Natten brusede stadig med stive vindstød, da jeg vågede. Dog var der stjerneglans på himlen; stjernebillederne i hellig og urokkelig tavshed.
Men skyerne begyndte at bruse - at danse - som et ældgammelt minde. I al sin vælde og almagt - og som fra ældgammel tid synes ulve at tude længselsfuldt mod den vigende måne.
Morgenens porte åbnede sig. Himlens bue begynder så småt at tegne sig. Duggen viger ikke godvilligt for solens magt. Solens kampklare stråler toner frem i glæde.
Fra sukken morgenopvågen og næsten ærværdig tavshed til tordnende vældig larm fra menneskene, der alle skal et sted hen.

Trods sirener og motorbrøl fornemmes fuglesang. En sang så smuk, at sommeren pludselig ikke synes så langt borte. Man kan næsten, men også kun næsten, abstrahere fra de tågede omgivelser og pludselig befinde sig på en bounty- strand med mælk serveret direkte fra kokosnødderne. Eller skal vi være mere beskedne; en kold øl i et kolonihavehus.
Fuglesang, kom jeg fra. Som minder om, at sommeren er på vej. Håbet er lysegrønt. Som bladene er det.

På vej til bussen. Vindens får træernes blade til at gynge om man mindes barndommens legepladser. Barndommen, hvor tiden syntes mindre vigtig.

Fugleskaren tier pludselig og man er et andet sted. Man betragter en mark, som bondemanden pløjer i tålmod. Det er sommer! Guddommen stråler over ham; det ser jeg da; Hans afgrøde skal nok bringe ham held i år. Her i Danmarks dale er alt godt.

Men et suk... Jeg står ved busstopstedet. Kulden glider langsomt opad benene. Den råkolde kulde. Ved busstopstede; en mangfoldighed af farver og mønstre. Er det godt eller skidt, at det hele er ændret? Jeg ved det ikke. En hver tid har vel sin charme.
Multinational, det er bussen ind til byen.
Vi funkler i nye tider; sådan vælger jeg at se på det.