Gangene var fugtige og kolde, som var stedet designet til at holde alt levende i dvale. Vandet i luften kondenserede og dryppede fra det rå klippeloft med en regelmæssighed, der kun sjældent blev forstyrret. Hvis hun havde haft sin hånd fri, kunne hun have rørt de klamme vægge. Lugten af blafrende fakler og mug hang i luften. Det gav hende en kvalmende smag i munden.
   Udover vandets vedvarende dryp var der ikke meget at høre. Jo, vagtens slæbende fødder. Hun kunne ikke fordrage den lyd, og hun afskyede den mere end vagten selv. Om den var klar over det, var ikke til at sige.
   De havde slæbt hende gennem de bugtende gange i timevis. Hun skimtede omgivelserne igennem en sæk, der sad tæt om hendes hoved og kradsede mod huden. Desuden lugtede den dårligt. Vagternes lys dansede for hendes øjne som blå firkanter igennem det groftvævede stof.
   "Her er det. Sektion ni, celle nummer tretten hundrede og ni," sagde et af de lave mennesker, som blev kaldt gnomer, altid hånligt. Han sagde det vist mest til sig selv, for ingen af vagterne svarede. Han havde ikke talt i så lang tid, at hun havde troet, han havde forladt dem ved en af de mange større huler. Selvom hun ikke kunne se mere end det slørede omrids af vagterne igennem sækken, vidste hun altid, hvornår de gik ind i en hule. Vagternes tunge fodtrin udsendte skarpe smæld, der kom tilbage som rungende ekkoer. Det lød lidt som klagende dyr.
   De havde været igennem syv af disse huler. De fleste var temmelig store at dømme på den tid, det tog lyden at komme tilbage. En enkelt havde været gigantisk. Hun vidste, at lyd bevæger sig utroligt hurtigt, og det havde taget omkring ti sekunder, før hun hørte det fjerneste ekko.
   "Ind med hende," sagde gnomen. Hans stemme mindede hende om en snegl. En rigtig stor, modbydelig en af slagsen.
   En af vagterne lagde sin metalhånd mod hendes nakke. Det kunne kun være en vagt, for hånden var skærende kold, som brændende is. Desuden vil gnomen slet ikke kunne nå op til min nakke, tænkte hun. Hvis han stod på tæer, kunne han bide mig i albuen.
   Et lille metalstykke, der lå gemt i en fold i sækkens kant, udsendte et lavt klik. Sækken sad løsere om hendes hals. Vagten rev den af hendes hoved. Der gik lidt tid, før hendes øjne havde vænnet sig til deres blå lys.
   Tre vagter stod foran hende, ens som enæggede trillinger. Ens som kloner. De tårnede sig op mod det lave loft, og målte vel to og en halv meter fra beskidt metalstøvle til støvet metalhjelm. Blåt lys flød ud gennem deres ovale øjne og store, stiliserede munde, formet i et overrasket skrig. Faklernes ild kastede et spjættende lys på metalrustningen. Skyggerne hoppede og dansede på de kantede kroppe.
   "IND."
   Det lød som om vagterne talte synkront, men uden at bruge deres munde. Hun så, at området, hvor munden plejer at være, blot var en oval, langstrakt fordybning i hjelmen, designet til at være skræmt i al evighed. Eller indtil de bliver forældede.
   Hun så ind i en celle, der var sprængt ind i klippesiden. Dens skyggefulde bagvæg var ujævn og rå. Væggen ud til gangen var bygget af sorte, fugtige brædder, der så ud til at kunne smuldre væk indenfor de nærmeste par dage.
   "Tror I virkelig det kan holde mig?" Hun betragtede væggen for tegn på svagheder. De var over det hele, på hvert eneste bræt, som revner og råd.
   "Skindet bedrager, min fine ven," sagde gnomen bag hende. "Det bedrager os alle hernede."
   Han lo og stillede sig foran hende med vagterne lige bag sig. Han så op på hende med stikkende, halvt sammenknebne øjne, som om han sugede hver eneste af hendes bevægelser til sig, mens han ledte efter tegn på usikkerhed. Da vagterne førte hende ind i cellen, smilede han, så hans grå, nedslidte ansigt flækkede på tværs og afslørede en uregelmæssig række tænder, alle parat til at falde ud.
   Hurtigt drejede hun hovedet og spyttede. Det ramte ham lige under øjet, og han råbte forskrækket op. Forfærdet, som var spyttet det rene gift, gned han sine små hænder mod sit øje, og tværede blot væsken længere ind i de mange rynker.
