Kaj var førtidspensionist og blev arkiveret som menneske. Konsekvensen var, at hans verden faldt sammen.
Kaj boede i Birkelyst, hvor han også voksede op. I 1976 startede kaj i den lokale folkeskole. Han blev hurtigt betragtet som en særling. Han blev mobbet en del og holdt sig mere og mere for sig selv. Kaj holdt ud og klarede sig igennem skoletiden. Ingen tog dog problemet særlig alvorligt og skolepsykologen blev aldrig kontaktet.
Igennem flere år har Kaj været tilknyttet Haveholdet. Her var diagnose ligegyldig. Det som betød noget var, at du var et menneske, som havde en værdi i sig selv. Arbejdet var ej heller målet i sig selv; men et middel til at bruge de ressourcer hver især havde. Arbejdsopgaverne, som især var for private, kunne være pasning af grønne områder, fliselægning i haver og maling af hegn. Når en gruppe fra Haveholdet lagde fliser i en have, blev det ikke lavet på en dag; men udførelsen var altid i orden. Når Haveholdet gik tur sammen og de kom forbi en have, hvor de havde lagt fliser, stoppede de tit op, for de var stolte, over det de havde udført, og viste det også gerne til andre.
Ingen af de brugere, som var tilknyttet Haveholdet, arbejdede fuld tid, for det kunne de ikke holde til, da de jo alle havde en eller anden form for sindslidelse. Hverdagen blev krydret med dage, hvor der blev dyrket motion og gået fælles ture. Ind imellem var der også kulturelle aktiviteter som for eksempel museumsbesøg og fisketure. En ting, som var vigtig, var at brugerne hjalp hinanden. Det var vigtigt at kunne kommunikere og alle brugere havde lige ret til at blive hørt og set. Ja kommunikation var faktisk det allervigtigste på denne arbejdsplads!
Ydede et menneske i korte intervaller til fællesskabet i løbet af dagen, og det var det vedkommende kunne, var det lige så vigtigt, som den, der kunne yde noget hele dagen. Brugere og personale tog i fællesskab beslutning om, hvilke opgaver, der skulle laves. Det gav en ansvarlighed overfor det, som skulle udføres, samt en stolthed over selve arbejdet. Kaj har engang fortalt at Haveholdet var en livsnerve for ham.
Det er "krisetider" og kommunen sparer år efter år. For nogle år siden blev politikerne enige om at spare Haveholdet væk. Brugerne kunne jo bare komme til kommunens værested for sindslidende i stedet for. En social og sundhedsassistent, en pædagog og en håndværker mistede deres arbejde og 12 brugere mistede deres livsindhold.
Kaj sad alene tilbage i sin lejlighed i udkanten af byen. Værestedet sagde ham ikke noget og han følte en form for klaustrofobi der. Haveholdet var et og alt for Kaj og har været hovedårsagen til, at han har klaret sig godt igennem længere tid. Kaj har kun været indlagt, da han blev diagnosticeret skizofren for mange år siden. Tillige med at haveholdet blev lukket, mistede han de sociale relationer, som han havde oparbejdet. Omgangen med den medicin, som var så nødvendig for ham blev mere og mere sløset. Til sidst fik han den ide, at medicinen kom fra onde mennesker, som ville ham til livs.
Kaj levede nu i sin egen verden og begyndte at samle beviser på sin eksistens. Alt hvad der havde noget med ham at gøre blev arkiveret. Helt til at starte med var det kun breve, regninger og forskellige papirer, som kom med posten eller via e-boks og mail. Hans psykiske sygdom havde gjort, at han var blevet tilkendt førtidspension; men han klarede ellers sig selv og gjorde det godt, så lang tid han havde Haveholdet at stå op til. Efter at denne livsnerve var skåret over af kommunen kom Kaj mindre og mindre ud.
Forskellige mennesker, som kendte ham eller bare lagde mærke til ham, begyndte at blive bekymrede; men herudover gjorde de ikke noget, for mange "normale" synes altså, det er lidt farligt med disse sindslidende personer.
Som tiden gik begyndte Kaj at arkivere afklip fra fingre- og tånegle. Han beskrev om skidtet under neglene var gråt eller sort, om det var tørt eller klæbrigt i konsistensen. Hans hår var mørkt og hver måned klippede han det selv ganske kort. Han målte og arkiverede det afklippede hår i poser. Urin og afføring blev beskrevet løbende. Affald, aviser og blade hobede sig op i rummene. Efter et par år var det hele vokset over hovedet på ham og voksede uafbrudt, indtil der næsten ikke var plads til ham selv.
Ingen så ham mere og stanken omkring hans lejlighed blev efterhånden så slem, at dem som boede omkring ham ringede til politiet og de sociale myndigheder blev kontaktet.
Da de til sidst fandt ham i sommeren år 2018, var han bare en skygge af sit tidligere jeg. Hvordan de end bar sig af, kunne de ikke fjerne mærkerne efter hans krop på parketgulvet.