Hun vågnede en nat og begyndte at skrive. Alle de tanker, der havde summet i hendes hoved de sidste to år. De ville ud, ikke nødvendigvis læses, men bare ud. Ud af kroppen, ud af hovedet. Så hun kunne komme videre. Ikke glemme, blot ændre dem til et dejligt minde. En erfaring rigere.

Tja, så var det altså, som hun anede. Det var ikke hende som menneske, men hendes krop, han skulle bruge for at få opfyldt sine fantasier. Han skulle bare vide, hvor langt hun vil gå i et forhold, men sådan skulle det altså ikke være. Ikke med ham. Hun håbede bare, at han ikke fremover udnyttede andre på samme måde, i så lang tid.

En dag ad gangen.
   Bitte små skridt.
   Hun fjernede sig, men det gik langsomt, hele tiden med et blik bagud, en hånd parat til... hvis nu ...
   Hele tiden i tankerne, ubevidst, spejdende.

Måske. Hvis hun havde været på en anden måde.
   Måske. Hvis hun havde sagt eller gjort noget andet.

Huskede alle ordene, det havde givet udtryk for noget mere: En gang. Med tiden. Alt bliver bedre. I næste uge. I næste måned. Ikke tænke så meget. Det kommer, når jeg får bedre tid. Jeg bor her. Nu bor jeg der, langt væk.

Hun var ikke bitter, det fik man sådan nogle grimme rynker af.

Ked af det, ja, såret og skuffet.

Ked af det, fordi hun havde følt, at hun nu endelig havde fundet sin sjæleven.
   Ked af det, fordi det sluttede på den måde. Ikke med et sidste møde.

Såret, fordi han ikke havde været ærlig. Som hun altid blev såret og ked af det, når andre misbrugte hendes åbenhed, tillid og godtroenhed. Det var hende så meget imod, at skulle møde andre med mistro. Hun kunne ikke være anderledes. Selvom det gav ar på sjælen. Nå pyt, der var så mange i forvejen. Men det ville nu have været dejligt med en, der kunne kysse dem - og fjerne dem med tiden.

Skuffet, fordi hun - endnu en gang - ikke havde kunnet gennemskue en mand. Altså skuffet over sig selv, at hun lod det vare så længe. At hun ikke havde krævet noget af ham. Ikke stillet de spørgsmål, som hun havde haft næsten lige fra starten, så snart hun følte, at der var noget galt. Det var jo så indlysende. Skuffet over, at hun havde været så let et offer.

Der hvirvlede en masse tanker gennem hovedet. Hun ville ønske, at hun kunne trække en ledning fra hjernen til pc’en, så hun slap for at skulle sidde ved tastaturet og lede efter lige de ord, der bedst udtrykte, hvad hun følte.

For hvordan skulle hun udtrykke sine følelser? Det svingende humør? Den ene dag lyst til - og så alligevel ikke den næste? Jamen, når det var lige ved, så var det da klart, at hun ville alt. Men så kom der andre signaler. Hvad skulle hun tro på?

Og atter hoppede hun med i legen, for hun ville ham jo. Hele tiden. Og ville vise, at hun ville ham. Åh, så meget. Og måske havde netop det været vejen frem? Havde han ikke selv givet udtryk for det? Eller havde hun bare tolket det på den måde, fordi det var, hvad hun så brændende ønskede sig?

Og hun vidste, at det ville være blevet godt. For dem begge to. For hun forstod og accepterede forskellighederne. Ønskede dem. Søgte dem. Havde søgt dem hele livet. Det - og så en, der forstod og accepterede, at hun var, som hun var. At hun lukkede af, når hun var i det hjørne. Når hun skrev. Når hun søgte indad. At hun havde brug for ensomheden, midt i tosomheden. Og at hun kunne - og ville - det samme over for ham.
   Hun var så sikker på, at hun havde noget at give ham, hvis han bare ville tage imod. Men det fandt han aldrig ud af nu. Synd. Trist.

Og nu forstod hun så, at det hele havde været ingenting, hele tiden. Følte sig leget med, udnyttet.

Hvor var det dog svært, det med følelser.

I mange år havde hun ikke haft tårer. Nu græd hun, ofte, højt, længe. Det gjorde ondt. Rigtig ondt. Aldrig havde hun følt så stort et savn. Aldrig havde hun elsket så voldsomt, så selvforglemmende. Så selvopofrende. Alt ville hun gøre.

Men det var lige meget nu. Det havde bare været en drøm. En dejlig drøm. Hun havde lært så meget. Om sig selv og sin krop. Lært at elske. At være sig selv og helt afslappet, bare lade tingene ske. Lært at gøre de ting, som hun aldrig før havde haft mulighed for at gøre sammen med en mand. Prøvet sig frem. Og nydt det hele. Også tårerne, for de viste hende jo, at hun kunne have følelser, stærke følelser.


* * *
   Som Ahasverus vandrer han.
   Fra sted til sted.
   Fra den ene til den anden.
   Hele tiden på farten, hele tiden på jagt.
   Han søger og søger.
   Men før han erkender, at han er på flugt, finder han det ikke.
   For det han søger, ligger i det, han flygter fra.
   Han kan ikke finde det hos andre, kun i sig selv.
   Og det kræver mod at se tilbage.
   Og acceptere.
   Og erkende.
   Sig selv.