Regnen gjorde det svært for ham.
   Flere gange var han ved at glide på de våde tagsten, men hver gang lykkedes det ham at standse op og genfinde balancen.
   Med den frie hånd tørrede han regnvandet væk fra sit ansigt og fortsatte igen fremad.
   Hundrede meter til, tænkte han.
   Han kom til enden af tagryggen, gjorde et kort hvil og skrævede over på taget af den tilstødende bygning.
   Sigtbarheden var meget lav på grund af den tætte regn og mørket der stadig lå som et tæppe over byen. Den lave sigtbarhed gjorde at han måtte bevæge sig langsomt, men han vidste også at den gav ham den beskyttelse han havde brug for.
   Han nåede sit mål. En skorsten midt på tagryggen kunne give ham den bedste rygdækning, idet mindste indtil han havde udført sit forehavende.
   Han gik ned i knæ og hægtede snoren på den lærreds sæk, han havde i den ene hånd, fast på en krog på skorstenen. Fra lommen tog han øresneglen til sit håndfri-mobil sæt og stak det i øret.
   Byen under ham var begyndt at komme til live. En orange renovationsvogn med skriften "Skidt, det fjerner vi" kørte langsomt forbi på den tværgående vej til højre for ham og den nye Ford Electra, afløseren for den gamle Ford Focus kom drønene forbi amtsbygningen lige over for ham.
   Han så på sit ur. Cirka tredive minutter, konstaterede han for sig selv.
   Med kolde og stive fingre løsnede han snoren på lærreds sækken og trak første del af et M-75 maskingevær op.
   Aftrækkermekanismen.
   Han fandt selve geværrammen og lænede sig ind over delene imens han samlede dem.
   Den næste del var geværkolben inklusiv fjeder.
   Delene gav et klik da de blev samlet.
   Bundstykket placerede han i furen og han monterede geværpiben.
   Da geværet var samlet lagde han det tilbage i sækken.
   Han så igen på sit ur. Der var stadig tyve minutter.
   Langsomt var lyset begyndt at dukke op bag ham.
   Han formodede at Thorkild Bøgsdahl ville dukke op fra midtbyen til hans højre side.
   Han vurderede vinklerne og blev enig med sig selv om, at de efter hans bedste overbevisning ikke kunne være meget bedre, men tvivlen satte alligevel ind.
   Ville det være godt nok?
   Nu drejede det sig jo om et levende mål. Ikke en skydeskive.
   Forhåbentlig kunne han klare opgaven og bruge skorstenen som rygdækning, når flugten skulle gå hen over det næste tag og ned af nedløbsrøret i baggården.
   Han fokuserede i stedet på at finde magasinet frem af inderlommen og patronerne fra sidelommen.
   Seks gyldne patroner, talte han. Med hver deres projektil. Forhåbentligt var det kun nødvendigt med en.
   Han placerede dem i magasinet og slog roligt magasinet imod håndfladen for at sikre, at patronerne lå præcist til kanten. Han ville ikke risikere at et af dem satte sig fast ved indføringen foran bundstykket.
   Han lagde magasinet tilbage i inderlommen.
   Den store røde kolos der udgjorde amtsbygningen tronede foran ham og fuglene på plænen hold vagt.
   Nu kunne han blot vente.

I avis artiklen stod han med riflen over skulderen, som om han lige havde været på jagt. Han syntes selv smilet virkede lidt stift, men kollegaerne havde lykkeønsket ham med pokalen og det gode billede i avisen. Til højre for billede var resultatlisten opført under overskriften.
   NY REKORD EFTER 83 ÅR I RIFFELSKYDNING.
   Hans navn stod øverst. Markeret med stort.
   Det var en god dag. En stolt dag. En dag hvor hans fader havde ringet. Ham der ellers aldrig ringer til nogen.

Han åbnede øjnene med et sæt, da mobiltelefonen i lommen vibrerede.
   Hvor lang tid var der gået? Igen så han på sit ur.
   Der var kun to minutter at løbe på nu.
   Det måtte være dem. Han trykkede på mobilen.
   - Ja?
   - Om få minutter kører de ned af vejen. Gør din pligt. Tænk på Sarah!
   - Jeg tror ikke jeg kan!
   Så forsvandt stemmen, men der var ikke lagt på i den anden ende.
   Han frøs. De mørke bukser var gennemblødte fra låret og ned.
   Så hørte han sin datters pludren i røret.
   Bukserne klistrede til skinnet og gjorde det svært for ham at skifte stilling, da han løftede geværet op af lærreds sækken.
   Havde han tid nok til at gøre geværet klar?
   Fra lommen hentede han magasinet og klikkede det på geværet. Ladegreb og han var klar.
   De havde planlagt det genialt.
   Han var en marionet, hvorfra sporene var slettede eller i det mindste kunne slettes, hvis han ikke udførte ordren. Og gjorde han som befalet, så kunne ingen alligevel regne det ud. Hun var simpelthen for lille til at kunne bruges.
   Det perfekte politiske mord.

Da han dagen før kom hjem satte han barnevognen udenfor, så hun kunne sove i den friske luft og gik ind.
   Lejligheden virkede anderledes. Stille.
   Det så bare ud som om han sov.
   Han virkede beskidt som han lå der på køkkengulvet og først da han kom helt tæt på fandt han ud af, at det var størknede blod der var så sort på hans gyldne pels.
   Noget havde dræbt deres gamle Golden Retriever og da han vente ham om så han at det ikke var tilfældigt.
   En stor sort plamage lå under hunden og nogen havde pint ham med en kniv inden de havde skæret halspulsåren over på ham og ladet ham langsomt forbløde.
   Og så var de kommet frem fra stuen.

