Det var en mørk aften. Der var koldt og vinden blæste. Jeg havde været i byen, men nu var jeg på vej hjem. Jeg frøs. Havde en mærkelig følelse af, at noget uhyggeligt måske ville ske. Nej. Jeg slog det hen. Jeg boede jo i et stille og roligt kvarter. Endelig. Jeg kunne nu se mit hus. Men, hvad var nu det? Der var et lysskær fra mit køkken, som om mit gaskomfur stod tændt. Åh, nej, tænkte jeg. Nu har jeg vel ikke glemt at slukke for kogepladen inden jeg gik. Jeg havde haft travlt. Havde hurtigt kogt en majskolbe og et par pølser, som jeg havde spist på vejen. Tankerne fløj gennem mit hoved, alt imens jeg langsomt nåede frem til min dør.

Nu stod jeg der. Foran døren. Lyttede. Alt var stille, meget stille. Jeg fandt nøglen. Skubbede nøglen ind i nøglehullet. Drejede den rundt. Jeg åbnede langsomt døren. KNIRK! Døren trængte til at blive smurt. Mærkeligt. Den plejede ellers aldrig at knirke, men nu! Det var som en uhyggelig film, en knirkende dør der pludselig brød stilheden. Jeg trådte ind i gangen, tændte lyset og lukkede døren bag mig. Endnu en gang blev stilheden brudt: KNIRK! Jeg gik hen til køkkendøren, åbnede den og... der var mørkt i køkkenet. Jeg tændte lyset, gik hen til mit komfur, tjekkede knapperne. Komfuret var ikke tændt, men hvor var det mystiske lys så kommet fra. Der var intet at se. Slet ingenting.

Det var blevet sengetid. Jeg gjorde mig klar til at gå i seng. Gik ind i soveværelset, lukkede døren efter mig, kravlede under dynen, lagde hovedet på puden og Zzzz.

KNIRK! Jeg vågnede med det samme. Havde jeg drømt? Eller havde jeg virkelig hørt en dør knirke. Jeg tændte lyset. Nervøst kiggede jeg mig omkring. Døren til mit soveværelse var åben. Mystisk. Jeg havde jo lukket den inden jeg gik i seng. Jeg fandt en lommelygte, tændte den, hvorefter jeg slukkede lyset i soveværelset. Tog lygten med og gik en tur rundt i huset. Jeg undersøgte hvert eneste hjørne i hele huset, men der var intet usædvanligt at se. Ikke desto mindre var jeg sikker på, at nogen eller noget havde været i huset og åbnet døren til mit soveværelse. Jeg gik endnu en gang i seng, faldt i søvn.

Næste morgen vågnede jeg. Der var tåget udenfor. Meget tåget. Men midt i tågen var det som om jeg kunne se omridset af en person. Jeg gik hen til min dør, åbnede den, kiggede ud. Udenfor var der kun stilhed og tåge. Jeg kunne ikke længere få øje på den personskikkelse, som jeg havde set gennem vinduet. Mystisk, tænkte jeg.
   - HEJ! råbte jeg ud i stilheden i håbet om, at den person, jeg havde set gennem vinduet, nu ville svare mig. Jeg lyttede. Stilhed. Kun stilhed.

Der blev pludseligt koldt bag ved mig. Jeg vendte mig rundt. Pludselig var der en tæt tåge i min gang. Midt i tågen stod omridset af en person. I min gang. Jeg husker, at jeg kom med et skrigende udbrud. Kun ganske kort. Så blev der lagt en hånd over min mund. En kold hånd. Jeg kunne ikke skrige mere. Døren blev lukket bag mig. Jeg forsøgte at kigge bagud, men forgæves. Mine arme blev tvunget om på ryggen, mens jeg stadig blev holdt for munden.

Jeg hørte en hviskende stemme.
   - Gå ind og sæt dig i stuen, hviskede den, hvorefter tågen og de to skikkelser forsvandt.
   Fuldstændigt som tryllebundet satte jeg mig ind i stuen. To tågede skikkelser kom til syne foran mig.
   - Skrig ikke, hviskede den ene.
   - Vi gør dig ingenting, hviskede den anden.
   Turde jeg tro på det? Jeg havde vist intet valg. Selv hvis jeg skreg, ville ingen kunne høre mig.

Jeg var bange. Meget bange.
   - Hv-hv-hvad vil I mig? fik jeg fremstammet, næsten råbende.
   - Du skal hjælpe os, hviskede de og fortsatte: - Vi er spøgelser, og vi vil gerne videre, men for at komme det, skal vi være uønskede her. Du skal, med en arrig stemme, give os besked på at gå over på den anden side. Du skal overbevise os om, at du hader os. Hvis du ikke kan det, bliver vi nødt til at blive boende hos dig, samt genere dig hver dag. Det vil ikke engang hjælpe dig at flytte, for så flytter vi bare med.

Jeg sad lidt og tænkte. Det var ret uhyggeligt, men jeg var nødt til det. Derfor sagde jeg:
   - Smut med jer. Jeg gider ikke have jer her.
   Jeg forsøgte at lyde arrig, men det var lidt svært, da jeg trods alt stadig var ret lamslået efter dagens begivenheder. Spøgelserne blev langsomt mere og mere utydelige, men jeg havde en fornemmelse af, at de ikke var væk for evigt, og det viste sig snart, at jeg havde ret.

Jeg kunne høre vandet løbe på badeværelset. Jeg gik derud, men idet jeg åbnede døren, var der ikke længere åbent for vandet på badeværelset. Til gengæld kunne jeg nu høre det i køkkenet. Jeg gik ud i køkkenet, men nu var der lukket for vandet i køkkenet, og jeg kunne igen høre det i badeværelset. Da jeg, med samme resultat, havde gået mellem køkkenet og badeværelset mange gange, var min tålmodighed opbrugt.

- Forsvind med jer, I dumme spøgelser, råbte jeg arrigt ud i intetheden.
   Det var, som om et lyn slog ned i huset. Så kraftigt et lys var der pludselig overalt, og jorden skælvede under mig. Så blev der stille. Helt stille. Og meget, meget mørkt. Der var nu ingen tvivl. De var forsvundet. Spøgelserne var væk. For altid.