Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg tror at der hviler en forbandelse over kvinderne i min familie, og det er ikke den charmerende slags som man ser på tv med Sandra Bullock i hovedrollen. Nej, det er langt, langt værre. Vi går fra forstanden, simpelthen. Det er den letteste måde at beskrive det på. Vi ender som sammenkrøllede nervevrag på gulvtæpper i hele Danmark, men det mærkelige er at det altid starter så godt.

Min mormor er den første som jeg selv kan huske. I fotoalbums kan jeg se hende ung, smuk og smilende sidde med baby på skødet i sidevognen på min morfars motorcykel og vinke til kameraet, men det var ikke den mormor jeg kendte. MIN mormor var bange for alt, og jeg mener bogstavelig talt ALT. Hun kunne ikke køre i bil uden at sidde ved siden af chaufføren og trampe løs på sin usynlige bremse, så man blev helt bange for at hun skulle lave hul i bilens bund. Tordnede det så gemte hun sig i det vinduesløse bryggers, hvor hun så idet mindste ikke kunne se hvad der måtte være på vej af katastrofer. Nytårsaften stod hun med ansigtet mast mod den lille rude i døren, og holdt øje med at vilde raketter ikke stak ild til stråtaget eller prikkede et øje ud på et af børnebørnene. Det tydeligste billede jeg har af hende, var når hun sad i sin yndlings lænestol ved vinduet og bed negle. Faktisk bed hun så meget negle at det ikke var ualmindeligt at der lå et helt lag af de afbidte stumper på gulvet under hendes stol. Når hun ikke bed negle så strikkede hun, og jo mere nervøs hun var, jo hurtigere gik det, hvilket betød at vi alle sammen blev udstyret med meget lange halstørklæder og strømper der gik helt op over knæene. I meget af min tidlige barndom, handlede alting om at ingen måtte gøre noget der kunne urolige mormor, og det var morfar som styrede trafikken. Han var god til at dirigere det hele uden om mormor, for husfredens skyld. Skrallede tapetet eller sprang der et vandrør, så ordnede han det hele i stilhed mens mormor var ude og handle. Manglede nogen et godt råd eller lidt småpenge, så fiksede han også det, altid med det obligatoriske: sig det ikke til mormor. Der var nemlig ingen bekymring der var for lille til hende, man kunne jo aldrig vide. Det var også derfor hun havde gemt sin svigermors rationeringsmærker fra krigstiden, bare for en sikkerheds skyld. Da min mormor døde i mine tidlige teenageår, sagde de at det var på grund af et dårligt hjerte, men jeg tror personligt at hun tænkte sig ihjel.

Min mor minder på mange måder om min mormor. Da jeg var lille var hun den seje alenemor, som med en unge under hver arm ivrigt tog på såvel teltture i Løkken som busrejser til Italien, hvilket vi også har fotografiske beviser på. Jeg kan ikke sige præcis hvornår, men pludselig ændrede det sig. Jeg kunne komme hjem fra skole og finde hende grædende på gulvet ude af stand til at foretage sig noget som helst. Det startede med en frygt for at dø enten af Aids eller kræft eller noget tilsvarende modbydeligt, og så spredte det sig som ringe i vand til min mor pludselig også var bange for alting, bogstavelig talt. Hun blev bange når telefonen eller dørklokken ringede. Bange for at gå ud og møde andre mennesker, af frygt for at de var psykopater eller mordere eller hvis man var rigtigt uheldig, begge dele. Hun var bange for at køre bil, bange for at kommunen skulle komme og hente mig og min lillesøster og konstant bange for at den næste katastrofe lurede lige om hjørnet. Det kunne være alt fra Influenza, til en uventet regning eller en snestorm der gjorde det umuligt at komme på arbejde. Sommetider stod hun slet ikke ud af sengen, og så var det op til mig at se efter min lillesøster og lære hende kunsten ikke at gøre noget der kunne få mor til at græde. I perioder hvor det var rigtig slemt, sendte hun os ud til mormor og morfar og så kom jeg lidt på overarbejde med ikke at gøre mormor urolig og ikke at få mor til at græde.

Jeg var gudskelov så heldig at min søster var et utroligt glad og udadvendt barn. Min mormor kaldte hende et lille livsstykke, og hun kunne svært få alle til at smile med et lille synge og danseshow, en kæk bemærkning eller en lys ide. Det redede meget af vores barndom, men som det er med kvinderne i min familie, så varede det selvfølgelig ikke evigt. Hun var lige omkring 18 år da hun som den første endte på psykiatrisk afdeling, efter at hun virkelig havde taget frygten til et helt nyt niveau. Hun var blevet så bange for sin ekskæreste at hun kunne ligge vågen hele natten, af frygt for at han lå ude i et af hendes køkkenskabe og bare ventede på at slå hende ihjel når hun faldt i søvn. Det var mig der måtte aflevere hende på afdelingen, og jeg blev mildest talt selv lidt forskrækket da lægen spurgte hende om køkkenskabene da var store nok til at der kunne ligge et menneske inde i dem. Et øjeblik blev jeg helt ræd for at den her kvindelige psykiater selv var inficeret med et eller andet, eller måske muligvis var en fjern slægtning, så jeg skal da gerne indrømme at jeg tog hjem og tjekkede de køkkenskabe selv, men jeg tvivler nu på at der kunne ligge nogen på de smalle hylder. Nåh, men min søster var altså ikke længere det glade, lille livsstykke og det virkede som om hun havde fået en blanding af min mor og mormor. Hun bekymrede sig om alting samtidig med at hun i perioder ikke lavede andet end at græde.

Nu sidder jeg så her i dag midt imellem min søster og min mor. Min søster balancerer altid lige på kanten af det næste sammenbrud, og af en eller anden grund synes det for tiden at være bundet op i hendes hår. Min mor er bange for at køre bil i myldretid, i snevejr, i regnvejr, i Jylland og især når det er mørkt. Af og til sniger tanken sig ind på mig, hvornår er det min tur? Jeg er en kvinde og det er lykkes mig at fylde 30 uden nogle nævneværdige symptomer, men hvor længe holder det? Jeg er nødt til hele tiden at tjekke efter i mig selv. Blev jeg virkelig bare bange for mørket fordi jeg lige havde set en gyserfilm? Er min mærkelige trang til lige numre en der altid har været der? Forleden kom jeg gående hen af gaden en mørk aften, og da en bil pludselig drejede ud og med sit lys kastede min skygge op af en hæk, blev jeg så forskrækket at jeg et øjeblik troede at det var begyndelsen på mit forfald. Det er meget anstrengende hele tiden at skulle diagnosticere sig selv på den måde. Hver morgen når jeg står op er det første jeg tænker; går jeg mon fra forstanden i dag, eller bliver den lidt endnu? Min mormors største ønske var at blive genfødt som mand i sit næste liv. Jeg har overvejet en kønsskifteoperation, men jeg ved ikke om forbandelser lader sig snyde af den slags. Indtil videre trøster jeg mig med at både min mormor, min mor og min søster altid har sagt at jeg ligner min morfar.