Hurtige skridt nærmer sig døren til det rum, der har været rammen om mit liv i lang tid. Helt hvor længer er jeg ikke klar over, kun at den skarpe forårssol var begyndt at bore sine stråler ind i enhver sprække der måtte være den tilgængelig. Og menneskeheden var begyndt at stille havemøblerne frem, og haverne blev hakket, skuffet og revet for at sæsonens kommende afgrøder kunne få de bedste betingelser at vokse sig store og vitaminrige under. Ofte har jeg tænkt på denne proces, år efter år, måned efter måned, dag efter dag. For mange ville disse tanker være banalt sludder, men ikke for mig.
Anna sidder på sengen med korslagte ben og hovedet dybt begravet imellem armene, da hun bliver afbrudt af en blød og sikker banken, der får hende til at ranke sin spinkle krop. En midaldrende kvinde med pagehår og briller træder ind af døren, efterfulgt af en lille bred dame med et vildt nypermanentet hår. Anna genkender straks kvinden med pagehåret, selvom det er adskillige år siden deres veje skiltes, hende for at læse medicin i København og selv var hun taget på højskole for at rekreere sig oven på den mest elendige studentereksamen der efter rektors udsagn, nogensinde var taget i Storstrøms Amt.
Kvinden rækker hånden frem "Kirsten Olsen, første reservelæge" hun smiler på samme varme måde som Anne tydeligt husker fra gymnasietiden.
Kvinden med det store hår har Anna set før, dog uden at have udvekslet noget særligt betydningsfuldt med hende.
Kirsten lægger en hånd på Annas knæ, der stadig sidder i samme stilling som da de trådte ind af døren. Hun tøver lidt vender sig imod sygeplejersken og siger: "jeg vil gerne være lidt alene med Anna" hun nikker forstående og forlader stuen.
Et godt stykke tid sidder de tavse i hinandens selskab. Anna stirrer tomt ud i rummet med et livløst blik, intet er at spore i hendes øjne. Kirsten sidder og betragter hende og håber på, at hun blot vil give et lille suk fra sig, der kunne indlede samtalen. Hun er nu rykket tættere på og holder om hende;" jeg er ansat i et vikariat" starter Kirsten, "og da vi gennemgik din journal, havde jeg ingen anelser om, at du er den Anna Lund der var min bedste veninde i gymnasieårene".
Hun giver slip på Anna, går hen til spejlet der hænger på skabet, "i ved sådan et der kunne have været indbygget på et børneværelse som fast inventar". Spejlet flugter pænt og præcis lågens kanter. "Kan du huske da vi i en latintime havde udstyret os med hat og skæg, for at gøre oprør mod den etablerede, borgelige pænhed"? Hun lader langsomt hånden stryge ned af skabslågen, fanger Annas blik i spejlet, hvor der nu er et lille smil at ane på hendes læber.
Kirsten spørger forsigtigt om de kan tale eller om det helst skal vente? Hun nikker, i lang tid har ingen spurgt til hendes behov, men nærmest følt sig et med hospitalets vante gang, kun varieret af lægernes forsøg på at forklare hvordan psykofarmakaene vil kunne hjælpe hende ud af denne magtesløse tilstand moderens død har bragt hende i.
