En frossen sø, frosne tårer, frosne håb og frosne år. Jeg danser alene, uden sikkerhedsnet. Min frihed er det vigtigste i verden, for uden den er livet ikke mit eget. Uden friheden er jeg ude af stand til at flyve. Ude af stand til at danse min egen dans mens jeg sletter den tynde streg af en mund og erstatter den med et smil. Tæppet går ned og stykket starter. Jeg sidder og stirrer på den tomme side, før jeg åbner vinduet og lader vintersolen belyse de ord, som jeg end ikke kan finde. Jeg søger i det fjerne og snart er det så tæt på, at jeg næsten kan smage det. Når det er nat stirrer jeg på månen og ser et stjerneskud mens jeg nynner en vise ved vandet og gør op med mig selv, at hvis du var her, så ville jeg nynne for dig. Jeg slipper mine hæmninger, mærker regnen på min hud. Ingen kan føle hvad jeg gør, ingen kan tale ordene der undslipper mine læber, så jeg drukner mig selv i de usagte ord:
Har du nogensinde tænkt over det, at være menneske? Det. At. Være. Menneske. At du er en sammensætning af en masse organismer. At du er et individ, et normativt væsen der kan påtage sig en rational forpligtelse, dit hjerte slår uden du skal give det besked på at gøre det og du indånder automatisk oxygen, når din hjerne registrerer at den mangler det.
Dorthe er mere end det. Dorthe som i Dorthea.
Hun er et nostalgisk menneske og er derfor et inkarneret familie menneske - hun lever og ånder for de gammeldags værdier og ideen " til døden jer skiller". Hun elsker og værner om hjemmelivet og værdsætter sikkerhed og tryghed meget højt. Jeg ser altid, at hun er mest lykkelig når hun er omgivet af sin familie og hun gør alt for at harmonien og fællesskabet skal vokse. Glæden i hendes øjne er ikke til at tage fejl af.
Hun er ikke blot en tirsdagstaknemmelighed. Hun er let at beundre, så let at fordybe sig i. Hun ejer de dybeste blågrå øjne - så dybe, at man får lyst til at hoppe ind i dem og tage hende med på eventyr. At surfe på mælkevejen, beundre stjernerne, besøge Pluto og hele universet.
Hun spiller på sin stemme som var det et instrument, stryger langsomt over strengene indtil man får helt ondt i maven af længsel efter det hun fortæller. Jeg elsker at høre hende tale og foretrækker at falde i søvn til lyden af hendes stemme frem for en melodisk melodi - at falde i søvn til lyden af hendes stemme og skrive vores historier i mine drømme. Hendes latter er som fuglesang på en forårsdag og når hun udtrykker et lille fnis, kan jeg se hende som ung i en prikket kjole som Baby i "Dirty Dancing". Smilet er smukt og smittende og hendes aura lyser rummet op med enestående energier. Det er ikke kun hendes smil som er smukt - hun er en pyntelig kvinde og hendes sofistikerede hjem afspejler sig også i hendes fashionable påklædning, men hendes ægte skønhed stammer langt inde fra hjertet af. En skønhed som vokser sig stor i ord og handlinger. Selv i hendes dybeste søvn, sammenligner jeg hende med Tornerose. Hun kan blot med sit væsen og sin eksistens forstå at tæmme mine tanker og så elsker jeg hende for hendes nærvær. Hun er ikke som de andre - hun skilte sig ud. Somme tider ligger hun sig i min seng og holder om mig. Alene hendes duft giver mig en livsalig tryghed, jeg føler mig omslynget af kærlighed og føler, at hendes krop er som en barriere mod al ondskab i verden. De mørke steder er ikke så mørke, når hun er mig nær.
I visse situationer er hun genert, ydmyg, selvkritisk, forsøger sig undseelig og har brug for anerkendelse, men mest af alt udstråler hun selvsikkerhed og selvbevidsthed, trods hendes nu og da usikre indre, men hun besidder en styrke og en rygrad som vi var mange der beundrer.
Had er kun et tillægsord som jeg tager i brug når mine indre dæmoner skriger højt, men her gør jeg en undtagelse. Jeg hader det, at ikke have hende i nærheden, jeg hader at se hvordan hendes bedårende smil ændres til en mundvige der vender mod syd og at kunne skimte mørket i hendes øjne når hun mangler overskud eller bare er rigtig ked af det, men ikke vil pine verdenen eller mine ører med hendes tanker. Jeg hader når hun bliver frustreret og hele hendes kæbeparti spændes og hendes arme lægges over kors. Jeg hader når hun slæber sin krop ud ad døren, når hendes kropssprog skriger at hun hellere vil blive hjemme. Derimod, så elsker jeg den måde hun omfavner mig. I sekundet hun rør mig får hun blodet i mine årer til at summe og hun renser hun min sjæl for al dårligdom. Jeg elsker hvordan hun indifferent kaster sin bil ind på en parkeringsbås og hvordan hendes krop bevæger sig til lyden af Lukas Graham. Jeg elsker at se hendes smil udfolde sig og på et millisekund blive til en latter, jeg elsker den måde hun var er flyvsk og alligevel helt nede på jorden, jeg elsker den måde hun beundrede sin elskede og den måde hun med et saligt udtryk kan kigge ud på regnen, mens hun i mange minutter underholder mig med en snak om vejret. Ikke på den kedelige "hvad skal vi nu snakke om" måde, men på en intens og interessant måde som kun hun kan.
