Hun havde inviteret ham ud at spise, langt og længst fra den traditionelle rollefordeling, men Marguerite havde nu engang haft travlt og han havde ikke været hurtig nok til at åbne munden. Selv. Havde han spurgt hende, til gengæld, da kunne det grangiveligt være, at svaret havde været et andet end hvad han selv gav (ja), måske havde hun ligefrem slået sig til tåls med helstegt kylling i Augustus' smarte gør-det-næsten-selv-ovn på endnu en langsommelig, tomhændet mandag, men hun lod sig dog sjældent, nej, hun lod sig sjældent nøje, gjorde Marguerite - til trods for at hun i dette tilfælde havde set sig tvunget til netop dét, havde ladet sig nøje med Marcus, i hans sted.

Den lille dreng, som den store kejsers stedfortræder.

De havde ikke valgt noget så stort og stort bevåget som Chiggeri, det kunne hans karriere, hvor end døende han højlydt beklagede sig over at den allerede var, slet ikke bære eller tåle eller udholde. I stedet havde han valgt en mindre opsigtsvækkende pita-bar, et sted han kendte, et sted han kom nogle gange med sin søster, et sted ikke langt fra hvor han boede, fik han sagt. Alle tre ting i én sætning og hun havde leet, joket at han endelig ikke måtte forvente, at hun fulgte ham hjem bagefter. Også.

Restaurantens råvarer var friske og brødet hjemmebagt. Det var billigt, ikke at Augustus' udstedte kreditkort ville gøre sig til dommer over sådanne håndører, ville det vel. Ah, men det var billigt uden at være discount, ikke at hun var for fin til hverken McDonald's eller Burger King, når det skulle være, ikke sandt? Billigt, lige så man havde råd, lige så det var til at købe... Imens hun havde stået dér ved disken og fyldt sit brød til randen med stegt kylling, croutons, salat og andre sådanne lækkerier havde også Marguerite følt sig ganske (sig det ikke) billig, uden at vide og helt bestemt uden at spørge hvorfor. Maden smagte jo som de ti Euro den kostede, hans selskab smagte af kun en smule mere. Sandsynligvis var det derfor.

"Mæt," spurgte han, forhørte Marcus sig friskt og veloplagt, da hun lagde bestikket fra sig efter den første pita var spist, pist væk, færdig.

"Ved Gud, aldrig," svarede hun, ventede i fuld forventning kun de givne to sekunder der gik, før han begyndte at le, som om det overhovedet havde været tænkt som en vittighed, som om Marguerite Gagnon nogensinde jokede og ikke mente hvert et ord hun sagde, som om hun ikke havde blot leget med tanken om at følge ham til dørs, når hun engang havde gjort kål på sit tiende brød med fyld, i stedet for at måtte vralte ud på gaden, trille tilbage til den naturligvis stadigvæk tomme lejlighed som en balje, en bøtte, en brugt spand.

Imens hun spiste de ni næste portioner, imens hun spiste til hun brækkede sig og han umådeligt velopdragent skubbede hendes hår væk fra ansigtet ude på toilettet, ventede Marcus da også på hende, uden hverken krav eller formaninger. Ganske uden ord. I stilhed, som en god dreng, en helt igennem god dreng. Så sød han var, det måtte hun virkelig give ham.

Af samme grund, fordi han ikke blot var pæn, men sød som sukker, som sirup, stoppede hun ham, inden de nåede tilbage til hans lejlighed, hvor end inderligt hun først havde udtrykt sin lyst til at se den - ja, lysten, såvel som nødvendigheden af at låne en tandbørste, havde hun lagt på tungen og formet i den eneste valuta som han på ingen måde havde stået hele aftenen og manglet, ordene han i det mindste forstod. I hans givne hverv. Den gæve journalist. Nu var det i kontrast, nu var det tyst og tavst, se blot, denne gang var det langsomt at hun lagde en hånd på hans overarm, holdte ham tilbage, inden de sammen kunne vandre de sidste hundrede meter til deres bestemmelsessted. Hans bestemmelsessted. Kun hans.

"Bare indtil den næste sidevej," smilede han, troede måske hun var utålmodig.

Marguerite smilede ikke og det var et så uvant udtryk, at hendes mundvige føltes dirrende i deres iver efter at forme sig, hendes øjne store under al makeuppen, tunge, våde. Åh, men opkastet sved også stadigt i næsen, det var galden der gjorde sit indtog nu og sikke meget hun indeholdte af den, måtte hun lige have lov. At sige. "For vores begges skyld, min kære - så går jeg ikke med dig hjem i aften."

"Men, jeg har en tandb..." startede han en sætning der aldrig blev færdig, rungede blot hult mellem husene.

"Du kan få mit nummer, skriv til mig, er det ikke dit job?" Hun rakte ud og greb hans hånd, møvede læderhandsken af og skrev, med den fine, finurlige kuglepen som hun altid havde liggende i tasken for checkbøgernes og bankernes skyld, sin lille liste af stringent sammensatte to- og syvtaller på bagsiden, hen over den underspillede definition af knogler og blodårer. Skrev sit nummer til ham, i blåt.

"Går du nu?"

"Tro mig, det er bedst."

Han bevægede sig ikke, så Marguerite bevægede sig for ham, trådte tæt på, tæt nok til at presse et blødt kys imod hans kind uden den lette luftighed og afstanden hun havde lagt på Bonn. Han havde, når alt kom til alt, administreret hendes hår, imens maveindholdet var væltet ud af munden på hende, han var givetvis den reneste, skæreste gentleman man kunne forestille sig og dét alene var så forfærdelig problematisk. Hun kedede sig jo, hun kedede sig med ham ligesom hun kedede sig uden, men staklen havde selvfølgeligt og vitterligt ingen skyld i sin egen utilstrækkelighed. Dette valg tog hun helt, tog hun holdent for sin egen skyld. Fordi Marcus blot var stedfortræderen, ikke... ikke... måtte hun naturligvis vælge ham fra og helstegt kylling til, endnu en aften. Endnu en aften, af den slags. Således var valget hun havde. Det ene. Den ene.

Inden hun trak sig væk, drejede han hovedet en smule til siden, kun lige nok til at deres læber kortvarigt rørte hinanden, lukkede og ledende. Det var intet rigtigt kys, den slags var alt for forbudte, alt for farlige. Derudover smagte hun vel som et surt opstød, præcis så svær var Marguerite efter sigende at sluge. Havde nogen engang påstået, huskede hun pludseligt i dette øjeblik.

"Sig tak for mad," beordrede hun ham i den mest flyvske stemme, hun kunne fange og sætte fri igen på under et halvt minut.

"Tak for mad," adlød han.

"Jamen, min kære, det var så lidt!"

Leende vendte hun sig om, gik næsten ind i sin bodyguard der var kommet op bag hende, men lod sig gladeligt indfange af hans hænder, før hun snublede, før hun faldt. Marcus' fodtrin faldt derimod frit efter endnu et bævrende minut, faldt som lyden af tordenvejrsregn mod fortovet, idet han fortsatte ensomt ned ad gaden, men Herregud. Var alle ikke alene i denne verden? Så speciel var han heller ikke, ikke speciel overhovedet.

Marguerite vristede sig fri fra hvad han nu end kunne forestilles at hedde og slingrede, mere end trippede, mere end vraltede, på en skævvredet hæl tværs over gaden - mod gyden hvor hun vidste, hvor hun skam havde set, at bilen var blevet parkeret. Helt usynligt og helt ulovligt.

Og altid helt fantastisk tæt på. Som alt der var Augustus', undtagen Augustus selv.