Forbløffet over sin virketrang rejste Hansen sig fra sin stol og tog sin overfrakke på. Han havde i sinde at trave en tur, for at fundere lidt over hvad han skulle give sig i kast med. Ude på vejen var der et par med et barn i en barnevogn, og han glædede sig i sit stille sind over den tro på fremtiden, som han så spejlet i denne lille nye familie. De ventede på bussen ved et busstoppested, og han hørte manden sige til sin unge kone at bussen vist var lidt forsinket i dag og at der kunne blive problemer med at nå den anden bus som de senere skulle skifte til.

Hansen var ikke så nysgerrig at han ikke kunne styre sin nysgerrighed. Derfor gik han videre forbi dem uden at spørge hvilket ærinde de var ude i på dette tidspunkt, og hvor de skulle hen. Han gættede på at de skulle besøge et familiemedlem, men om det var en af bedsteforældrene eller nogle venner, turde han ikke vædde med sig selv om. Det var efterhånden blevet en vane for ham at lave væddemål med sig selv om hvilket ærinde folk var ude i, og undertiden var det svært for ham at forestille sig hvad cyklisten, den gående eller bilisten skulle med sin bevægelse fra et sted til et andet. Men han underholdt sig selv med at foretage to gæt. Det ene og det andet. Og når han således havde gættet lavede han et væddemål med sig selv om hvad målet var for de udvalgte trafikanter. Ofte havde han på en travetur været oppe på ti væddemål.

Han kunne ifølge sagens natur ikke få en afklaring på disse små indre stridigheder, der var i overensstemmelse med virkeligheden, men dette havde han slået sig til tåls med, idet han indså det umulige som umuligt at opnå.

Løsningen på dette lille problem havde han, som beskrevet, løst ved at lave et væddemål med sig selv, efterfulgt af, at når han kom hjem så tog han en terning og var udfaldet et lige tal var det det første gæt som var det rigtige. Hans indsatser var for det første gæts vedkommende at han skulle foretage sige et eller andet lidt træls gøremål, som f. eks. at vaske op, pudse et par sko, rydde op i en skuffe, osv., og indsatsen for det andet gæt var at han ville belønne sig selv med en kop kaffe med en kage til, en cigar, en whisky, el. l. og derpå sætte sig i sin lænestol, efter at have sat en cd i apparatet og herunder lade tankerne strømme gennem hovedet.

Han havde ingen mulighed for selv at styre disse tankestrømme, men han havde efterhånden opnået en færdighed i at styre tankernes hastighed. Ganske vist var der nogle dage en svipser, for det han havde væddet med sig selv om kunne være meget sindsoprivende. Det afhang jo selvfølgelig af hvilke trafikanter hans væddemål havde gjaldt, og hvilken situation de pågældende havde befundet sig i under deres færden.

En dag havde han således set en motorcyklist køre med en uhensigtsmæssig høj fart, og denne kendsgerning havde bragt hans sind i kog således at det første gæt var at motorcyklisten var på vej ud på en motorvej med det ene formål at se hvor høj en hastighed han kunne få maskinen op på i dag. Det andet gæt var, at motorcyklisten var på vej til dødsriget, idet han uden tvivl ville køre galt og blive dræbt under den uhyggelige tur.

Da han kom hjem viste det sig at det var det andet gæt der var det rigtige, og i overensstemmelse med væddemålets betingelser kunne han sætte sig i lænestolen og høre et requiem og drikke whisky og ryge en cigar.

Denne dag kørte tankerne lidt hurtigt rundt i hovedet på ham, for der var mange indfald i forbindelse med sådan en trafikulykke. Erindringer fra sin egen Sturm und Drang periode trængte sig på og han måtte undre sig over at han selv stadig var i live. Han havde gjort mange halsbrækkende ting i sin tid, og det var et under at det ikke havde haft andre følger end at hans tre koner havde forladt ham. Den ene efter den anden. Og nu sad han i sin ensomhed og fik tiden til at gå med at lade fantasien spille en større og større rolle i sit liv.

Men denne dag var undtagelsen. Som regel spekulerede han ikke over sine mange fejltrin, og ærgrede sig kun sjældent over den situation han nu var havnet i.

Han havde på en bustur til Venedig fundet en veninde, som han undertiden fik besøg af, og de samtaler de havde bar stærkt præg af at hans fantasi var livlig, og at han faktisk måtte betegnes som en stor løgner. Men hans hukommelse fejlede intet, så det indtryk veninden havde måttet få af ham var for hende ganske troværdigt.

At han bildte hende den ene historie ind efter den anden belastede ikke hans samvittighed. Han foretog sig intet uetisk overfor hende, mente han, udover at fylde hende med løgn, og det var vel ikke mindre interessant end hvis han havde siddet og fortalt hende sin livshistorie og krydret den med småfilosofiske indfald. At hun en dag måske ville indse at han havde siddet og opfundet den ene umulige situation, som han havde læst sig til, ville sikkert ikke ende med at hun følte sig taget ved næsen. Det forholdt sig jo således at det var ganske umuligt at skelne mellem fantasi, virkeligheden og fantasier om virkeligheden, når det kom til stykket.

Da han denne dag kom tilbage fra sin gåtur, viste det sig at det var det første gæt om hvor familien ved busstoppestedet skulle hen, der var det rigtige, og han måtte nu i gang med opvasken.