Og jeg? Jeg er poetisk patetisk. Jeg pakker min mudderbunke ind med gavepapir og binder den med en sløjfe. Jeg drømmer, drømmer for meget. Drømmer om alt fra højre og venstre og lader lyset og mørket kæmpe en kamp. Drømmer at hun vil putte mig i min nye seng og ligge dynen over mig. Dynen som duftede så dejligt af blomster, lukke døren til mit nye værelse og kigge en ekstra gang på mit navneskilt udhugget i granit. I stedet lægger hun et tæppe omkring mig og renser mine blodige arme med saltvand. Jeg er flov over, at jeg vrænger ansigt over smerten når det er mig selv der havde påsat den, men Dorthe er ligeglad. Hun ser på mig med sit bedrøvede blik, ser igennem mine øjne som var de åbne døre og kigger så indtrængende på mig, at jeg tror hun kan skimme resterne, de rester af min sjæl der var tilbage.
"Spis søde, spis. Tyg og synk. Næste bid. Igen. Jeg ved, at det gør ondt. Jeg ved, at det ikke føles godt. Jeg ved, at din sult er anderledes end min egen. Måske har du ikke engang en sultfornemmelse? Jeg ved, at du ikke nyder maden. Jeg ved, at du får skyldfølelse hvis og når du spiser. Forestil dig, at kunne spole tiden tilbage og lokalisere det millisekund, du begyndte at tælle kalorier. Nogle gange spekulerer jeg - jeg spekulerer på, om du, hvis du kunne, ville gå tilbage i tiden og stoppe dig selv i, at se på kalorieindholdet på yoghurten.
Spis nu. Bare lidt. Du siger, at du ønsker at være et levende skelet. Lad mig fortælle dig noget om knogler: Vinden suser ret igennem dem, som var de huller i et træ. Og de knækker også. De knækker lige over.
Er du sulten? Jeg ved, hvor meget du hader det spørgsmål. Jeg håber, at jeg en dag kan finde en anden måde at spørge på. Og stemmerne... Jeg ved, at de råber ad dig og at tvinger dig til at faste. Selv jeg kan høre dem."
Dorthe er den som hjalp mig med at skelne mellem min hjerne og mit hjerte. Nogle gange tager vi store spring og andre gange tager vi små skridt. Selv det mindste skridt kan kræve en masse mod. F.eks. som da jeg klatrede ud af min benægtelse og måtte indrømme mit reelle behov for hjælp. Som at stole på hende når hun forsikrede mig om, at jeg ikke ville dø af, at spise en skål yoghurt og så tage endnu en skefuld op til munden og plante den på mit lyserøde transportbånd. Som at søge efter et smil helt indefra hjertet, når mit sind havde travlt med at skrige, hvor trist jeg burde være. Åh, hun lærte mig så forfærdelig meget.
Hun hjalp mig med at redegøre for en af de mest skræmmende følelser i verden: Når det går op for dig, at du ikke er bange for at dø. Du kigger dig ikke længere for, før du krydser vejen. Når du kører i bil, sætter du farten op til 110 km/t og overvejer et kort øjeblik at køre i grøften. Du er ikke bange, når du hører underlige lyde i huset, for ærlig talt er du lidt ligeglad, om det er en mand med en motorsav. Du kigger på dig selv og bliver bange, for du er ikke den du engang var.
Da jeg var fem år, brød min verden sammen, hvis jeg fik en skramme. Nu og da bliver jeg høj af følelsen af smerte og synet af blodet der drypper. Det er et moderne eventyr, og der er ikke nogen happy ending, men det var forskellen på hende og jeg: Hendes evige optimisme og syn på livet. "Selvmord er snyd.", lød det så ofte fra hendes mund, eller også var det blot hendes tanker som jeg kunne høre. Når hun pakkede sin forplejningskasse sammen og forlod mig, talte jeg hvert et skridt hun tog.
Hun lærte mig, at uanset hvad der sker og hvor slemt alt står til i dag, så går livet videre og morgendagen vil prise dig bedre. Hun lærte mig, at man kan fortælle meget om en person ved disse tre situationer: en regnfuld dag, mistet bagage og en sammenfiltret juletræslyskæde. Hun lærte mig, at det at være i live og det at have et liv ikke kan sammenlignes. Hun lærte mig at nogen giver en ny chance og at når jeg tager en beslutning med mit hjerte, så er det som regel den rigtige beslutning. Til sidst lærte hun mig, at jeg stadigvæk har meget at lære, at folk vil glemme hvad du sagde, hvad du gjorde, men aldrig hvordan du fik dem til at føle og at selv når fiasko har en stemme at tale, så kan jeg råbe højere.
Jeg hverken kan eller vil være foruden dig, Dorthe.