Der var nogle dage, hvor hun aldrig skulle være vågnet. Ikke, at hun skulle have været død, men bare at det var en dag, der burde være blevet sprunget over. Resultatet var det samme. Dagen gik i fisk.

Mærkeligt nok skete det sjældent på hendes ugentlige fridag. Nå, så mærkeligt var det nok heller ikke, for netop den dag havde hun for det meste planlagt omhyggeligt i løbet af ugen. Hun havde lavet sine egne regler for den dag.

Første og vigtigste regel var, at dagen ikke måtte indeholde noget fra hendes arbejde.

Dernæst måtte hun kun gøre det nødvendigste husarbejde, med mindre det var en del af den tredje regel, nemlig, at hun kun skulle gøre noget, hun havde lyst til.

For eksempel var det jo dejligt at vaske alt sengetøjet på en sommerdag, hvor det kunne tørre ude i solen og bringe duften af græs og blomster ind i soveværelset.

Lige nu var det vinter. Ganske vist dejligt solskin, men 5 graders frost og et tykt lag sne i haven. Hun havde anstrengt sig for at være tålmodig med at få børnene ud af døren om morgenen, for som altid følte hun, at hvert sekund alene var guld værd. Da hun endelig kunne låse hoveddøren efter den sidste, fik hun hurtigt ryddet til side i køkkenet og lavet kaffe. Vaskemaskinen var startet, en nødvendighed, der var ved at være lavvande i det rene undertøj.

Mens hun ventede på, at kaffen skulle blive færdig, skrev hun indkøbsseddel. Så var det tid for at sætte sig og lave den endelige dagsplan. Hun prøvede altid først at sidde helt stille og føle sig frem til, hvad hun havde lyst til i dag. Det var svært, for ofte havde hun lyst til mere, end hun kunne nå på en enkelt dag. 6-7 timer havde hun til sin rådighed. De gik alt for hurtigt.

Hun havde skrevet nogle ideer ned i løbet af ugen. Det vigtigste i dag var at tage ind til byen for at købe nogle flere materialer til hendes billedmagerier. Hun brugte mange genbrugsmaterialer, men visse ting som lim, pensler og farver var hun nødt til at købe.

Da planen var lagt, begyndte hun at gøre sig i stand. Tøj, taske, hår, en let make-up. Det var sjældent hun gjorde noget særligt ved sit udseende til hverdag. Ikke, at hun ikke brød sig om det, med det var blevet en vane at lade være. Hun havde det, som om det blev en pligt, der skulle gøres hver dag, hvis hun først fik begyndt, og pligter havde hun så rigeligt af.

Hun bestemte sig med vilje for ikke at nå et bestemt tog, for så ville hun bare se på uret hele tiden og stresse sig selv. Næh, hun brugte den tid der skulle til og nåede så et tog, når hun var parat. Det var jo netop meningen med dagen, at hun slappede af og nåede det, hun nåede uden stress og jag.

Hun blev lidt irriteret, da hun skulle gå, for hun havde ingen pæne vinterstøvler, men det gik hurtigt over, hun kunne jo alligevel ikke gøre noget ved det lige nu, og det var hendes egen skyld, hun kunne bare købe et par. Ikke i dag, en anden gang.

Klokken halv elleve sad hun i toget og så ud på de mange snedækkede vinterhaver. Hun kendte turen så godt, for hun havde kørt den i mange år, alligevel var der altid noget nyt at se på. Huse blev gjort i stand, træer blev fældet, nye voksede op, nogle haver blev lavet helt om. Hun gættede på, hvem der boede i husene, om der var børn eller om det var pensionister. Man kunne se meget ud af, hvordan haverne blev indrettet og passet. Hun fik gode ideer til hendes egen have.

På Nørreport stod hun af. Der var endnu byggerod på grund af Metroen, men det skulle blive bedre i løbet af vinteren, læste hun på nogle opslag.

