Hun standser forpustet under det blafrende Dannebrog, og ser skiftevis på telefonens sorte skærm og ud over de grønne marker, og synes det er som om der er en hvis forbindelse imellem de to. Markerne som de kaldte dem ( Hvorfor skal vi vade rundt på de der åndssvage marker?) bliver nu overløbet af bumsede teenagere i designertøj og med i-phones i hånden, som fnisende farer rundt imellem hinanden og tager selfies ved diverse mindesten og andre historiske afmærkninger. Hun sukker. Hun kan blive så forbistret over det, at hun nærmest skammer sig. Hun har prøvet at forklare dem det. Krigen i 1864, slaget ved Dybbøl og de mange tabte, danske liv. Hun har sågar prøvet at gøre det mere levende for dem med oplæsning af breve fra fronten og grafisk detaljerede beretninger om afskudte hoveder, afrevne lemmer og flænsede maver, men intet, INTET er tilsyneladende trængt igennem til dem. Dengang hun valgte at blive historielærer, havde hun rent faktisk et naivt håb om at man kunne præge de unges sind. Trænge ind i hovederne på dem. Forarge dem, begejstre og opildne. Hun var ikke klar over at det mindst krævede en Instagram konto, et populært twitterfeed eller en velbesøgt blog at trænge igennem.
   Hun fisker pakken med cigaretter op af lommen, og tjekker telefonen igen. Der er stadig ikke kommet noget, og hendes hjerne går automatisk straks i gang med at bortforklare og berolige. Selvfølgelig er der ikke kommet noget. Det er da klart. Han har travlt. Selvfølgelig. Han har jo ikke ligefrem den slags job, hvor man har tid og mulighed for når som helst at kunne besvare en sms eller en email. Det betyder jo ikke at der er noget galt, eller at der er sket noget. Selvfølgelig er der ikke sket noget. Det er da en helt vanvittig tanke. Han har bare travlt. Det er jo selvfølgelig hårdt og det kræver hans fulde opmærksomhed, så kan han jo altså ikke tage hensyn til at hun sidder derhjemme og venter med en temmelig livlig fantasi på standby.
   Hun løfter hovedet og ser ud over sine elever igen. Forkælede møgunger, tænker hun, og hun forstår stadig ikke hvorfor de ikke kan se det samme som hende. Hun har altid elsket historie. Ikke for de voldsomme krige og de blodige sår, men for menneskene. De tapre, de bange, de døde, de sårede, de glemte og de glorificerede. De elskende. Vinderne og taberne. Heltene og skurkene. Alle sammen. Hun kan livligt forestille sig hvordan en ung mand kæmpende i krigens klamme og desperate feberhede er segnet lige der hvor hun står. Det er lige før hun kan høre hans døende røst stige op igennem græsset og rallende hviske hans elskedes navn, og lige præcis i dag virker det endnu mere hjerteskærende ubærligt end normalt. Hun ser på den krøllede brochure i sin hånd, hvor et maleri stirrer tilbage på hende med de stålfaste blikke i soldaternes blanke øjne, og hun forestiller sig at det måske var ham i midten. Ham med overskægget og kraven knappet godt op om sin hals. Han havde forældre derhjemme som elskede ham og kun nødigt havde sagt farvel. En kone, en ung og smuk ny brud som ventede på at høre fra ham. Hun sad måske et sted i København eller i Odense og ventede utålmodigt med alle sine nerver siddende i en rystende synål eller strikkepind, og bare ventede på det der ene brev der kunne redde hele hendes verden, men det kom aldrig. Han skrev aldrig igen. Han kom ikke hjem. Han døde alene og uset i støvet fra virvaret af andre døde og dem der stadig kæmpede for at nå hjem til dem som de havde kær, og hun er lige ved at tude ved tanken. Åh gud, han kom aldrig hjem. Hans stakkels forældre. Hans stakkels kone. Han var ikke bare en plet i historiebøgerne eller et tal i en statistik, en fiktiv karekter i et computerspil. Han var et rigtigt menneske med en rigtig død, og der sad nogen på den anden side som elskede ham og kom til at savne ham, hvorfor kan de ikke se det? I ren arrigskab får hun lyst til at råbe det ned til dem, men hun gør det ikke, for hun ved godt at det i virkeligheden har meget lidt med soldaten med overskægget og den opknappede krave at gøre.
   Hun tjekker telefonen IGEN, og den er stadig så stille og sort at hun næsten kommer til at hade den, som om det er dens skyld, og så er hun endda heldig at hun har den og ikke skal sidde og vente på et brev, der kunne være så længe undervejs at det alligevel var for sent når det nåede frem. Alligevel føles ventetiden som tortur, også selvom hun konstant forsøger at minde sig selv om at det jo altså er ham der er udsat for den eneste reele fare, og hendes job i virkeligheden er det nemmeste, men hun ville næsten også have det bedre hvis hun selv var med, så kunne hun idet mindste holde øje og altid vide hvad der foregik. På den anden side ville hun dø af skræk hvis hun var med, og det er måske i virkeligheden meget godt ikke at kende alle detaljer, så det er en ligning der aldrig nogensinde kan gå op. Sommetider får hun lyst til at gøre ligesom Maude i Matador, og bare gå i seng og blive liggende til han igen er tilbage på dansk jord og i sikkerhed, men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre rent praktisk, det ved hun godt. Hvad så med hendes job? Hvordan skulle hun få penge til det? Og engang imellem var hun vel også nødt til at gå ned og handle for ikke at dø af sult, men så er det hun kommer til at tænke på alle de andre kvinder igen. Hvordan bar de sig ad? For de fleste af dem var det ikke bare deres kærlighed de sendte i krig, men deres forsørgelse, hele grundlaget for deres verden. Åh de stakkels mennesker, så megen ulykke, og så endda på egen jord. Hun kan næsten ikke holde ud at tænke på det. Tjekker telefonen igen. Ingenting.
