Min far er en meget afhængig alkoholiker og som 9-årig kom min mor, bror og jeg på krisecenter pga. ham. Han var ved at ødelægge min konfirmation og to civil politibetjente kom og passede på at han kom og lavede ravage i den.
Da jeg var 12 blev jeg forgrebet på af min mors tidligere nabo og den dag i dag, gruer jeg stadig ved angsten når jeg ser ham. Som 18 årig, besluttede jeg mig for at opsøge min far for at se om jeg ku tilgive ham. Det gik godt de 2 første måneder, indtil jeg en dag tabte min navlepiercing. Jeg bad ham om at hjælpe mig med at lede efter den og han begyndte at lede i mine bukser. Jeg spurgte, hvad han havde gang i, dertil svarede han:
"Bare rolig, Anna, det har jeg også gjort ved dig da du var lille..."
Bare tanken/følelsen var nok.
Jeg er op til flere gange blevet spurgt ad hos psykologer, om min far har lavet incest på mig. Jeg har altid svaret nej, fordi jeg ville ikke beskylde manden for noget han evt. ikke havde gjort, men nu tør jeg godt indrømme, der må ha' foregået noget, som jeg har fortrængt. Han ringede nogle dage efter og beskyldte mig for at stjæle cigaretter, han var fuld. Dagen efter ringede han igen og undskyldte, hvortil jeg svarede, at det var sgu lidt for sent at komme i tanke om, fordi han burde ku' stole på sin egen datter!
For 3 år siden blev han så indlagt på hospitalet. Han var faldet i en brandert og brækkede et ben og en arm.. jeg tog derhen og sagde det sårede mig han havde gjort disse ting ved mig. Han sagde:
"Anna, det skal du ikke tænke på."
Dagen efter min bror begyndte at besøge ham, sad han og svinede min mor til, fordi hun havde taget os fra ham og mig, fordi jeg var en tyv, dertil fik min bror også nok af ham!
Jeg har det sådan i dag, at jeg ønsker min far død, ikke bare noget løs snak, men jeg virkelig inderligt ønsker det. For før kan jeg ikke komme videre med mit liv psykisk. Nu har han så fået konstateret kræft i nyrerne og er jo 18 år ældre end min mor, dvs. 72, så nu kradser han forhåbentligt snart af! Jeg kommer heller ikke til hans begravelse, hvorfor skal jeg komme til hans begravelse. Han har aldrig været der for mig, så hvorfor skal jeg være derfor ham og vise medlidenhed, sorg og hvad ved jeg, på falske præmisser. Nej, så stopper legen godt nok! Har også besluttet mig for den dag han dør, der holder jeg en fest og festen skal hedder befrielses-festen/freds-festen. Om folk så kan lide den overskrift eller ej, det kan ikke blive min hovedpine, så kan folk bare lade være med at dukke op i så fald!
Jeg har gået til psykolog/psykiater siden jeg var 9 år, og jeg har ikke fået en skid ud af det og har heller ikke følt de ville hjælpe eller lytte til mig, da jeg føler de har set mig som en eller anden, der bare skulle have "15 minutes of fame" og så var lille Anna jo glad igen!
De første 7 år af min skoletid, havde jeg det godt med eleverne, troede jeg, og ikke godt med lærerne.. jeg blev kaldt for dum og doven, fordi jeg tit var syg. Jeg havde det bare så dårligt, og jeg orkede ikke at gå i skole. Jeg orkede ikke at lave mine lektier, så dem skrev jeg tit af ved mine skolekammerater og kunne jeg ikke komme til det, gik jeg fuldstændig amok af stress på min familie, men i skolen var jeg en engel! I 8. klasse, var det galt med eleverne. Jeg følte ikke at de kunne acceptere mig, som jeg var. Jeg blev anset som at være "ikke normal", følte jeg og i den periode var jeg også meget fraværende.
Jeg fik lavet en test i slutningen af 8. klasse, hvori der blev bekræftet at alt det jeg læste ku' jeg hverken huske eller forstå af længerevarende tekst, men alt det der gik gennem ørene, altså skade på kortidshukommelsen, så som film og musik, gik lige inde og jeg kan huske hver enkelte detalje, nok derfor jeg har et gehør der siger spar 2 med at huske tekster ud af hovedet, fra første gang jeg hører dem og det er nok derfor jeg sikkert er blevet kaldt for dum/doven i skolen, fordi jeg aldrig lavede mine lektier ud fra læsetekster, istedet for at lærerne ku' ligge to+to sammen og evt finde ud af grunden, hvorfor jeg aldrig lavede dem!
