Statsbygningen hævede sig som et monument af stolthed, over den grå by. Mørke biler med tonede ruder, ankom og forlod statsbygningen. Sikkerhed var ikke noget man sparede på, vagter i dyre jakkesæt og bevæbnede til tænderne, stod for sikkerheden døgnet rundt.
   Sam vendte sig væk fra vinduet, og så ned på hans gamle slidte skrivebord. Papirer flød, med alle en ting til fælles. De indeholdt alle informationer, om forskellige mennesker der havde søgt hans stilling. En lederstilling på et kontor, var hvad alle hungrede efter nu om dage. Et af papirerne fangede specielt Sams trænede blik, han tog det i hånden for bedre at kunne se skriften fra den gamle slidte printer.
   "Elise Gold" mumlede han. Hun var ikke som nogle af de andre, som havde søgt stillingen. Hun havde en familie. Alle de andre var karriere mennesker, som ham selv. Han smed papiret tilbage på bordet, og så ned på hans dyre ur.
   17:57
   Frokosten med hans kone var først om tre minutter, det betød massere tid til at nå ud af bygningen, over vejen og ind på restauranten. Mon hun allerede havde valgt vinen?
   Døren til kontoret gik op, og en høj slank kvinde trådte ind. Sam's sekretær.
   "Hr. Blikmand, de er vel ikke ved at pakke sammen!? De har et møde med en ung kvinde, der har søgt deres stilling" sagde sekretæren, og så mistænksomt på Sam.
   Hvor var hun dog bare smuk, sådan at stå i døren og vise hendes slanke krop under den stramme kjole. Sam klædte hende af med øjnene, og mærkede et snert af skyldfølelse. Han havde været sin kone utro, i snart et halvt år. Man skulle tro at skylden ville forsvinde med tiden, men den vil bare grave sig dybere, og efterlade et tomrum.
   "Aflys mødet" sagde Sam "hun må komme igen en anden dag, jeg har noget andet at tage mig til." Sekretæren krydsede armene, og så vredt på Sam.
   "Hun har snart ventet på en tid i flere uger, og hver gang hun møder op, aflyser du eller rykker datoen!"
   "Hun er bare de forkerte steder, på de forkerte tider. Nu må du have mig undskyldt, jeg skal have pakket sammen".
   Sekretæren forlod kontoret, og smækkede døren hårdt efter sig. Sam fremdrog en gammel brun taske fra en af skufferne, og begyndte at fylde den. Papirerne blev lagt pænt sammen, og proppet ned i en lomme i en sidelomme, så de ikke blev krøllede.
   Da alle papirerne var samlet i tasken, lukkede han skærmen på den gamle bærbar. computeren var mindst ti år gammel, og vejede over fire kilo. Gennem alle de år han havde arbejdet på dette kontor, var der aldrig blevet lavet ændringer.
   Personsøgeren som lå på skrivebordet bippede, og en besked viste sig på det lille display:
   du kommer forsent... Men du kan stadig nå det, maden vil først nå vores bord om ti minutter... Din skat.
   Sam satte den lille personsøger fast i bæltet, og tog tasken på ryggen. Vejen til cafeen var nem, gennem sekretærens kontor, gennem afdelingen og ned med elevatoren. Der efter to minutters gang mod statsbygningen, og så ville cafeen dukke op på højre side.
   Sam forlod kontoret, og gik med hastige skridt forbi sekretærens kontor. Hele vejen fra kontor døren til rundt om hjørnet, fulgte sekretærens brune øjne hver en af hans bevægelser. Afdelingen lignede så mange andre afdelinger i bygningen, den var bare tyve år yngre. Den var et stort rum, opdelt af tynde plader som var hamret op med skæve søm. De ansatte sad ved små kontorborde, og kæmpede med gamle computere. Lys var der ikke meget af, da der altid var trukket for, så lyset ikke kunne bryde igennem de store vinduer.
   Sam nåede et par skridt igennem afdelingen, før en mand råbte ham an. Manden der havde råbt, måtte have vejet mere end en hval. Han lignede en stor bolle, der havde ædt en anden større bolle. Da han kom nærmere på Sam, skar en stærk lugt af sved igennem næsen.
   "Boss, vi har et stort problem" sagde manden. Sam trådte et lille skridt tilbage, så han kunne lugte bare lidt andet en den tykke mands sved.
