Hvem af os har ikke fra tiden til anden drømt at leve sit liv om og måske gøre nogle ting anderledes, som vi i dag indser, var usmart? Det kan aldrig blive andet end en drøm, for vi ved godt, at livet ikke har nogen generalprøve. Når vi er på, er det ubønhørligt premiere, og valgene skal træffes her og nu uden fortrydelsesmulighed.
Hvad nu, hvis drømmen blev virkelighed, og vi genlevede vores liv?
Det har vi naturligvis lov til at filosofere over, det er blevet gjort på film. Bill Murray får lov at genleve den samme dag igen og igen i filmen "En ny dag truer", og Kathleen Turner får lov at leve sit liv om fra sin tid på high school i "Peggy Sue blev gift." Som så ofte i fantasihistorier er det vores typiske drømme og tanker, der bliver "gjort til virkelighed," man stiller det klassiske spørgsmål: Hvad nu, hvis...?
Sådanne historier er tankeeksperimenter i form af en fortælling. Konsekvenserne af, at de tænkte situationer bliver til "virkelighed" i den opdigtede verden, kan forfatteren af gode grunde ikke eksperimentere sig frem til. Her må der bruges logik og gennemtænkes, hvad konsekvenserne sandsynligvis kan blive. Det bliver teorier, som aldrig kan blive efterprøvet, men hvis historien er godt gennemtænkt, så kan den sige noget om, hvad der ville ske.
Sådan eksperimenterer de to ovennævnte film også med vores sædvanlige spørgsmål om, hvad vi ville gøre, hvis fik muligheden for at leve vort liv om, enten det kun er en dag eller næsten et helt liv. Begge film har det til fælles, at de hovedpersoner, der lever livet om, husker hvad der skete i den forrige "version" af deres liv.
Men hvad nu hvis de ikke huskede noget om "generalprøven?" Både Bill Murray og Kathleen Turner husker, hvad der skete i det liv de kom fra, inden de genlever henholdsvis bare en enkelt dag og hele sit liv fra teenagetiden, og de bliver derfor klogere, om end Turners rolle Peggy Sue er lige ved at gøre samme fejlslagne valg af ægtefælle som første gang. Jeg har til gode at se en film eller læse en bog med denne ide, hvor den, der genlever livet, ikke husker det forrige forløb.
Min personlige mening er, at man ville gøre de samme fejl igen, ikke fordi jeg tror på en forudbestemt blind skæbne, men fordi vi har den psyke vi har, som reagerer på hændelserne som den nu engang gør.
Hvis jeg ligesom Bill Murray gentager en enkelt dag og husker sidste forløb af dagen, så ved man hvad der vil ske og bliver klogere, og Murrays karakter finder ud af den rette måde at få det gode ud af en dårlig dag på ved at være noget for andre mennesker. Sød og klar morale, men jeg tvivler på han ville lære den, hvis han ikke huskede det sidste forløb. Sandt at sige er han også tungnem, for han lever dagen om mange gange, inden han opdager det.
Når vi siger, at vi gerne ville leve vores liv om, mener vi så med det sidste forløb af livet intakt i hukommelsen som Turner og Murray eller helt blanke? Vi mener formodentlig det første, for så er det vores drøm, at vi er blevet kloge af skade og vil gøre noget eller alt anderledes, men som sagt: i "Peggy Sue bliver gift" er hun lige ved at gøre samme fejltagelse igen, og i "En ny dag truer" er han længe om at finde ud af, hvad det er han skal gøre anderledes.
Det er muligvis ikke helt usandt. Hvor mange af os har ikke oplevet, at vi gør de samme fejltagelser igen og igen? Jeg har hørt forældre med flere børn sukke over, at de laver præcis de samme fejl overfor de mindre børn, som de ellers havde lært via de ældste var en fejl, og dem, der har oplevet mere end et parforhold, har oplevet, at de samme fejl slår det nye forhold i stykker.
Det får mig til at sige, at vi ville gøre de samme fejltagelser igen ligesom Peggy Sue, om end hun for en happy endings skyld ikke gør det alligevel. Nogen af fejlene ville vi måske rette, men jeg tvivler på det vil være dem alle. Vore fejltrin beror ikke altid på manglende kløgt og manglende forståelse, men på vores temperament som det er på godt og ondt og dets umiddelbare reaktion.
Så med andre ord: hvad glæde ville vi egentlig have af at genleve vores liv? Den ville, hvis jeg har ret, være begrænset.
Men hvornår er det, at vi drømmer om det genlevede liv?
Jeg kan sige, hvornår jeg selv har drømt det, nemlig i fastlåste situationer, hvor der ikke synes at være en vej ud. Så tænker man på ting, man skulle have gjort anderledes, så man ikke var havnet i denne fælde.
Der er intet unaturligt i at drømme denne drøm i disse situationer, men spørgsmålet er, hvad glæde vi ville have af, at det blev virkelighed.