Hun voksede op i en familie, hvor man INGENTING fik, der var ikke noget med noget. Hun så så tit på at alle andre end hende fik noget. Det gjorde hende lidt ked. Og fik hende også til at tro, at hun nok ikke betød noget for nogen. Da hun havde boet sammen med sine søskende, havde de altid fået gaver når det var hendes fødselsdag. Men det gik aldrig omvendt. Og hvert år håbede hun altid det bedste. Ikke fordi hun egentlig ville have noget, men fordi hun gerne ville huskes og have sin fødselsdag alene.
   Men da hun så endelig fik noget, som håndklæder, sengetøj og sådanne ting. Passede hun virkelig godt på det. Der måtte nærmest ikke ske noget med det. Hun gav først tingene fra sig - da de blev taget fra hende.
   Aldrig nogensinde før.
   Hun kunne mærke at de tænkte at hun var mærkelig - at et håndklæde kunne betyde SÅ meget for nogen. Men det var jo ikke selve håndklædet, det var tanken der var bag det. Og meningen med det. Som gjorde hende så glad.

Hendes bror besøgte hun ager til hjemme hos hans far, hvis han da ikke lige var hos farmor. Der havde han alt og han manglede ikke noget. Hun oplevede tit at han fik hvad han pegede på. Det synes hun var mærkeligt. Men hun havde aldrig tænkt sig at prøve det. Hans farmor passede meget på ham. Han var nærmest overbeskyttet, selv mod sin egen søster.
   Der var dog tider hvor han fik penge med i skole, som han skulle dele med hans søster. Selvom dette ikke var en aftale.
   Søsteren vidste næsten ikke hvad hun skulle sige eller hvor hun skulle gøre af sig selv.
   Hun blev bare glad.
   Da det blev opdaget af søsterens familie, skældte de hende ud. Beskyldte hende for at stjæle. Hun blev ked af det.
   Hendes familie mor tog hende med ud i bilen, og kørte direkte hjem til broderens far. Hun havde dog for inden afhørt hende ad, hvor mange penge det handlede om. Men det vidste hun ikke så hun sagde bare 20 kr.
   Men broderens far var meget afslappet og ligeglad. Han sagde at det da ikke passede, at hun stjal fra sin egen bror. Han var ikke hjemme den dag.
   Hun blev endnu mere ked af det, og tænkte at nu var ALT ødelagt.
   De kørte hjem og familie moderen talte ikke til hende resten af dagen.
   Det var hendes ”veninder” der havde sladret. Så dem var hun godt sur på, hvilket ingen forstod.
   Så en tid tog hun ikke imod noget fra nogen. Hun ville ikke have noget. Det kunne ingen forstå, hvorfor var det nu sådan. Indtil den dag, hendes bror inviterede hende til hans fødselsdag. Hun turde næsten ikke sige ja. Men overvandt sig selv. Den dag fik hun fortalt broderens far hvorfor, hun var ked af det. Han trøstede hende og sagde at det skulle hun ikke tænke på. Hendes moster var der også. Hun kunne fortælle mange historier. Pigen kunne huske at mosteren tit var kommet hjem til hjemmet. Og hun havde bedt hende om at tage hende med. Men det kunne hun kun, når familie moderen gav hende lov. Og spurgt hende om de ikke skulle hygge, når de kom hjem til mosteren. Mosteren mente at hygge var med slik og sodavand. Men for Pigen var hygge, bare det at være sammen. Og drikke lidt te. Det var alt rigeligt for hende. Næsten ALT for meget. Hun værdsatte også når hendes fætter kom, det var som om hun nærmest betragtede ham som guld værd. I hendes øjne har han nok betydet ALT for hende. Et blik fra hende og han vidste præcis hvordan hun havde det, og hvad hun havde brug for. En ting hun aldrig værdsatte, var livet.
   Hendes bror der imod, han nød det med fulde drag. Han fik både det ene og andet. Hvis hun sagde til ham: Ingen penge har jeg nok af - nyt tøj har jeg haft. Ville han svarer. Massere af penge får jeg, og tøj når ja, og hvad så.
   Men til tider virkede det som om, han var ligeglad. Som om han ikke mere var lykkelig.
   Solen i hans øjne var forsvundet. Som om vi andre heller ikke mere kunne glæde ham. Der gik lang tid før vi forstod. At han var blevet så forkælet, at han ikke kunne værdsætte selv den mindste ting i verden.
   Han kunne ikke glæde sig over andres glæde. Han så bare ned på alle. De kunne rende ham alle sammen. Det var så fucked up det hele. Det var det han udstrålede men aldrig sagde. Han søster kendte ham nu så godt, at hun vidste det hele uden at behøvede sige noget.
   Den dag farmoderen døde, forventede han det største i verden. Alt handlede om at tage til sig. Hvis du sammenlignede deres værelse ville du se, elektronik i største art, på hans min lige kun en gammel båndoptager på søsterens. Hvilket ikke var godt nok for ham, når han besøgte hende. Hun var glad bare at se ham.
   Men nu da farmoren var død, kunne ingen give ham det hun kunne. Ingen kunne forkæle ham så meget.
   Så han begyndte at undre sig. De kunne give ham alt muligt, og søsteren prøvede virkelig at give ham det bedste hun kunne. Men ikke engang dette var godt nok. Til sidst opgav alle. Selv søsteren som virkelig holdt af ham. Men aldrig havde misundet ham det han fik. Ikke en gang det liv han fik. Det som ødelagde ham så meget. Fordi han nu troede at han kunne tillade sig alt, som han kunne hos farmoren. Og fordi han troede de ville gøre alt for ham. Som om de var hans undersåtter. Fordi nu var det ham der skulle bestemme, og helst over hele verden. Men tiden gik og han blev ældre. Så håbede de at det havde hjulpet, men heller ej dette. Nu troede han bare at han kunne slå os andre. Eller han spurgte om han måtte, og forventede et ja. Men dette fik han dog aldrig. Selv søsteren blev træt af det, og måtte melde fra.
   Til sidst gad Ingen ham.
   Ingen af dem havde lært kærligheden at kende.

