farver blev slettet undtagen den røde, ALT blev set i et spektrum af røde nuancer, alt hvad der var tæt på var sløret, til gengæld var alt hvad der langt væk helt klart og tydeligt, der var ingen tvivl om at dette dyr var skabt til at se et bytte på lang afstand, også DET var helt i hånd med Jaehves behov.
Jaehve gennemgik vrideren med sin åndelige probe, fra ende til anden, stort set et dyr der bestod af ganske få dele, muskler var den overvejende del af den, kun afbrudt af et lille bitte fordøjelses organ, et lille hjerte og et åndedræts organ meget tæt på svømmerens.
Det lille fordøjelses organ viste ar dette dyr ikke brugte nær den samme mængde energi på at jage, æde og fordøje, som svømmeren og DET var lige præcist DET som Jaehve søgte, dette dyr havde meget større chance for at overleve en lang evolution end svømmeren havde.
Atter trængte Jaehve ind i dyret på cellulær nivoa, helt ind i Dna’et for at flytte rundt på nogle få hundrede strenge, sådan at vrideren afkom ville blive et væsen der kun havde en svag lighed med deres mor.
Jaehves arbejde på denne dag var slut, der var ikke mere at gøre lige nu, endelig kunne han slippe dyrene og sit arbejde og lade sig flyde ned på bunden og lade op, nu ville han ligge der og lade energien fylde sig og derefter ville han kontakte skaberen og aflægge rapport.