På efterskolen kom jeg næsten hver dag. Jeg havde nogle "sygedage" ind imellem, men ellers kom jeg hver dag, men det var også, fordi jeg boede på skolen, så der skulle jeg ikke ret langt fra at gå i skole. Halvdelen af 10. klasse gik nogenlunde, men havde også en del fravær der, til trods for jeg faktisk havde det rigtig godt med både elever og lærere.
Jeg kommer på teknisk skole i Sønderborg/Åbenrå, hvor jeg også for fravær og slutter mit ophold i Sønderborg sidst i november, fordi jeg ikke kunne overskue at være der.
Åbenrå afslutter jeg i maj, da min lærer siger "en gang til fravær og du skal ikke komme mere", og det ville jeg ikke have på mig, så jeg meldte mig ud samme dag.
Så kommer jeg på produktionsskole og der går det også godt, men jeg har stadig en hel masse fravær, men på det tidspunkt gik de ikke så meget op i, når man var væk, bare man ringede og meldte sig syg, så jeg meldte mig "syg" ca., hver 3 dag og var så hjemme resten af ugen. Jeg ku' godt lide at være de steder jeg var, men det blev bare for meget at skulle komme hver dag. Jeg fik hovedpine, blev stresset og meget aggressiv over for dem jeg holder af. Jeg kan slet ikke se mig ud af det. Som jeg plejer at sige. Folk forstår ikke jeg kan være hjemme hele tiden, uden at lave noget, hvor jeg ikke forstår folk kan have arbejde 37 timer om ugen og møde hver dag. Jeg fatter simpelthen ikke at det ikke er stressende for dem. Jeg føler, at jeg er ved at dø, at jeg bare slet ikke har tid til mig selv, og når det så bli'r weekend, så kan jeg slet ikke overskue noget, fordi jeg bare skal ha' lov til at være mig selv og være alene, uden at være sammen med folk, så på den måde får jeg overhovedet ikke noget socialt samvær med venner/familie, fordi det bare blir for alt for meget!
Jeg har nu gået hjemme i over 2 år og er startet i psykiatrien igen.
Jeg lider af en depressionen og vil altid gøre det. Jeg har fået konstateret, at lige meget hvilket medicin jeg vil komme på i fremtiden, så vil jeg aldrig blive 100% rask, for den hjælp, burde jeg ha haft fra barn af, men systemet svigter som man tit har set og hørt om. Jeg skal igennem en MR-Scanner på et tidspunkt og er nu igennem nogle psykologiske tester, omkring hvordan jeg klarer min hverdag. Derefter vil de sende alle testerne, til kommunen og anbefale en førtidspension til mig og jeg har fået af vide at uanset hvad testerne viser eller ej, så kommer jeg på pension... ENDELIG får jeg et liv. Et liv jeg aldrig har følt, jeg har haft. Når jeg bli'r rigtig glad, så har jeg det med at græde af glæde, fordi jeg igennem hele mit liv, ikke rigtig har følt noget glæde, så når jeg blir glad, har jeg svært ved at forholde mig til følelsen. At jeg blir ked af det, rører mig ikke så meget, da jeg er vant til at blive det og er vant til "masken" jeg bære. Jeg er nu for første gang i hele mit liv, efter jeg fik af vide at jeg ville komme på pension på et tidspunkt, begyndt at sige til mig selv. Det skal nok gå alt sammen, det skal nok gå. Det har jeg aldrig sagt til mig selv før. Folk har tit sagt det til mig, men jeg har ikke selv troet på det, fordi mit liv var så indviklet. Jeg kan ikke altid forstå hvorfor man skal lide så meget, for at få det liv man fortjener, men som en ven sagde til mig sidste dag:
"Anna, livet skal ikke forstås, det skal LEVES."
Og det er det jeg gør nu, lever og kæmper med næb og kløer for at få hvad jeg så endeligt fortjener.
Jeg har intet problem med at være så åben som jeg er. Har da fået af vide, jeg skal lære at kende folk først, inden jeg åbner mig, så de ikke bruger min sårbarhed imod mig, men hvor jeg mere har det sådan. Hvad jeg er åben med og over for, kan folk ikke bruge imod mig, når jeg selv er ærlig omkring det.
Hvis folk ville prøve at bruge det imod mig, ville jeg bare sidde og grine af det og tænke:
"Hold kæft, hvor er de ynkelige, at de bruger det imod mig, fordi de ikke kan finde på noget fornuftigt at sige."