Minder der langsomt kommer tilbage. Glimt af den værste nat i mit liv. Den kunne have været meget værre, der kunnet have sket det værste. Hvis nogle få ting havde været anderledes, hvad ville der så være sket? Ville jeg have vågnet op i en gade alene og kold? Ville jeg have mistet min værdighed og min sjæl? Ville nogen have hjulpet mig? Hvis hun ikke havde været der, ville jeg have gået med dem. Jeg ville have drukket mere, jeg ville have gjort hvad end de ønskede. Jeg ville være ødelagt nu. Mon de havde efterladt mig når de fandt ud af de havde givet mig for meget? Ville de i det mindste havet prøvet at gøre deres fejl god igen? Måske ville der have kommet nogen. Måske ville jeg være blevet taget af, men jeg tvivler. Der var kun en der var der for mig. Dem vi søgte hjælp hos, var ligeglade. "Hun har bare fået for meget af drikke. Der er ingen der får stoffer i deres drink i København." Nej, med den attitude opdager I det i hvert fald ikke. Med den attitude tror vi bare at vi er dumme. Overreagerede jeg bare? Måske var jeg bare for fuld? Men nej. Jo flere minder der kommer tilbage jo mere ved jeg at det ikke er sandt.

Søster? Hun ser så bekymret ud. Hvad sker der? Hvorfor har jeg det sådan her? Jeg kan ikke tænke ordentligt. Hvorfor kan jeg ikke tale? Hvordan kom vi tilbage til lejligheden?

Jeg var ikke bare fuld, og dem der skulle passe på os, troede ikke på os. De forsøgte ikke engang at undersøge mig. Jeg var jo bare en dum, fuld teenage pige der ikke kunne styre noget som helst. Jeg skulle bare sove den af, skulle jeg ikke? Jeg ville have det fint? Det fik jeg da også, men ikke før der var gået lange 4 dage med konstant kvalme. 10 dage før jeg var helt okay og ikke var træt mere. Tænk hvis jeg havde fået mere? Bare en lille smule mere af hvad end de gav mig, og jeg kunne havde været død. Jeg kommer aldrig til at få at vide hvad jeg fik. Jeg ved ikke hvad der kom i min krop. Jeg ved ikke om der kommer bivirkninger senere. Den eneste jeg kan mærke lige nu, er min nye angst for at drikke alkohol og min nye mistillid til andre mennesker, men hvad nu hvis der kommer flere overraskelser?
Jeg er ikke sur. Jeg vil ikke bebrejde nogen. Jeg er selvfølgelig ikke okay med dem der gjorde det mod mig. Jeg ville gerne vide hvem det var. Mest fordi jeg ville gøre alt for at undgå dem i fremtiden og fordi jeg vil vide hvad jeg fik, men også fordi de skal vide hvad der skete. De skal se i øjnene hvad de har gjort og de skal aldrig gøre det igen.
Men, jeg ved ikke hvem det var. Jeg må sidde tilbage med tvivl, frygt og mine minder som så småt kravler sig tilbage til mig.

"Kommer i ikke herover og sidder med os piger? Det kunne være hyggeligt"