Pulsen begyndte at banke i hans tinding og steg yderligere da han så den mørke Mercedes komme ned af vejen.
   Han satte sig på knæ og afsikrede geværet.
   Enkeltskuds interval.
   Bilen var kommet fra midtbyen som forventet. Den standsede cirka ti meter fra trappen op til amtsbygningens hovedindgang.
   Nu mærkede han pulsen som en tromme. Dyb og tung.
   Med hånden tørrede han fugt fra sit ansigt. Han kneb øjnene en enkelt gang sammen og åbnede dem igen.
   Ingenting.
   Der skete ingenting. Ingen steg ud af bilen.
   En kuldegysning gik igennem ham og geværet blev tungt.
   Kom nu ud for fanden.
   Så sprang dørene op. Tre mænd gjorde sig klar ved den bagerste højre dør.
   Han sænkede geværet. Tog en dyb indånding og løftede igen geværet.
   Døren gik op og ministerens lyse hår kom til syne.
   Han begyndte en langsom udånding.
   De tre livvagter stod omkring Thorkild Bøgsdahl. De kikkede ikke rundt, men stod blot tæt ved ham. Langsomt begyndte de at gå hen imod trappen.
   Han standsede udåndingen halvvejs og tog sigte.
   Du er ikke en morder, tænkte han.
   Hvad fanden skal det gøre godt for? Hvilket politisk mål skulle det nå. Det var umuligt for ham, at finde hoved og hale i det. Hvor var logikken? Det vil jo bare afføde mere vold og afstanden imellem dem ville blive endnu større. Befolkningens modvilje ville forøges og hvad skulle det tjene? Hvad var værdien i det?
   Thorkild Bøgsdahl og mændene var kommet hen til trappen.
   Han pressede let på aftrækkeren.
   I sigtekornet så han det lyse hår, men kun i glimt. Så kom et af livvagternes ansigt eller krop imellem.
   Han måtte finde en vinkel uden om de andre.
   Et mord var mere en rigeligt.
   Han fortsatte presset på aftrækkeren.
   Han kunne ikke finde en god vinkel og han åndede forceret ud.
   Han så ministeren og livvagterne nå op midt på trappen.
   Han kunne mærke hvordan varmen steg op fra maven. En bitter og sur smag. Han forsøgte at holde det tilbage, men han måtte drejede hovedet til siden og kaste op.
   En let hulken undslap ham. Han kunne ikke forhindre det, men det havde alligevel ingen betydningen. Det kunne umuligt høres på trappen.
   - Jeg skal, sagde han med sammenbidte tænder.

Da de kom frem fra stuen fik han et chok.
   Han rejste sig fra den døde hund og gik et skridt tilbage.
   - Hvad laver i her?
   Mændene svarede ham ikke med det samme, men kikkede på hinanden.
   Så var det han så at de havde våben med. To af dem havde en pistol i hånden.
   - Vi har et job til dig, min ven, sagde den af dem der så ældst ud. - Og vi har sikret os at du hjælper os, fortsatte han smilende.
   Fordøren bag ham åbnede sig og en fjerde mand kom ind. I armene holdt han lille Sarah.
   Det var ikke nødvendigt at sige mere. Han vidste, at han ville gå med til hvad end det var de bad ham om.

Han hævede hastigt geværet. De var ved toppen af trappen nu. Igen tog han en dyb indånding, pustede halvt ud og hold så vejret, imens han fandt en fri skudvinkel mod ministeren.
   Fingeren var placeret på aftrækkeren, som føltes kold og våd. Med en blød bevægelse startede han trykket.
   Alting gik i slowmotion nu. Lydene forsvandt, på nær den bankende pulserende tinding.
   Skudvinklen var der. Han havde mulighed for et skud i halsen på Thorkild Bøgsdahl.
   Er det mon dødeligt? Det skal det være!
   Mændene var oppe af trappen nu og var begyndt den korte gang frem til glasdøren.
   Aftrækkeren nærmede sig punktet, hvor skuddet ville gå af.
   Er du selv klar til at dø?, spurgte han ufrivilligt sig selv.

- Hvad vil i mig? havde han råbt.
   Den ældste af mændene løftede pokalen ned fra hylden over spisebordet.
   - Vi har set at du har visse evner. Derfor har vi brug for dig.
   - Jamen til hvad dog?
   Manden så over på sine medsammensvorne.
   Det var tydeligvis et ømtåleligt emne.
   - På søndag kommer Thorkild Bøgsdahl til byen. Han skal til et møde i amtet.
   Manden gjorde en kort pause. - Thorkild Bøgsdahl er en hindring for vores planer og her er det du kommer ind i billedet.
   - Skal jeg... Jamen er i da fuldstændig vanvittige! Intet i verden kan få mig med på sådan en plan. Intet!
   - Nej det tænkte vi nok, så derfor tog vi et par forholdsregler. Kan du se din hund?
   - Ja...
   - Så tænkt på din datter nu!

Geværet fulgte med da Thorkild Bøgsdahl tog det sidste skridt imod amtsbygningen.
   Fingeren afsluttede sin bevægelse.
   Skuddet lød blot som et dæmpet bump. Lavere end den bankende tinding.
   Han så de sorte fugle lette lydløst fra plænen foran bygningen og han så blodet foran glasdøren. Så hørte han endnu et skud. Lavere denne gang. Han mærkede grunden forsvinde under sig. Et svævende øjeblik, en kort brutal smerte og så forsvandt den helt igen.