Det kunne hendes bror ikke forstå, til gengæld havde hun lært at værdsætte, selv den mindste lille ting.


Min personlige vurdering
   Man må da gerne forkæle børn, men når de begynder at spørge om de ikke må få det ene og det andet. Skal man måske overveje om det er ved at være FOR meget.
   Og stoppe det inden det løber løbsk.
   Men ved at forkæle børn, viser man dem jo også bare at man holder utrolig MEGET af dem. Man skal bare lærer dem, ikke at glemme at værdsætte det de får. Hvilket ALT for forkælede børn ofte vil gøre. Fordi de ved de bare kan få hvad de peger på.
   De ved lige præcis hvordan de skal udnytte en, til at få det de gerne vil have. Det gør ikke noget hvis man i deres øjne er lidt ”Ondsindet” en gang imellem.
   Men børn som det ikke er løbet løbsk med, ville også kunne forstå det, og ikke se det på den måde. De vil lærer at forstå at de ikke kan få ALT hvad de gerne vil have. Og acceptere at dette også er helt okay.
   Men børn der ALTID har fået det de pegede på, vil altid finde dyrere og dyrere ting at bede om. Og forældre vil altid give deres børn det bedste af det bedste. Hvilket også er det helt rigtige, men det eneste et barn egentlig kan kræve er kærlighed og veltilpasset tilstand.
   Alt det andet er sidegevinster.
   Når jeg siger at mine børn aldrig skal mangle noget - hvis jeg får nogen. Mener jeg at de skal ha massere a kærlighed og omsorg. Små uskyldige liv. Og lærer at ikke alt er gratis for nogen. Selvom det måske virker sådan for nogle.
   Andre børn vil hurtigt finde ud af at, dem der er forkælet også er dem der er dummest. Og dem som lærer mindst, ved livet. Så derfor kan de moppe dem meget nemmere.
   Mange enebørn bliver mobbet, ikke fordi de egentlig bliver forkælet. Men sådan kan det virke på andre børn, fordi forældrene jo kun har det ene barn. Og derfor får det ene barn, alt. Og har begge dens forældre på en gang. Mange børn må dele. Det må mine nu også.
   Men mange forældre giver også deres børn, alt muligt i stedet for kærligheden selv. Så glemme de det. Og tænker at det her må være godt nok. Hvis barnet får hvad det vil, så glemmer det alt andet i verden. I starten går det altid godt, men senere gør det ondt på barnet. Det får et tomrum indeni sig. Det var der kærligheden skulle ha været.

Så det bedste man kan give sine børn er kærlighed og omsorg.