Jeg lå på min seng, sådan en, hvad der lignede, helt almindelig tirsdag. Jeg lå faktisk og sms'ede til mine venner. Jeg havde lige købt en Coca-cola og havde tømt den. Og nu lå jeg altså og sms'ede fra den indbyggede engangs-mobil der fulgte med, og som du nok kender. Du ved, de der, der er støbt ind i sodavandsflaskerne, og hvor man så skal drikke den brune væske (eller hælde den ud) for at den 4-cifrede aktiveringskode kommer frem. Når man så indtaster koden på tastaturet efterfulgt af ens eget nummer, får man hvad der svarer til 40 gratis sms'er eller 5 min. taletid som man kan bruge af. Jeg vil ikke påstå at det er en praktisk måde at skrive sms'er på når nu flasken er rund, men jeg er jo ikke den der lader de mange sms'er gå ubrugte hen, så der skulle udøves fingergymnastik.
   Lige pludselig mens jeg lå der og sendte sms'er fra min tomme cola-flaske trådte min mor ind i værelset, uden så meget som et bank på døren eller noget. Det plejer hun ikke at gøre, så jeg fik straks en mistanke om, at ikke alt var som det plejede at være. Så kiggede hun på mig, og lagde ansigtet i venlige folder og sagde:
   "Ligger du der?" - og jeg blev bange. Meget bange faktisk. Der var noget forkert over mor, noget meget unormalt bare ved måden, hvor hun gjorde sig umage for at se glad og venlig ud. Mor begyndte at gå hen mod mig, hun ville mig et eller andet, men da hun nærmede sig mig, tog frygten overhånd.
   Jeg for op, og ud på min lille altan. Jeg var bange, jeg sad med ryggen til muren og ville ringe hjem, ringe efter tryghed. Jeg havde stadig flasken i hånden og tastede 66 19 .... Jeg kunne ikke huske resten af vores telefonnummer, hvad var det nu? ..11 ..30 et eller andet, nej det bestemt ikke alligevel. Tårerne kom op i mine øjne. Jeg kunne ikke huske numret hjem, og kunne derfor ikke ringe efter hjælp.
   Jeg kunne pludselig høre mor, hun fulgte efter mig og var stille og roligt på vej mod altanen.
   "Nu skal du jo ikke gå, søde, når nu jeg gerne vil snakke lidt med dig." Mor gik hen mod altandøren, i vild panik smed jeg plastikflasken langt pokkerivold og sprang fra den lille altan videre til garagetaget. Mor kom ud på altanen.
   "Nej, kom nu her, lille ven, kom nu hen til moar," spyttede hun hånligt ud, mens hun stod på altanen og kiggede med indædt afskyelighed på mig. Mit hjerte bankede, hvad skete der, hvad var det her? Mor ville til at forcere rækværket på altanen. I det samme så jeg min stedfar komme ud bagved hende på altanen.
   "Hjælp mig," råbte jeg til ham.
   "Jeg har ikke tid, jeg skal på arbejde," svarede han. Så slog han sin store paraply op, og kravlede op så han kunne balancere på balkonens rækværk. Instinktivt vidste jeg at han betød noget for mor, så for at få hendes opmærksomhed vendt væk fra mig råbte jeg:
   "Stedfar springer!"
   Mor vendte sig langsomt om mod min stedfar og sagde:
   "Nej, det gør han ikke!"
   Men jo, det gjorde han. Helt oppe fra 1. sal, og med den store paraply som faldskærm. Jeg vidste jo godt at det kunne man ikke gøre. Det virker jo kun i film, men alligevel virkede det for ham. Stedfar landede sikkert på jorden og gik videre uden at se sig tilbage. Mors opmærksomhed vendte sig mod mig igen. Som en zombie begyndte hun sin klatring fra balkonen til garagetaget. Straks kravlede jeg videre på garagen om på den anden side af huset hvor mor ikke kunne se mig, og så skete der noget underligt. Mor kom. Ikke min mor som fulgte efter mig, men min mor i en anden udgave, der langsomt dukkede frem ud af tåger som et spøgelse. Mor fra tågerne ville sige noget.
   "Jeg...," begyndte hun og hun strakte en bedende hånd ud mod mig. Men det var i orden, jeg vidste godt hun ikke kunne gøre for det, men jeg havde ikke tid til at forklare hende det nu hvor min anden mor var efter mig. Jeg kendte godt til spøgelser for Kirsten og jeg havde oplevet det samme med Kirstens mor i går. Først var vi blevet bange for Kirstens mor, men så havde vi accepteret hende, og jo mere vi accepterede hende, desto tydeligere var hun at se. Derfor vidste jeg godt at jeg kunne se spøgelser, og at der ikke var noget galt med dem. Men alt det havde jeg som sagt ikke tid til at forklare så jeg sagde bare "Det er i orden" og begyndte at overveje en flugtplan. Flugtplanen kom hurtigt. Kirstens mor ville hjælpe mig tænkte jeg, og Kirsten boede jo kun over på den anden side af vejen. Det var også på tide jeg fik en ide, for nu kom mor der jagtede mig, hen over garagetaget.
   "Kom her, søde," sagde hun mekanisk.
   Jeg løb til enden af garagen, og hang mig i armene og hoppede ned. Jeg landede godt, og løb derfra over gaden og over til Kirstens mor. Jeg hamrede lige så hårdt på døren, som jeg følte mit hjerte bankede i kroppen på mig, mens jeg råbte:
   "Luk mig ind, vær sød at lukke mig ind!"
   Jeg var hysterisk i al min rædsel og for ind i det øjeblik døren blev åbnet og smak den derefter. Da kom Kirstens mor hen og holdt om mig.
   "Så, så," trøstede hun. Kirstens mor har altid været min ekstra-mor, så jeg følte mig næsten lige så tryg i hendes arme, som jeg plejede at gøre når mor nulrede mine tær.
   Så bankede det på døren, og den blev derefter utålmodigt flået op. Det var mor, og nu var hendes vrede ikke spor skjult. Men jeg havde fået modet til at tage kampen op, og råbte:
   "Ved du hvad det her er?" og pegede på Kirstens mor, "det er et spøgelse! Så du må hellere stikke af mens du har chancen!"
   Og stikke af, det gjorde mor så snart hun indså faren, og lige siden den dag har jeg ikke set hende, så nu bor jeg hjemme sammen med min spøgelses-mor som jeg elsker over alt på jord.