Udenfor var det efterår. Pigerne havde for længst skiftet de korte sommerkjoler ud med regntunge frakker, der klaskede hen ad de våde brosten på strøget. Alt virkede så gråt og tarveligt - selv drankerne så lidt mere ynkelige ud end ellers. Sommeren lå kun et par uger tilbage med dens sol, varme og charme, men nu, nu var den alligevel så uendeligt langt væk. Der var ingen den kunne snyde længere, nu var det forbi. Og inden der igen ville komme en smilende pige forbi i sit lette sommerdress, ville der gå mange måneder, adskillige uger, uendeligt mange dage. Klokken var et kvarter over tre en mandag eftermiddag på strøget. Det var i starten af september og efteråret var kun lige begyndt. Jeg fejede en vandpyt af en bænk og satte mig for at spekulere, mens jeg spiste resterne af en medbragt sandwich.

Pausen og maden gjorde godt. Mens den ene grå skygge efter den anden traskede forbi mellem vandpytterne, lod jeg tankerne flyde. De flød hen i stormagasinet og minuttet efter flød jeg med. Det var de samme mennesker, der var i stormagasinet, kun længden på de forskellige frakker var lidt forskellig, alle var de grå, tunge og våde. Netop derfor var kontrasten skærende!
   Kontrasten til de ansatte i magasinet, overalt stod de, den ene pige kønnere end den anden og alle smilte de, når man gik forbi. Alle neonlysene og en topprofessionel uddannelse gjorde forskellen. Forskellen på de piger, der havde fri og al mulig grund til at gå rundt og smile og være glade, hvis ikke det var for almindelig hverdagsstress, trængsel i butikkerne, forsinkelser på togene og det forpulede vejr, der kunne tage humøret fra enhver levende sjæl. Og så de piger, der var på arbejde og måske kunne have andet at spekulere på end at gå rundt og smile til alle og enhver dag ud og dag ind. Smile til alle de grå kolosser, der traskede rundt og førte snavs og vand rundt på magasinets ellers så fine gulve. Men lysene i butikken, og ikke mindst en professionellisme ud over alle grænser, gjorde det umulige muligt.
   Her gik jeg så, som én af de mange grå kolosser. Men for hvert smil, jeg mødte, blødte jeg mere og
   mere op, faktisk begyndte jeg at overveje at gøre en handel. Jeg manglede en ny trøje. Var det i dag? Ja, var det ikke lige nétop i dag! Jo, i dag måtte det være, så ind imellem alle pigerne, begyndte jeg at kigge efter en trøje også. En underlig fornemmelse. Her gik jeg så stille og roligt og bearbejdede min forestående vinterdepresission - og findes der nogen billigere medicin end at gå hen og købe en ny trøje! Ikke en hvilken som helst trøje, men den trøje, der kan give dig flere ugers besparelser på nervemedicin og hovedpinetabletter. Hvis den fandtes, så skulle jeg have den! Beslutningen var truffet. Jagten gik ind...
   Der var mange trøjer, mange pæne, der var også mange piger, mange pæne. Foreløbigt gik jagten rimeligt godt. Jeg blev mødt med mange søde smil, men altid på det lidt forkerte tidspunkt, enten var trøjen slet ikke en trøje, men måske en strikket vest, der aldrig ville gøre mig nogen lykke, ellers var pigens smil det første jeg mødte, inden jeg overhovedet nåede at finde noget som helst på hendes hylde. Men jeg havde alligevel en god fornemmelse i kroppen. Fornemmelsen af at noget ville ske. Og så skete det!
   Jeg stod med en trøje i hånden, havde lige nøjagtigt vendt og drejet den tilstrækkeligt til, at jeg havde overbevist mig selv og en topprofessionel tøjsælger om, at der kunne ske noget. Mine arme var lige begyndt at gøre den bevægelse, der skulle hænge trøjen tilbage for tredje gang, da en sukkersød stemme ramte mit øre: 'vi har da et prøverum lige herinde, hvis du vil prøve den'. Mit hjerte bankede som et tærskeværk, turde jeg kigge op? Ja! Og smilet, der mødte mig - - - jeg fortæller jer, det var et sommersmil. Jeg prøvede trøjen. Den passede. Den passede perfekt. Den var ikke pænere end nogen anden trøje i butikken og det var ikke den billigste trøje, jeg havde set. Men den passede perfekt. Den var solgt. Selvom den ikke havde passet, havde jeg købt den trøje. Selvom den havde været to numre for små, havde jeg købt den. At den passede perfekt var en tilfældighed. Men det gjorde bare hele situationen så meget mere unik. Og det bedste var stadigt tilbage.
   Selve handelen. Jeg har aldrig set en pige behandle et tilfældigt stykke stof på den måde. Kærlige hænder glattede trøjen, foldede den, glattede den igen, rettede den til, pakkede den ind i et stykke papir, og derefter i en speciel pose. Hele akten blev udført med et fortryllende smil på hendes læber. En pige, der kan behandle et stykke stof på den måde, endda i silende regn udenfor, med grå skygger hele vejen rundt om hende, og med et smil som en prinsesses, sådan en pige må ud over at være topprofessionel være et meget omsorgsfuldt menneske, en engel, og hun stod der og pakkede min medicin ind, som om det var det det vigtigste i hendes liv, at redde dette menneske fra at lide de grå skæbners død. Og så var det bedste fortsat tilbage.
   Betalingen. Et nyt betalingssystem, så jeg måtte spørge hende. Og hjælpen var der straks. Hun førte dankortet lige efter kursusbogen og pludrede samtidigt om alt det hun havde lært om dette nye system. Jeg hørte slet ikke efter, men jeg lagde mærke til hvordan hendes læber bevægede sig, mens hun forklarede, og lige der, midt i mine egne tanker, slog det mig, om hendes hånd et kort sekund rørte min… Men det var nok kun en tanke, eller var det alligevel ikke... Jeg kunne ikke finde ud af det, men jeg fik sundet mig. Jeg betalte og tog min fornemme pose og hun smilte til mig, da jeg gik.

Udenfor var solen dukket frem bag ved en sky. Det føltes næsten som forår. Jeg vidste der kun var kort tid til, så ville pigerne igen blive kække. Jeg smilte til et par af dem, de smilte igen. Det var fortsat en smule sommer. Jeg havde travlt med at komme hjem og få min nye trøje på. Den skulle ikke vaskes lige med det samme. Jeg tænkte på pigen i butikken. Måske sad hun snart fast i en trafikprop og hvæsede af en medtraffikant. Uha, jeg ville slet ikke tænke på det. Jeg snusede i stedet til trøjen, og lukkede øjnene. - Og jeg kunne både mærke og se solen skinne.