De gik som de så ofte havde gjort hen ad gangen. Den Lange gik forrest, selvbevidst og sikker på sin position overfor de to andre. Den Lange og Den Anden havde kendt hinanden et par år. De var alle tre ansat i samme firma. Den Lange havde været der i nogle år nu og han befandt sig godt i firmaet. Han havde altid fået nogle opgaver der passede til hans evner ognår han først gik i gang med at løse en opgave gav han ikke op før han havde nået et resultat som chefen var tilfreds med. Den Anden var kommet ind i firmaet for et par år siden og han skulle samarbejde med Den Lange. Når den Lange havde løst sin opgave var det Den Anden der skulle sørge for den praktiske gennemførelse. Den Anden snakkede med Den Lange om de uklarheder der lå i Den Langes tegninger. Som regel var der flere punkter hvor de var uklare, men Den Lange havde altid en kvik løsning på uklarhederne. Den Lange snakkede og gestikulerede og hans svar var som regel så ordrige og indviklede at Den Anden efter en times tid var ør i hovedet og i reglen havde glemt hvad det egentlig var som Den Langes løsninger egentlig ikke løste. Men Den Lange havde fået det hele til at blive lidt af en vits, og han morede sig højlydt når han overfor Den Anden snakkede sig fra problemerne og man kunne jo altid bare presse lidt her og der, så det var sgu bare skinproblemer som Den Anden havde lagt frem.

Efter mødet med Den Lange syntes Den Anden heller ikke at der var nogen problemer og de vanskeligheder en reparatør ville få fordi det egentlig var noget klamp Den Lange havde lavet kunne jo ikke blive deres problem.

Den Anden gik så op på værkstedet og begyndte at lave en prototype af emnet og undervejs i fremstillingen skelede han kun lidt efter Den Langes tegninger og fik som regel lavet et helt pænt stykke arbejde. Når han var færdig gik han hen til Den Lange og sagde. at han havde lavet lidt om på emnet så det var simplere at fremstille og Den Lange var tilfreds og sagde. at han lige skulle have resultatet så han kunne lave nogle nye tegninger med mål der passede til det Den Anden havde lavet.

Den Anden havde en god fornemmelse for rent håndværksmæssigt at løse en opgave og var faktisk godt tilfreds med at det var ham der i praksis løste de vanskeligste problemer. Den Lange var godt tilfreds med samarbejdet med den Anden. Hans ambitionsniveau var ikke særlig højt og når han fik emnet tilbage fra Den Anden gik han i gang med en nøjagtig opmåling så tegningerne kom til at passe. Men de afrundinger Den Anden havde lavet med en fil var umulige at beskrive med en radius og et centrum, så han tog en kurvelineal og lavede en afrunding der så pæn ud på tegningen og så skrev han blot:
   "Der henvises til prototypen."

Den Tredje var kommet ind i firmaet da de skulle til at forberede CAD-CAM og som en start fik han nogle emner som var i produktion og de alt andet end standardiserede afrundinger som de to havde lavet kunne give Den Tredje grå hår i hovedet.

Nede i produktionen havde de altid grinet af Den Langes tegninger, men i praksis var det da muligt at lave emnerne i serieproduktion når de bare holdt sig til prototypen. Og maskinarbejderne havde ikke noget imod at der nogle af stederne ikke var nogen tolerancer der skulle holdes for der var ikke nogen. Aftagerne var også tilfredse for der var sjældent problemer med at få helheden til at fungere. Variationerne i de enkelte dele gav det hele et personligt præg, og bare skidtet virkede var alt som det skulle være.

Den Tredje løste problemet med de underlige afrundinger ved at foretage en række målinger og i stedet for cirkelafrundinger opgav han en femtegradsligning og et tilfældigt centrum.

Han fodrede de nye maskiner med de nye data, men de nye computerstyrede maskiner var desværre ikke avancerede nok.

Den Tredje snakkede med den Lange om det, men han blevgal i hovedet og sagde at når man kunne lave det på deres måde i hånden måtte man være et fæ hvis det ikke kunne overføres til edb. Der havde aldrig været problemer med fremstillingen af de ting han havde tegnet og der kunne vel ikke være noget galt ved at henvise til en prototype. Den Tredje forsøgte igen med argumenter og forklaringer af hvordan kravene til de nye maskiner var, men Den Lange blev hidsig og sagde at det var Den Tredjes problem.

Den Tredje gik så hen til chefingeniørens kontor og fremlagde problemet. Chefingeniøren havde ikke megen forstand på den nye teknologi, og det var ikke hans ide at de absolut skulle have de robotter i huset. Men han sagde at han ville indkalde Den Lange til et møde, så kunne de i fællesskab kunne finde en løsning.

Den Lange sagde at det jo var et teamwork, så Den Anden skulle også med til mødet. Den Lange vidste godt han var i klemme, men han aftalte med Den Anden at hvis de ikke kunne lave udviklingsarbejdet som se plejede så tog de begge deres afsked. Den Lange var 55 og han ville fandme ikke til at sætte sig ind i tykke manualer blot fordi de havde ansat det unge geni, som alligevel ikke havde forstand på hvordan tingene fungerede i praksis.

De gik nu alle tre hen ad gangen til mødet med chefingeniøren. Den Tredje gik bagest og han kunne godt mærke at de to havde snakket sammen.

De satte sig ved bordet og holdt et møde på ti minutter.

Chefingeniøren havde været temmelig nervøs ved det der kunne ske. Men da Den Lange og Den Anden kom frem med at de ville tage deres afsked trak han på skulderen og sagde at det også efter han mening var den bedste løsning, der stod mange yngre kræfter med kvalifikationer der var på højde med udviklingen. Der skulle for øvrigt også afskediges 10 mand i produktionen inden et år og til næste år yderligere 30 mand.

Den Anden blev ligbleg. Hans verden ramlede.

Den Lange var ligeglad, han havde arbejdet længe nok, så han ville til at lave det han havde lyst til.

Den Tredje kunne ikke overskue situationen, men han forstod at han skulle have ansvaret for hele produktionens omlægning. Han gik fra mødet med en ubehagelig fornemmelse i kroppen. Hvordan skulle han få et samarbejde med produktionen med alle de afskedigelser i farvandet. Ville han overhovedet få støtte fra nogen.