Nu, en menneskealder siden er jeg klar til at kigge mig lidt over skulderen og se på og tænke over, hvad det egentlig var, der skete dengang.
En dag, som jeg ikke husker meget af, stod jeg blot indenfor disse her vægge, som tordnede sig op over mig. tykke vægge, hvor vejen ud ikke lige synes at være at finde.
Nu skal det siges, at i statistikkerne tæller danskere, der rent faktisk lider af angst, en stor andel af befolkningen. I mildere eller sværere grad.
Jeg er en del af statistikken i sådan en grad, at det hele smuldrede for mig og intet fungerede. Jeg flød gennem livet som en gople og sansningerne fra omverdenen ramte mig som pilespidser og lidt efter lidt blev jeg punkteret. Jeg vidste til sidste intet om, hvad der var tilbage. Så da jeg blev fundet, kunne man næppe kalde mig en sammenhængende person mere.
Hvem kan sige, om det ti-måneders ophold på en psykiatrisk afdeling var godt eller skidt. Hverdagen var ensformig. Vi stod i kø, morgen og aften, for at få vores medicin i et lille bæger, hvor vi så kunne gå hen til en vask og skylde det ned. I den tid, der hurtig blev en grå hverdag, er jeg bange for at sige, at medicinudleveringen faktisk kunne være dagens højdepunkt. Det kan rammende fortælle lidt om de tavse tilstande, indenfor murerne.
Hver især sad vi med vores larmende indre dæmoner, som vi sloges med. Nogen kunne finde på at snakke højt med sig selv, men voldsomheder har jeg ikke været vidne til. Altså på nær en gang en af de andre kvinde forsøgte i desperation at sætte ild til sin seng. Men med kampene med vores indre dæmoner, blev det hurtigt glemt og der sad vi så, hensunket i vores eget lille univers. Afdelingen emmede af mangel på menneskeligt overskud. Ressourcerne forsøgte personalet prisværdigt at finde frem til hos den enkelte og mindede ham/hende om, at ja, dybt derinde er du et menneske med værdi og med evner.
Manglende selvtillid, manglende selvværd, manglende tro på egne evner og manglende tro på ens mulighed for at klare sig i verden.
Nu en menneskealder siden er jeg kommet ud på den anden side. Meget styrket og har kapacitet til at have mig en hverdag, hvor tingene fungerer. Bevares, jeg har som alle andre mine op- og nedture. Men på en måde føler jeg, at jeg med det indblik jeg har haft i en anden side af det liv, de fleste oplever, alligevel er blevet en rigere person. Mens jeg var i det, var det det sted, jeg allermindst ville være. men med megen kamp og meget arbejde med mig selv, som person, og med mit forhold til andre mennesker, er jeg i stand til at håndtere den smule angst, som jeg nok aldrig slipper helt af med. Der er stadig ting og situationer, jeg er nød til at undgå og takke nej til. Men jeg vil sige, at mit liv er godt - noget, som jeg for 24 år siden ikke havde overhovedet fantasi til at forestille mig, at det kunne blive.
Jeg har ikke berøringsangst over at snakke om min fortid. Den er, som den er. Jeg valgte ikke mit skrøbelige og sensitive sind. Det har gjort mig til et særdeles empatisk menneske og det er et elle andet sted også en form for styrke.
Til sidst vil jeg sige, at selv i de sværeste situationer er der en eller anden form for vækst.