Mit sind er som
Jin og Jang,
Dr. Jeckill og Mr. Hide

Over for folk er jeg
en engel - uskylden selv,
pudser min glorie
så gylden og ren,

Men bag masken
sig gemmer et
uhyrer,
et mareridt så grimt.

Jeg køre på psyken
så langt som jeg kan,
men dog kun på folk
jeg kender dagen lang

Med ting lige fra:
Kogende sovs,
til iskoldt mælk

jeg gør mig selv fortræd,
når jeg ikke længere
kan bære smerten

Jeg føler en masse
og dog ingenting.

Når irritationen
bryder frem,
kommer stress

Jeg blir varm
over hele kroppen
og ingen
nedtoning til
impuls reaktioner,
dukker op.

Mærkeligst af alt
ved jeg dog,
hvorfor jeg er
lys bland "fremmede"
og mørk blandt de NÆRE

Jeg ved jeg kan "tillade"
mig det blandt
folk der står mig nær
jeg kører på grænsen,
men kan bare ikke lade vær'

Som psykopat på film,
jeg forvandler mig til
og tit jeg spør' mig selv,
om jeg til skitzo
forvandler mig til!?