Jeg er i et besynderligt hjørne,
i et digterisk humør.
Det er yderst sælsomt,
For jeg har aldrig helt fattet poesien,
aldrig til fulde forstået dens væsen.
Poesien er tit
tøjlesløs
hensynsløs
trøstesløs.
For mig oftest bare meningsløs.
Så hvorfor digter digteren?
Hvorfor digter nogen overhovedet?
I en så poesiforladt virkelighed.
Hvorfor digter jeg?
Er det for din skyld, min skyld, kærlighedens skyld?
Eller er det i virkeligheden bare samfundets skyld?
Sådan som poesien så ofte har påstået.
Er jeg
digterisk
krigerisk
pengegrisk
eller bare ynkeligt grisk
efter opmærksomhed?
Måske er jeg inderligt uselvisk
og forsøger blot at lade hjertet komme til orde
på bekostning af kynismen.
Bare et kort øjeblik
lader jeg ordene regne ned på papiret.
Og undres
over at jeg nærmest ufrivilligt har forfattet
dette usædvanlige digt.