lyset glimter i vandet, regnen falder, tårerne drypper.
Med forvrænget mund traver Majse gennem de mudrede gader. Eller der hvor der havde været gader. Hvor Skovbrynet havde ligget, er der nu et sørgeligt udtrådt område med murbrokker spredt rundt på jorden. Rester af mure, der før havde udgjort husvægge. Også her har katastrofen ramt. End ikke Søvning er gået fri. Da hun sidst gik igennem her, hvor gaderne havde været, var der lyseblå himmel. Hun husker tydeligt de små totte-skyer, som hun nød at sammenligne med diverse dyr eller fantasifigurer. Nu er himlen derimod svovlgul. Der, hvor der havde været haver og huse, er der bare det ene område med smat og leragtig bund. Græsset havde været pæn klippet som en golfbane, her hvor Hr. Andersens hus havde ligget. Væk, forsvundet for aldrig at kunne vende tilbage. Et brag lyder i det samme. Braget er overdøvende og en kraftig røg vælter ud i det tomme rum. Hun kniber øjnene sammen. Hvad og hvor...?
Snart når hun hen, hvor deres eget hus havde ligget. Her er ikke skyggen af et hus tilbage, men
et par mure står tilbage. Hun lukker øjnene, forsøger at genskabe fornemmelsen af, at der havde været et lille hus, deres hus. Det hus, hun var vokset op i. Forsøgsvis går hun hen til en af murene. Efter hvad hun kan se, måtte dette have været væggen fra hendes værelse og ind til badeværelset.
Væggen føles elastisk, da hun læner sig imod den. Den giver efter og holder hende som et lagen lavet af tyggegummi. Hun synker, spyttet ned igennem spiserøret gør hendes bevidst om, at ja, det her oplever hun virkelig. Verden bliver hvidere og hvidere, det hele giver efter...På den anden side så Bente en form vokse ud af sin væg i sit badeværelse. Her i badet, var det første hun gjorde, at skrige. Det var en refleks, som ikke udsprang af, at hun troede, nogen ville høre hende og derpå komme og hjælpe hende, for der var ikke andre, der kunne. Væggen lagde sig mere og mere ned, og en menneskeform lå nu vandret over hendes badeværelsesgulv. Denne tur tilbage til hendes barndomshjem havde på alle måder budt på overraskelser. Men med det varme vand stadig rindende over hende, blev hun i tvivl om hendes sanser, om de viste det faktuelle. Eller forestillede hus sig det? Det varme vand dampede brusekabinen til. Da hun havde slukket vandet, prøvede hun først at misse lidt med øjnene, formen over gulvet forsvandt ikke. Hun tørrede sig hastigt med håndklædet. Steg ud på gulvet, usikker på, hvad hun nu skulle gøre. Forsigtigt tog hun et skridt hen mod formen. Fører hånden frem for sig, rækker ud... Bente lader hånden hvile i luften, Majse vender langsomt hovedet mod hende, en bølge af panik vælter igennem hende. Bente skriger, Majse skriger... badeværelset splintres i små glasskårsagtige stumper. Braget er overdøvende og en kraftig røg vælter ud i det tomme rum. Hun kniber øjnene sammen. Hvad og hvor...?