Alt mærkes så ubeskriveligt varmt og trygt på barselsgangens puslestue. Her er varmt og lyst, indretningen er sparsomt og klinisk. I en af de to stole kommanderer en sygeplejerske Lea til at sætte sig. Hun vil se hendes modertalent.

Stille men angstfyldt og med dirrende krop lader hun sig synke ned i den cognacfarvede læderstol, hvor sikkert tusinde af nybagte mødre har næret deres spæde børn. Lykkelig og stolt og med et moderinstinkt der får kroppen til at sprænges af hengivenhed og som får mælken til at vælte ud af de spændte bryster ved synet af deres nyfødte barn.

SÅ LYKKELIG OG STOLT SOM KUN EN MOR KAN VÆRE!!!

Nænsomt og med væmmelse imod sine kvindelige fortrin, som jo lige netop skulle gøre det rigtigt og lykkeligt at amme sit kun få timer gamle spædbarn.
   Selv under opsyn burde det gå, men kroppen blokerer, rædslen og frygten har samlet sig i store knuder, det gør så forbandet ondt og overtrykket af de fysiske såvel som de psykiske sår søger afløb. Lea ved, at hvis hun kan stå denne distance er den første forhindring overstået og endelig må hun jo gøre sig godt over for denne sygeplejerske, hvor hendes skæbne helt og fuldt ud er i hendes magt.
   Lydigt lægger hun drengen til brystet og han sutter med det største velbehag et menneske kan indtage et måltid mad med, ikke et sekund viger de fra at have øjenkontakt med hinanden.
   Sygeplejersken der er en midaldrende kvinde med gråt kortklippet hår og briller syntes ikke at have mange anderkendende træk over for Leas vel vel nok største kamp i livet.
   Irritabelt men venligt retter hun Leas kropsholdning. "Ret ryggen og numsen tilbage" kommanderer hun. Overkroppen bliver med et' fem centimeter længere og såret fra kejsersnittet mærkes som et stort og åbent sår, hvor alle uden videre kan gøre sin entre' egentlig uden at have adgang.

Som Lea sidder der med ryggen så rank, at enhver umiddelbart ville tro at det var en forberedende øvelse til at søge om optagelse inden for militæret og numsen presset bag ud, ville det være umuligt selv for den mest svajryggede hest at gøre stillingen efter.

Barnet som hun havde besluttet sig skulle hedde Bo suttede længe og tilfreds.
   Ved enhver lejlighed de var alene, hviskede hun til ham, at nu måtte de begge være tapre hvis sejren skulle være deres. Hans gengældelsesblik forvissede hende om, at han forstod alt (hvilket han naturligvis ikke gjorde). Men blikket gjorde hende stærk, så stærk, at selv et menneske fra det fjerne Østen ikke ville være et sekund i tvivl om hendes nære slægtsskab med vikingerne.