Det trykker bag øjnene. I halsen sidder en klump. Mundvigene peger nedad. Åndedrættet er stille og opgivende. Det er sket så meget godt i dag. De kære små, som de dog legede. Solen har skinnet. Ros på jobbet. Hvorfor denne tristhed, hvorfor denne udmarvende følelse af at være indebrændt og dybest set ingen taknemmelighed at kunne finde for alt det positive der sker omkring mig hvert sekund, hvis jeg er opmærksom. Denne følelse af ensomhed og være forladt, ikke at blive mødt i mine tanker og ikke at have nogen at dele glæderne med. Hvornår vender det dog tilbage, glæden ved livet, lysten til at leve og evnen til at være positiv og glædes over de små ting. Måske aldrig, måske i morgen. Måske gennem et medicinglas. Selvleden, selvmedlidenheden, katastrofetankerne, ak. De virker så urokkelige. Kast et lys over mig.