   "Ind med hende! Ind bagerst!" hylede han, og vagterne adlød. Med isnende hænder smed de hende hovedkulds ind i mørket. Hun landede hårdt på det kolde gulv og blev liggende, ømmede sig. En af vagterne stod bukket ind over hende, dens blå lys blændede hende. Hun mærkede, at den lænkede hendes hænder sammen. Kæderne var tunge og kolde.
   De trak en massiv skydedør ud af væggen, der knagede af gammelt, forfaldende træ.
   "Ser det her betændt ud?" hørte hun gnomen sige.
   Vagterne svarede ikke.
   Du ser betændt ud, tænkte hun, smilede og forsøgte uden held at rejse sig i mørket.

*

Selv hvis hun råbte efter vagten, så kunne den ikke høre hende gennem døren. Eller også valgte den bare at overhøre hende, mens den gik forbi derude med regelmæssige mellemrum. Lange, flade skygger fra dens fødder gled henover cellegulvet og brød den lille sprække lys, der nåede ind til hende. Hun hadede de fodtrin.
   De havde lænket hende bagerst i rummet, længst væk fra lyset og den smule varme, der sev ind gennem sprækkerne i døren. Lænkerne var korte. Hun kunne knap rejse sig op uden at trække for meget i sine arme og ben. Hun kunne ikke tage et eneste skridt, og det irriterede hende. Desuden blev det ret hurtigt ensformigt bare at rejse sig op for at sætte sig ned igen.
   Hun havde siddet sådan i uendelig lang tid, men det kunne lige så godt have været et par timer. Hun havde intet at bedømme tiden på; der var intet dagslys så langt nede, og vagterne brugte ikke støjende ure, der slog timerne an. Hendes mave rumlede og vred sig af sult, dog endnu ikke hunger. Og så havde hun drømt. Lange drømme fulde af mørke og sorte skikkelser med blå øjne og munde, med metalhænder og sorte skindtrævler, der hang om deres tynde kroppe. De bukkede sig ind over hende.
   Celledøren blev skudt til side. I firkanten af lys, der syntes så kraftigt, at hun måtte skærme for det med sin ene hånd, stod en vagt og stirrede på hende. Dens blå øjne og munde kunne ses i modlyset. Faklerne kastede et uroligt og beskidt skær på dens rustning.
   Den lille gnom stod bag den. Hans krakelerende isse var på højde med vagtens hofte.
   "Hiv hende op," sagde han. "Og for resten, du må hellere huske at fjerne kæderne - vi skal jo nok også have armene med."
   Vagtens blik blussede op et kort øjeblik, og den trådte ind i cellen. Den trak hende på benene, inden hun selv kunne nå at rejse sig. Den er fandens hurtige, når gnomen bjæffer.
   Den rettede sit spyd mod hendes hals. Det lignede i hvert fald et spyd, men det lavede en sær summende lyd, som havde det en slags reaktor i sin spids. Fra dens midte strømmede det blå lys, gemt bag asymmetriske og ujævne metalstykker. Spidsen var sikkert også giftig, selvom hun ikke kunne se noget synligt tegn på det.
   Sådan stod den lidt tid, inden den sænkede spyddet, som ville den være sikker på, at hun havde forstået. Den lagde hånden på hendes lænker, og dens store hånd dækkede begge metalbeslag. Metallet blev pludseligt koldt, det brændte mod hendes hud, og hun rykkede armene til sig af forskrækkelse.
   "Nå, så er man ikke så skarp i kæften længere," sagde gnomen. Han grinede lidt hengemt og gned sine hænder mod hinanden. Ved du, hvad jeg tror, gnom? Jeg tror, du hader dit job mere end du aner. Eller så er du bare skræmt.
   En svag, klikkende lyd kom fra lænkerne, og de faldt til jorden. I halvlyset var hendes håndled sorte og blå og særdeles ømme. Hun gned dem lidt for at undersøge om skaderne kun var overfladiske. Musklerne føltes slidte og kolde, men uskadte.
   Vagten rettede sit spyd mod hende. Den summende lyd tog til i styrke, og det fyldte hendes ører som tusinde myg ved tusmørke. Myg ved tusmørke. Det virker som om det er flere år siden.
   "Ud med hende."
   Vagten prikkede til hende med spyddet, som om hun ikke var hurtig nok. Den rev en flænge i hendes arm, lige over albuen. Hun gispede lavmælt. Den forskrækkede mig bare.
   Gnomen lo, slog sig på de korte lår og spruttede af grin. Hun stirrede på vagtens ansigt. Vagten sagde intet og rettede blot spyddet mod hende igen. Hun forstod og gik ud af cellen.
