Ind i mellem glemmer jeg,
at det hele er en dag er slut,
at jeg måske en dag er væk.
Ind i mellem lever jeg bare,
helt uden at tænke og dvæle,
hastigt og uden ro.
Når jeg så husker døden igen,
skammer jeg mig,
over den tid jeg har brugt.
På tomgang og serier,
på diskussioner og fastfood,
overfladisk sex og lir.
Jeg panikker og tøver,
tænker og leder,
efter mening og mål.
For jeg bruger af livet,
uden omtanke og plan,
og større perspektiv.
Jeg tar en lur og glemmer,
alt det jeg burde nå,
alt det jeg burde sige til nogen.
Vores tid er knap,
men hvad betyder det?
At jeg skal holde mig vågen?
Når jeg en dag er væk,
er det hele slut
og jeg skammer mig slet ikke mere.
Er det livet, at glemme døden?
Er det i når vi glemmer, at vi dør,
at vi virkelig lever?