Hun gik over Grønttorvet på Israels Plads, krydsede Frederiksborggade og gik hen til Panduro Hobby. Der var fyldt med fastelavnsting i vinduerne og en del mennesker inde i forretningen. Hun fandt hurtigt det hun skulle have, så var det bare om at komme ud igen i en fart, før hun blev fristet af de mange spændende ting. Det var let at få lyst til at prøve noget nyt, men hun skulle nok lade være. Hun havde rigeligt med ideer skrevet ned i sin planlægningsmappe. Hun smilede for sig selv. Planlægningsmappe, ja. Hun var god til at planlægge, det kneb lidt mere med at få tingene ført ud i livet.

Nå, nu drejede det sig om næste punkt i dagens plan, og den sagde Skoubogade og La Glace. En kop kaffe eller chokolade og 2 kager.

Mens hun gik ned mod Kultorvet, så hun sig omkring. Det ville være hyggeligt at møde nogen hun kendte, men det var aldrig sket. De fleste var jo på arbejdet, hun kendte ikke så mange ud over familien og kollegerne.

Af og til blev hendes opmærksomhed fanget af et spændende udstillingsvindue, men egentlig brød hun sig ikke om at se på butikker. Det havde aldrig sagt hende noget, hvis ikke lige hun ledte efter noget bestemt. Det hang nok sammen med, at der var så mange dejlige, unødvendige ting, som hun alligevel ikke havde råd til at købe, og så var det bedre at lade være med at kigge, for det ødelagde bare hendes humør og satte kedelig tanker i gang.

Hun overvejede, om hun skulle skrå igennem smågaderne, men bestemte sig for at gå helt ned til Strøget og følge det mod Rådhuspladsen. Det var rarest at kunne gå uden at skulle holde øje med trafikken.

Klokken var 12, da hun nåede til La Glace. Der var ikke så mange endnu, så hun fik plads i selve butikslokalet, det kunne hun bedst lide, så kunne hun se, hvem der kom ind. Hun opgav aldrig håbet om, at møde nogen at snakke med. Næsten lige meget hvem, bare får mulighed for at bruge den ydre stemme i stedet for altid at bruge den indre til endeløse, ligegyldige samtaler med sig selv og en imaginær person. Med den evige angst for, at hun en dag skulle begynde at blive en særling, der snakkede højt med sig selv af mangel på bedre. Hvor ensom kunne man blive?

Væk med de dumme tanker, videre i den planlagte dag. Nyd din kaffe og kagerne og smil til Verden. En dag smiler den tilbage, og måske er den dag i dag.

Efter 3 kvarter i den varme og hyggelige café, gik hun atter ud i vintersolen. Hen over Rådhuspladsen, standse lidt op ved springvandet og nyde udsigten til de mange smukke huse. Hendes mor havde altid sagt: 'Se op', når de var til byen, og det var hun taknemmelig for. Hun kendte mange af de små spændende udsmykninger på byens huse og nød at finde nye detaljer. Hun vidste, at hun så mere af byen end de fleste, der blot så den nederste etage med de strålende vinduer med de lokkende tilbud. Det var måske netop det, hendes mor ville undgå, at hun så, da hun var barn? Lige meget, for nu var det en stor glæde for hende, at vise andre rundt i byen, men det var efterhånden mange år siden, hun havde haft den chance.

Ud ad Vesterbrogade, hen til Hovedbanegården efter et langt, dvælende blik på Frihedsstøtten. Den var så smuk, nu den var gjort i stand. Jo, her var da en del at se på i København.

Da hun kom indenfor gik hun en tur hele vejen rundt, så på de mange mennesker. Nogle var på bytur som hun selv, nogle var turister, der så på kort. Gid de ville spørge hende om hjælp. Nogle var rejseklare med kufferter eller rygsække. Det gav hende altid en vidunderlig rejselyst, bare købe en billet og tage af sted.

Nu tog hun bare S-toget hjem. Hun kunne lige nå tilbage og slappe af foran fjernsynet med benene oppe, før børnene dukkede op. Derefter de nødvendigste indkøb og lidt hurtig aftensmad.

Hendes dag var slut for denne gang, men om en uge ville den vende tilbage, og så ville hun have en ny og endnu bedre plan parat.