   Hun puster røgen ud gennem næseborerne og smadrer cigaretstumpen mod en opstillet affaldsspand, inden hun går ned imod den larmende klasse. Det er lige før hun synes hun kan høre blodet sjappe under sine støvlehæle, og hun ved selvfølgelig godt at det bare er ren indbildning, men hun ville da ikke et øjeblik fortænke de døde i at have lyst til at rejse sig fra mudderet, for at slå tilbage mod de højrystede, intetanende teenagere der 150 år senere farer rundt som om intet nogensinde var sket. Hvis bare de kunne, tænker hun, sikke et chok de ville få, og så kunne de måske endelig lære det, mere levende og nærværende kunne det da i hvert fald umuligt blive. Hun er i ualmindeligt dårligt humør. Hun ved det godt, og det i virkeligheden også lidt synd at de så skal trækkes med hende, så på den måde ville det nok være bedre hvis hun bare kunne gå i seng. Findes der mon en særlig ydelse i den slags tilfælde? En kompensering for ekstrem psykisk belastning?
   "Så er det godt, råber hun, og det er først i det øjeblik det kommer ud af hendes mund at det går op for hende hvor højt det egentligt er, men det har den ønskede effekt og med et bliver der helt stille og 25 sæt 16 årige øjne stirrer på hende.
   "Det var meningen at I skulle gå rundt og fundere over historien," siger hun.
   "Ikke at I skulle rende rundt og tage selfies og sidde ovenpå stenene og male negle, vel? Tag lige at vis lidt respekt for stedets historiske værdi."
   "Slap dog af," mumler Jonathan en af de mest fremtrædende af drengene. Den som de andre drenge ser op til og den som alle pigerne vil være kæreste med. En typisk 16 årig dreng med slikhår og attitude og enormt mange følgere på Instagram. Det var ham der prøvede at sætte hende ind i fænomenet og lære hende at man altså ikke bare kan bruge det til at poste billeder af historiske seværdigheder og gamle sten, i hvert fald ikke hvis man gerne vil have likes, og det er tilsyneladende det som det hele handler om. Hun har prøvet det, men hun syntes ikke hun så andet end glimmernegle, piger der poserede og kærestebilleder. Et især er blevet hængende på grund af den tekst der fulgte med: sightseeing i Odense, som sådan fristede hende til at kommentere: hvis I virkelig er på sightseeing så tag lige og vend jer om mod den historiske kirke i baggrunden i stedet for at stå og stirre ind i en telefonskærm.
   "Det er sgu da ligemeget," fortsætter han.
   "Det er 1000 år siden. De er sgu da døde alle sammen, de er da ligeglade."
   "Derfor kan man godt udvise lidt respekt."
   "Jesus," svarer han på engelsk, fordi det er langt mere trendy, og han ruller med øjnene mens han siger det, så pigerne ikke kan lade være med at grine af ham.
   "Hvad siger din mand til at du er sådan en stram historienørd?"
   "Han... han siger ikke noget." Hun må tage sig sammen for ikke at begynde at tude. Hun har svært ved at tale om ham, når han ikk er hjemme. Sige hans navn kan hun slet ikke. Det er åndssvagt, ikke? Det er sådan et fint og internationalt navn, men hun kan ikke lade være med at tænke på alle de døde Christian'er der må findes rundt omkring i verden. Lige der hvor de står. Der er helt sikkert faldet et par, det hed man jo også dengang. Det er ikke til at bære, når hun selv går rundt og håber på at hendes stadig er i live.
   "Hvad laver han egentlig?" Spørger han stædigt, som om han har opfattet at der er noget interessant at komme efter der, og hun er nødt til at rømme sig for ikke at lade sin stemme fuldstændig grøde ud.
   " Han... han er i hæren, svarer hun, stadig uden navn. For guds skyld ikke sige hans navn. Det virker som en direkte knytnæve mod tudeknappen hver eneste gang.
   "Er han?" udbryder han og ser oprigtigt forbavset eller forundret ud.
   "Har han så været i krig?"
   "Ja, det... han er faktisk afsted lige nu."
   "Er det rigtigt? Wow, hvor sejt mand."
   "Ja, det..." Hun ved egentlig ikke rigtigt hvad hun skal sige. Er det sejt? I såfald hvorfor er det så mere sejt at være i krig nu end i 1864?
   "Det er jo helt vildt. Hvor cool. Tænk at du har sådan en sej mand. Har han Instagram?"
   "Nej," sukker hun og lukker øjnene et øjeblik. Hun kan se ham smile lige der på den anden side af sine øjenlåg. Stort, hvidt smil. Masser af tænder. Hun har altid syntes at han ikke bare smiler med munden, men med hele ansigtet. Det lyser i de brune øjne. Hele hans ansigt stråler. Hun kan næsten høre hans stemme. Vi kan klare alt. Hun åbner dem brat igen og de grønne marker skærer nærmest i hendes øjne. For fanden mand, det var vel også sådan de tænkte dengang.
   "Vi skal hjem nu," hvæser hun og gener dem tilbage mod parkeringspladsen og den ventende bus, som skal føre dem tilbage til deres egen tid og alle dens behageligheder, og mens hun gør det, kommer det tilbage til hende. De andre. Ikke bare kvinderne, men også soldaterne i kamp. Mennesker havde også følelser før de havde Instagram. Det er i virkeligheden det hun så godt kan lide ved historie. De ting der går igen. Kærlighed. Savn. De flyder ud af historiebøgerne, ud over tid og sted.