Det var tirsdag morgen på en vandoverflade i Vejlbo Mose. Skøjteløberlarven Jonatan, som vidste så lidt om livet, sad helt inde ved søbredden og følte sig ilde tilpas. Den havde kun sovet i tre timer og var slet ikke udhvilet. Der havde slet ikke været mørkt om natten, for sankthansormene havde holdt krisemøde oppe på søkanten. Jonatan forstod ikke deres sprog og alle de andres sprog forstod den heller ikke. Der var så mange forskellige slags dyr at de ikke kunne tælles og de summede og svirrede i munden på hinanden så det gjorde ondt i hovedet på Jonatan.

Men mest ondt i maven, for den havde forædt sig. Der havde været et hav af små forhøjninger på vandoverfladen. Forhøjninger, der var en mm lange og blåsorte. De var lidt levende for de sprang hele tiden rundt om hinanden, og når de sprang slog de en hale bagud fra bagkroppen.

Men da Jonatan var jæger havde han kastet sig over de små fyre og ædt deres indvolde. Hylsteret var hverken til at hugge eller stikke i, så det lod den ligge, men farsen indeni var pragtfuld. Til sidst var Jonatan så mæt at han overhovedet ikke kunne røre sig, men et vindpust førte ham ind til bredden, hvor han lige så stille faldt i søvn.

Dog, Jonatan havde det rigtig skidt. Han bebrejdede sig selv at han ikke havde behersket sig i sit frådseri og han følte væmmelse ved sig selv.

Den lille ravgule snegl, Discus rotundátus, som sad lige i nærheden strak sit hoved ud af sneglehuset og gnækkede med sin gyldne stemme: "Bondeanger." Jonatan havde aldrig vidst hvad bondeanger var, men nu vidste han det. Men han havde stadigvæk ondt i hovedet, men mest i maven. Stik en finger i halsen, kvidrede en Lampyrisbille. Den var sgu så stolt over sit navn at det var til at brække sig over, så det gjorde Jonatan. Men det lettede dog.

Solen var nu stået op og solstrålerne slog smut hen over vandoverfladen og fuglekongerne dansede rundt i toppen af grantræerne alt imens de sang og fløjtede, for der var insekter nok at æde af.

"Godt de holder sig til toppen," tænkte Jonatan, for han havde ikke i sinde at blive ædt. Ikke lige nu i hvert fald.

En af Jonatans brødre kom forbi og fortalte at der var møde i Hemipteraklubben under hængedyndet ved den tvedelte vortebirk. Skøjteløberne var såmænd ikke bedre end andre rovdyr og på et stormøde havde de i fordums tid kaldt sig for Hemipteraer, men det var nu mest af praktiske grunde, for det var ikke kun i Danmark at der var skøjteløbere.

På en lidt ynkelig facon skøjtede Jonatan hen til forsamlingshuset. Han troede det hed sådan for selv om han havde glemt det, så havde han engang været et menneske. Hvad han også havde glemt var, at der var forskellige typer af forsamlingshuse, men det betyder jo heller ikke noget lige nu.

Ved indgangen til hulen stod to dørvogtere. Det var små, men stærke Véliaer. De stod under hver sin bruser, for de elskede rindende vand. De værdigede ikke Jonatan et blik, men han var også ligeglad og gik ind i forhallen. Her lagde han sine knive fra sig. Det var ikke med hans gode vilje, men på de mange våben, der var i forhallen, forstod han, at det ikke sømmede sig at gå ind i salen udrustet med våben.

Inde i den store sal var der mange hundrede skøjteløbere. Dem der ikke skulle nyde noget af at få tørre fødder befandt sig på den store dam under kuplen. Oppe på land var der flere smågrupper af de henrivende Hydrométraer, som var så uopdragne, og de lo hver gang en skøjteløberlarve kom til syne. Larverne så så komiske ud med den manglende bagkrop, så derfor holdt de sig i baggrunden.

En oberst med tre guldkroner på hver side rejste sig og gik op på et podium. Over podiet hang der ned fra loftet en stor og uhyggelig jagtedderkop. Obersten holdt en lang og snørklet tale og Jonatan begyndte at kede sig, men en Vélia gav ham hurtigt en advarsel ved at sparke ham let på det ene skinneben og Jonatan forstod at noget frygteligt skulle ske. Under en gifttyde lå den allersmukkeste Hydrometralarve. Hun var bevogtet af tolv Véliaer, så hun ikke kunne undslippe.

Da obersten var færdig med sin tale trådte han tilbage og gav tegn til jagtedderkoppen. Som et lyn for han ned og slugte den ulykkelige og lagde sig til rette på en glashynde, for at fortære sit offer.

Jonatans krop sitrede og han forstod at tiden snart var inde til at han skulle forvandles og at han inden længe ville være en voksen Limnotréchus Lacústris med udvokset og elegant bagkrop.