Vi hylder dig indtil vi brækker os af foragt over vores egen uduelighed.
Hvorfor er du så speciel?
Hvorfor hylder vi dig og ikke den bræk, du tvinger vores kroppe til at frembringe?
Vi stræber efter mere, mere lighed med dig - men får på ny sure opstød over tanken om usammenlignelighed.
Vi ligger på knæ og kysser med glæde dine uvaskede tæer - kvalmen forbliver borte, måske fordi denne handling bringer os tættere på dig. Den fysiske dig. Vi kaster atter op over realiseringen af, at vi trods alt stadig er lysår fra den psykiske dig.
I dag har jeg bestemt, at vi i morgen hylder vores bræk. Det sande mesterværk er trods alt hengivenhed til udvikling.