Forkølet trods solens smil. Tør ikke at våge mig udenfor.
Folk er så lykkelige at det skræmmer mig fra vid og sans.
Er folk virkelig blevet så narcissistiske at næstekærlighed
hører fortiden til.
Gemmer mig bag gule ruder.
Lyset prøver at brænde igennem røgen, men jeg skjuler mig
i det fjerneste og mørkeste hjørne.
Strålerne leder hele dagen, men må opgive da de bliver for trætte.
Jeg skal ikke smittes med deres løve latter og blændende smil.
Hellere visne hen i mit lille hjørne og væmmes ved disse sole der steger hinanden
Med deres svovllatter.