Skil din læber fra hinanden,
åben din mund,
snak, råb, skrig,
bare lav en lyd,
og ikke sid der i stilhed.
Dine øjne er døde,
blanke, våde, røde,
og jeg må ikke længere,
tørre dine tårer bort.
Hver en tåre du fælder,
rammer gulvet.
En vandpyt har samlet sig,
for enden af din lange krop.
Snart vil den drukne os,
men før den drukner dig,
har den slugt mig,
dine følelser,
trækker mig ned,
i vandpytten,
den kvæler mig,
i dårlig samvittighed.
Du holder ikke længere om mig,
men din stilhed,
strammer grebet,
om mig.
Vi flyver ikke længere,
på en sky,
vi bryder os ikke om lyserød,
så vores sky var gul,
som solsikkerne.
Men nu er solen gået ned,
skyerne er blæst væk,
og blomsterne er døde,
druknet i ulykkelighed,
og alt for meget vand.