Jeg gemte mig. Spændingen var overvældende og gjorde næsten fysisk ondt i maven. Faren syntes uendelig, men i virkeligheden var det blot tale om en simpel gemmeleg. Simon skulle finde os andre og han gjorde et ihærdigt forsøg, mens han åbnede knirkende låger og døre på hvinende hængsler.
Jeg blev fundet som den sidste og resten af dagen stod på rød saftevand og hjemmebag hjemme hos Simon. Det vil sige: i deres lille kolonihavehus. Hvor havde jeg plaget far og mor, om vi ikke skulle flytte ud i sådan et?
De havde med bestemthed sagt, at det kunne der ikke være tale om; det havde vi ikke råd til. Hvortil jeg frejdigt havde foreslået, at vi da bare kunne sælge vores hus og brugte pengene på sådan et lille svensk-rødt kolonihavehus med hvidt stakit ude foran. Når jeg lå i det lune trygge græs, syntes det at være svaret på alle problemerne. Så måtte alt da blive godt, hvis bare...
Den sommerferie syntes at rumme en forsigtig tilfredshed, men også mors hule hosten, som trods lægernes ihærdige indsats, ikke blev bedre.
Jeg husker især morgenerne, hvor af den besværede vejrtrækning tvang mig til at søge ud af dynens langsommelige varme og ud i hjemmeskoene, videre ud i haven, hvor duggen endnu ikke var blevet brændt af de frodiggrønne græsstrå. Jeg kunne finde på, ikke helt vågen, men stadig tung af nattens dybe søvn, at lægge mig i græsset. Trodsende, blev jeg liggende, selvom jeg blev lidt fugtig på nattøjet. Kiggende op i den berusende lyseblå himmel, hvor et par kumulusskyer havde formeret sig. Fra en lille bitte baby-sky til store, imponerende, hvide formationer, som man kunne se ansigter, trolde, dyr. Ja, der var slet ingen begrænsninger i, hvad de kunne vise for en.
Jeg vidste, at livet, selvom det i andre øjeblikke kunne syntes det, ikke stod stille. Det bevægede sig videre, bugtende sig sidelænds i ryk, som en slange der afsøger området på jagt efter mus. Og trods mit stærke ønske om at bevare status quo, jamen så bugtede det sig videre.
Henover den sommer trængte den rungende stilhed sig ind i vores liv - kun afbrudt af mors rallen og storesøsters paniske gråd. De sagde, at hun havde en sygdom på lungerne. Jeg grundede meget over de ord, og fandt mange forklaringer, men ingen rigtig troværdige. Ingen, jeg dengang kunne forstå.
Kort og godt, den sommer var mine egne nerver så flossede, at forklaringerne, jeg syntes at finde, forsvandt ud i det store sorte rum uden at sætte nogen former for aftryk nogen steder. - pift - ud i det blå!
En aften sluttede livet for en tid.
Tiden derefter var kold og mørk. Trods solskin og lummer varme, var alt bittert koldt og sort i sort.
I kirken havde storesøster holdt sin fugtige hånd i min. Jeg kunne mærke de ryk, der gik gennem hende, når hun hikstede i sin gråd. Far lød som et såret dyr. Det rungede jamrende fra ham. Han forsøgte at gøre det stille, men ingen kunne overhøre lyden af en sørgende mage, der har mistet sin kærlighed. Selv sad jeg der med dem på hver min side. Vores lille familie var med et blevet endnu mindre.
Det var ikke, at jeg ikke savnede hende, men omfanget af tragedien at hun var væk, tog lidt tid om at trænge gennem til mig.
En morgen vågnede ved, at jeg pludselig var i stand til at høre fuglene igen. Deres glade kvidren nåede pludselig ind gennem vinduet til mig.
Døren smækkede og søs trådte ind. Og straks så jeg forandringen, der varmede mig helt ned i maven. Søsters øjne fandt mine og jeg så smilet deri. "Solen", sagde hun "se, solen skinner"!