Anna føler sig tryg i Kirstens selskab, "det har stået på i lang tid, det føltes som om en stor tung fjerdyne har lagt sig omkring mig, som en udrustning der hæmmer al min bevægelighed og blokerer for alle udtryksformer. Det er mors død der har ændret alt i min tilværelse, fra den ene dag til den anden". Kirsten beder Anna om at fortælle nogle af de episoder hun husker bedst fra barndomsårene. Hun begynder at fortælle med grådfyldt stemme. "Vi var en helt almindelig familie, far var timelærer på en af byens højere læreanstalter og mor var hjemmegående". Anna ser ned, et par tårer løber ned af kinderne. "Jeg var syv år da far døde, de efterfølgende år var svære, ikke mindst fordi mor søgte tilflugt i piller og alkohol og vores hjem blev hurtigt opholdssted for de øvrige dårligt stillede i boligkarreen. Særligt husker jeg Gunnar, han var en af mors gode venner, han kiggede dagligt forbi altid i de samme grå flannelsbukser, træsko og med tilbagestrøget hår. Aldrig var jeg i tvivl om Gunnars tilstedeværelse, for i samme øjeblik han trådte ind af døren blandede der sig en sær sødlig stank af gammelt sved og urin sig med cigaretrøg og duften af en lille piges sysler. Gunnar havde ofte en pose øl med og det samlede flere andre fra fællesskabet, når den sidste øl fra posen var drukket klunsede de om hvem der skulle hente den næste pose. Mor slap altid for hun havde jo mig. De kunne sidde ved det runde bord i stuen i mange timer, inden selskabet lod sig opløse. Der blev talt med højrøstede stemmer, af og til overdøvet af John Mogensens sang "Der er noget galt i Danmark", og skulle der snige sig et tavst øjeblik ind kunne man i opgangen høre Gunnas råb der lagde sig som en tung dis efterfulgt af et rungende ekko "Else for helvede du er den dejligste ...". Jeg væmmes stadig ved tanken. Men en månedlig ydelse fra Annas fars arbejdsforsikring havde lige netop inkasseret nok til at kunne betale de faste udgifter og give dem et sparsomt eksistensgrundlag. Mødrehjælpen havde også været behjælpelig med tøj og gode varer op til højtiderne. Resten fik de skrevet nede hos Larsen.
Mødrehjælpen kendte godt til mors problemer og en dame der var kommet for at tale med mor, havde sagt: "at det kunne gøre mig godt, hvis jeg havde en anden voksen der kunne fungere som ventil. Jeg havde hørt det alt sammen ude fra gangen, men ikke forstået meget af det. Men i hvert tilfælde havde jeg fornemmet at det var en noget særlig gæst, for mor havde i dagens anledning gjort rent og kl 15.00 om eftermiddagen havde hun endnu ikke været nede hos Larsen efter øl og smøger. Og hverken Gunnar, Grethe eller Verner var dukket op som de plejede når de var tilstrækkeligt bekymrede for mor".
Anna fortsætter, "jeg besluttede mig for at jeg den næstfølgende dag ville spørge fru Bak henne i skolen om hvad fungerende ventiler var for noget, for jeg forstod det simpelt hen ikke. Den næste dag stillede jeg så Fru Bak spørgsmålet, skønt jeg godt vidste, at hun ikke brød sig om spørgsmål der ikke kom det aktuelle emne ved vi arbejdede med, men jeg måtte vide det". Fru Bak havde lagt hovedet på skrå og nærmest hvæst det ud, som en kat der med rette forsvarer sin naturlige selvstændighed, ser du Anna, en ventil kan fungere eller ikke fungere, ventiler sidder i huse for at forbedre indeklimaet. Ventiler sidder også på cykelhjul og er den der bristet da er cyklen flad.
Jeg var ni år da jeg stillede Fru Bak spørgsmålet og mange gange siden har jeg tænkt på hvorfor ingen gjorde noget???
Det hele var så synligt. Men jeg lærte at tie og den verden jeg kender er min verden.
Skolen klarede jeg, gymnasieårene var befriende de lagde en kløft til mors skæbne. Få mennesker har jeg haft tillid til, men min flovhed og loyalitet over for mor betød, at ingen kom helt tæt på mig. Jeg måtte beskytte hende.
Mit eget liv er nu bristet for bestandig, men alle i der har gjort mig uret skal vide, at når jeg engang bevæger mig op af alléen, vil i stå som gule liljer mellem piletræer og mos og knejse af mig i samme hierarkiske orden som altid. Ingen stillede spørgsmål, i udførte jeres job med pligt. Langsomt vil i visne dø og i jordens muld vil i være spor efter noget der var engang.