   "Rolig nu hr muffin, hvad er deres navn."
   "Mit navn er James sir."
   "Okay James, hvad er problemet? Køber afdelingen ikke nok muffins til kaffepausen" Sam smilede af hans fornærmelse, men James så ikke ud til bide mærke af den.
   "Meget sjovt sir, men det er ikke det der er problemet. Min computer er lige gået ned.. Så jeg kan ikke få fat i mine regnskabsfiler til afdelingen."
   "Kan du ikke få fat på filerne" Sam trådte et skridt tættere på James "og hvad vil du så gøre ved det!?"
   "Jeg.. Jeg vil gøre mit bedste, og hvis det ikke er nok, så vil jeg lade mig fyre.." James fik to klap på kinden, før han blev efterladt deprimerende mellem to borde. Resten af vejen til elevatoren, gik næsten flydende. De fleste ansatte plejede at dukke deres hoveder, i frygt for at blive sat på overarbejde. Han passerede en gruppe ansatte, der stod og snakkede omkring kaffeautomaten. Afdelingens sociale mødested. Da han nåede de gamle elevator døre, trykkede på knappen og ventede. Uret viste 18:09, han havde stadig et par minutter. Der lød en brummen fra den anden side af dørene, før de gik op. Elevatoren kastede et skarpt skær, og lugtede af brændt træ. Først da han trådte ind i elevatoren, opdagede han den unge kvinde. Hun havde langt bølget hår, og læber røde som blod. Hun var iført en stram kort kjole, der afslørede hendes tynde muskuløse krop. Hun havde en taske svunget over skulderen, og en tynd papirmappe i hånden. Hun var skønheden selv. Dørene til elevatoren lukkede, og den lille kasse begyndte at bevæge sig ned til lobbyen.

Elevatoren udstedte høje rivelyde, som om djævle prøvede at kvæle en uskyldig engel. Elevatoren var fra starten af 1950'erne, og var kun blevet tilset meget få gange. Strømmen i den store bygning forsvandt, og elevatoren stoppede ved et ryk. Der blev mørkt i elevatoren, og ingen kabler larmede mere. Den røde nødslampe i loftet tændte, og oplyste den lille kasse i et rødt skær. Den unge kvinde fjernede hendes høretelefoner, og kiggede anklagende på Sam.
   "Hvad gjorde du!?"
   "Jeg gjorde intet.. Strømmen må være gået, eller så er kablerne røget" sagde Sam, og satte sig på det kolde elevatorgulv.
   "Hvorfor sætter du dig ned.. Vi kører vel igen om et par sekunder, når nødgeneratoren slår til.. Ikk?!" Sam sukkede, og så på hende
   "selvom det måske bare er strømmen, så kan der nemt gå en time eller to.. De er ikke så hurtige i denne del af byen."
   Hun må være dum. Enhver ved at når strømmen går i en bygning med over femten etager, så kan der gå op til flere timer før de får gang i elevatoren igen. Kvinden satte sig ved siden af Sam, og stirrede på den kedelige elevatorvæg. Der gik et par minutter med væg stirring, før hun brød stilheden.
   "Hvis vi skal sidde her i flere timer, kan vi ligeså godt holde hinanden med selvskab." Hun rakte hånden over mod Sam "mit navn er Elise".
   "Sam."
   "Arbejder du her i bygningen, du ligner en der gør."
   "Jeg arbejder på afdeling ti" sagde Sam, og løsnede slipset. Det kunne langsomt mærkes, at luftkøleren var stoppet med at køre.
   "Gør du?" Sagde han, selvom han udemærket godt viste at hun ikke gjorde. Hun tøvede, som om hun overvejede hvad hun skulle svare.
   "Jeg har søgt en stilling"
   "en stilling? Hvor henne, i bygningen?"
   "Jep, faktisk i din afdeling. Jeg har søgt stillingen som afdelingsleder" sagde Laura, og rakte Sam et stykke papir. Papirer der indeholdt et SV, var normalt nemme at genkende. Folk plejede som regel at tilføje både deres gymnasie karrakterer og samtlige jobs og frivillige jobs. Elise SV var anderledes, end alle andre Sam havde set. Der stod kun tre enkle linjer

Elise Laura Gold
   Tidligere stilling som redaktør på magasinet Livet.
