Umiddelbart efter lussingen er jeg tom i hovedet. Jeg har så mange tanker, men hendes flade hånd slog dem alle sammen ud, og nu sidder jeg her og kan ikke sige noget. Det er på en måde komisk, hvordan tanker bare sådan kan forsvinde. Jeg kan nærmest høre dem ramme parketgulvet og trille væk. Jeg rejser mig og går ud af stuen, siger kun ganske lidt til hende. Tavsheden hører hun nemlig bedst. Imens jeg knapper min frakke, kommer hidsigheden tilbage til mig. Chokket er allerede ved at lægge sig. Jeg får lyst til at gå tilbage; enten for at slå igen eller skælde hende ud. Alligevel samler jeg nok fornuft til at åbne hoveddøren og gå min vej. Jeg smækker døren hårdt og tørrer min hage. Der er blod på mine fingre, det kommer fra min læbe.