Aftenen var kold og mørk,og i de sidste timer havde blæsten taget til. Drengene, som lige var blevet konfirmeret, stod ved klubhusets sydlige gavl, hvor de var i læ. De røg på billige majspiber, og med kendermine smagte de på hinandens tobak. Dette var hemmeligt- og stort. Thomas bankede sin ramponerede pibe fri for tobak, og sagde, - Har du hørt det? Fru Iversen er død af kræft. Min far fortalte det da han kom hjem fra skolen.
   Anders sagde åhhh nej, og håbede at det lød overbevisende. Det var hans held at mørket skjult hans ansigtsudtryk, som hverken var trist eller forfærdet. Indvendigt mærkede han lettelsen brede sig udi hver fiber af kroppen. Mareridtet var slut. Han skulle ikke længere se fru Iversen, skolens, frygtede matematiklærer, marchere gennem klasselokalet med de tomme øjne stift rettet mod katederet. Fru Iversens grå hår, som var redt stramt tilbage og samlet i en knold i nakken, gav sammen med hendes altid udtryksløse ansigt en fornemmelse af et menneske i fuld kontrol. Usårlig, udødelig.

Anders røg stadig på piben og tænkte på at han ikke længere skulle ydmyges i matematiktimerne, når fru Iversen bad ham løse en opgave oppe på tavlen, selvom hun vidste han ikke kunne. Han var kun i stand til at slå enkelte streger og skrive nogle tal. Så gik han i stå, og skammen bredte sig udi ham.
   - Pia, vil du hjælpe Anders, sagde læreren med en næsten kælen stemme. Pia gik stille og med fromt ansigt til tavlen, hvor hun hurtigt skrev løsningen, og fik et anerkende blik fra læreren. Anders luskede så ned til sin plads ved siden af Thomas.

De to drenge, som havde været venner siden de startede i skole, slentrede nu ned til ungdomsklubben. Her var der helt stille. De købte to colaer og satte sig ved et bord i hjørnet.
   - Er du lettet? Spurgte Thomas
   - Nej, det er jo altid sørgeligt når nogen dør.
   Thomas så længe på Thomas, og sagde meget lavt:
   - Min far som arbejdede sammen med fru Iversen, sagde engang til mor at hun er en kold cigar. Dygtig til sit fag, men børn har hun sgu ikke forstand på. Sikken et held at hun aldrig selv har kunnet få børn.
   De to venner drak et par colaer mere inden de rejste sig og gik. Udenfor tog Thomas Anders om skuldrene, og sagde: - Jeg vil godt hjælpe dig med matematik, ligesom jeg gjorde engang. Måske er det nemmere for dig, nu hvor Uhyret er væk.

Anders krøb i seng, lå længe vågen. Han var LETTET, og det ville hans forældre sikkert også blive når de fik nyheden. De havde aldrig kunnet hjælpe ham med matematikken, selv om de gerne ville.
   Anders faldt først i søvn ud på natten, men han var ligeglad. Uhyrets bortgang i dag skulle nydes så længe som muligt.