Jeg ser nuancer i det grå
som ingen andre ser
og smiler til hver paraply
som til mig lissom ler.
Jeg hører melodier
i den hvinende trafik
og nyder tid til tanker
i en overfyldt butik.
Jeg ser en spurv forpjusket
netop undgå bussens dæk
og glædes da den to sekunder
efter basker væk.
Jeg lader damen sidde
i den overfyldte bus
og hjemme la'r jeg sjælen gro
af skidtet i mit hus.
Jeg indånder aromaer
fra køleskabets dyb;
forundres over ostens
nok så hyggelige kryb.
I radioen siger de
'et vejr ej for de sarte '
jeg tænker før jeg sover på
hvor godt jeg faktisk har det.