   Kan klart anbefales, og er en livlig og livsglad ansat. Perfekt som leder.

Elise tog SV'et igen, og lagde det ned i hendes grå taske. "Det er lidt ligemeget nu.. Jeg blev afvist for fjerde gang, jeg giver snart op".
   Stilhed.
   "Har de nogle børn Sam? Ved du hvordan det er at komme hjem hver dag, og fortælle at du heller ikke fik jobbet idag."
   "Jeg har ingen børn.. Kun en smuk kone, der venter hver dag efter arbejde". Elise lukkede øjnene, og hvilede hovedet ved at ligge nakken tilbage.
   "Har de nogensinde overvejet at få børn?"
   "Aldrig.. Børn og familie har aldrig sagt mig noget". Laura slog øjnene op, og drejede hovedet mod Sam.
   "Har du aldrig haft muligheden for at holde er nyfødt barn i dine hænder, holdt den første fødselsdag, klæde dig ud som julemand for at glæde de så små uskyldige øjne, hjulpet dem afsted på den første skoledag.. Har du aldrig haft muligheden for det?"
   "Børn er ikke andet end besvær, de skal passes døgnet rundt.. Så hellere en hund, eller en hamster". Der var stille i elevatoren, før Elise igen brød stilheden.
   "Hvad sker der enlig med afdelingen, hvis jeg nu havde fået stillingen?"
   "Du ville kunne vælge om du ville fortsætte i afdelingens tilstand, eller få hele afdelingen ryddet og renoveret. På den måde kan man skræddersy sin egen afdeling, og med fem millioner at gøre godt med, skulle det ikke svære så svært. Ville de da ændre på afdelingen, hvis de havde fået stillingen?" "Ja selvfølgelig! Som afdelingsleder, afspejler selve afdelingen lederens identitet.. I mit tilfælde skulle hele afdelingen laves lysere, og fyldes med de nyeste ting. Jeg er ikke en person som bruger gammelt ødelagt udstyr, eller tror på de gamle værdier. Jeg er af en anden generation. Jeg tror på teknologien, og hvad den har udrettet, og kan udrette. Derfor skal udstyret være noget der virker. De gamle tynde vægge skal fjernes, og afdelingen skal være åben og luftig. På den måde vil alle føle sig frie, og trykke. De usunde madvare skal fjernes, og frisk frugt skal være tilgængeligt døgnet rundt."
   "Hvor kommer familien og deres børn ind i det billede?" Sagde Sam forundret. Han havde aldrig tænkt på afdelingen som en afspejling af sig selv før.
   "Der indføres flere fridage og ferier til dem med børn, og så skal det være tilladt at have dem med på arbejde. Den måde afdelingen er sar op på nu, tillader intet af dette.."
   "Nej?"
   "Nej.. Den er altid tildækket, så solen ikke kan oplyse den. Væggene er gullige, og skræller af. Rygning er tilladt, og de stakler der ikke kan tåle det, sidder og bliver kvalt. Alt er bare et indelukket karos, og ulykke.. Hvordan kan man være lykkelig på sådan en arbejdsplads. Det er godt at afdelingslederen stopper, så den kan blive forbedret". Hun beskrev afdelingen, som det var en historie om ham selv. Sam klikkede personsøgeren af bæltet, og begyndte at indtaste en besked. Jobbet er besat.. Aflys alle fremtidige aftaler.. Da han havde skrevet beskeden færdig, satte han den tilbage i bæltet. Elevatoren gav et ryk, og der normale lys vendte tilbage. Den begyndte igen at bevæge sig ned mod lobbyen. Sam rejste sig fra gulvet, og hjalp Elise op. Da dørene gik op stillede han sig i midten, og spærrede vejen for Elise.
   "Jobbet... Du skal ikke være bekymret, det er allerede blevet dit" da han havde sagt det, forlod han lobbyen med hastige skridt. Luften var blevet køligere, og gadelamperne var tændte. Han nåede et stykke ned af fortovet, før han stillede sig i vejkanten og så ud i mørket. Afdelingen vil afbillede sin leder, men der kan kun være en. En stor mørk lastbil drønede afsted, og chaufføren nåede aldrig at stoppe, da Sam kastede sig ud foran. Lyden af knogler der bliver knust, fyldte den ellers så rolige aften.