   Gnomens latter lød hysterisk. Fortsatte han i lidt længere tid, ville han nok snart blive fyret. Han lod til selv at vide det, for hans krampagtige latterstrøm standsede brat. Et øjeblik var han tavs, stirrede blot frem for sig. Så rettede han ryggen og fokuserede på hende. Hans ansigt henlå i dybe skygger, øjnene var skjulte. Alligevel så hun tydeligt forbindingen under hans ene øje. Måske hun skulle overveje at spytte lidt mere på fjenden næste gang, hun skulle af sted. Hvis der da bliver en næste gang. Hun bed sig i læben. Nej, ikke så dyster. Jeg kan stadig slippe ud herfra, jeg er ikke helt så langt nede endnu. Husk de andre. Det er for deres skyld. De har brug for, at jeg klarer mig.
   "Så af sted med hende," sagde han og lavede en fejende bevægelse med armen, som for at vise vagten vej, inden han selv fulgte trop. Han lød trist et øjeblik, som et lille barn, der skal give slip på sit legetøj.
   Eller som en ulveunge, der træner sit jagtinstinkt på et kid, som til sidst giver op. Legen slutter jo.

*

Det var som at gå indeni en gigantisk slange. En død slange, vel at mærke, for der var koldt som Frostsøens golde bund. Brede riller i de runde vægge fik den bugtende gang til at ligne et slags luftrør. Nok nærmere et spiserør.
   Fugten på de rå vægge skinnede i lyset fra enlige, nøgne elpærer. De var placeret så langt fra hinanden, at deres lys aldrig mødtes. Det skulle ikke undre mig, hvis det lige præcis er hensigten: at holde dem adskilt, at sørge for, at de ikke kender til hinanden, for at forstærke deres ensomhed. Alles ensomhed.
   De havde gået i lang tid, syntes hun, men hun var ikke sikker. Det var stadig lige så koldt som i cellen, og vagternes blå skær og tunge skridt syntes at forstærke kulden.
   Noget forandrede sig. Luften bevægede sig. Vindstød susede og hylede af og til i små, firkantede huller nær gangens loft. Det lød som de ensomme fugle på sletterne. Bag det hørtes et vandfald buldre mod klipperne. Det var nogle kilometer borte, at dømme på den konstante, brusende lyd.
   Udenfor. Hvis bare jeg var udenfor.
   Snefnug hvirvlede ind og lagde sig på de mange fremspring i gangen. Der kom intet lys ind gennem hullerne, kun vind og sne. "Vi må være højt oppe, siden det sner. Sommeren er jo ikke helt slut endnu."
   Gnomen lo. Han lo for meget. "Sommeren er skam helt slut for dig, du."
   Og han har dårlig humor. Irriterende humor.
   De fortsatte.
   Gangen udvidede sig, væggene blev mere lodrette. Selvom flere elpærer oplyste tunnelen her, syntes den alligevel mørkere end før. De var kun lysende pletter, uden virkning. Hun fik fornemmelsen af, at væggen ved hendes ene side var forsvundet, som om skyggerne faldt ned i en smal skakt, alt for mange meter ned.
   Den krakelerende gnom gik forbi hende og stoppede ved en høj, smal port i stenvæggen. Lamper hang på hver side af den. Afskærmningen var revnet og noget af den forsvundet.
   Gnomen råbte et eller andet, ævlede som på et fremmed sprog. Kort efter gik en vagt igennem porten og stillede sig foran ham. Den kastede blåt lys på portens hvælving og ned på gnomen, som en bevægelig projektør.
   "Så er det jeres tur." Han bøjede hovedet tilbage for at se op på den. Inden han forsvandt igennem porten, kiggede han over på hende og sagde: "God tur til Møllen! Og hils dine kammerater. De kender mig!"
   Det gibbede i hende.
   Løgner! Jeg ved de slap væk!
   Hun var lige ved at råbe. Gnomen lo. Hun huskede, hvad hendes bror havde sagt til hende, og beherskede sig.
   Vagten bag hende drejede sit hoved mod den nyankommne vagt. Lyset i deres øjne steg i styrke et kort øjeblik og faldt så tilbage til det normale, matte skær, som en puls eller udveksling af data.
   Æv. Nu er der to af dem.
   Hun sukkede, men følte alligevel ikke, at det ændrede ret meget ved hendes situation: hun ville ikke kun flygte fra den slags skabninger, selvom der kun var én. I hvert fald ikke herinde.
   Den nye vagt drejede sit hoved mod hende. Selvom de blå øjne i dens hjelm var døde, lysende flader, føltes det alligevel, som om den stirrede. Øjnene glimtede i et enkelt pulsslag.
   Synkront udsendte vagterne en dyb, klikkende lyd, som et signal til afgang. Som deres version af en dødsdømt på sin sidste vandring. Dødsdømt uden rettergang.
   Hun så ned i gulvet. Som om de gider bruge tid på dét. Herinde vinder de jo alligevel altid.
   De fortsatte deres march.