"Du skubber jo et stort læs foran dig, det bliver for meget på et tidspunkt" sagde han til sig selv. Og det var da egentlig også et stort læs. Faktisk så stort at omfanget af det stadig ikke stod helt klart for ham. Mærkelig udefinerbart, som om en tåge eller en dis lagde sig for hans, ellers perfekte, syn hver gang han ville fokusere og afsløre hele omfanget. Læsset var startet med hans ualmindelige store forbrug af overspringshandlinger. Hver gang en opgave skulle udføres var der lige et og lige noget andet, hvilket nu havde skabt dette enorme læs foran ham. Uanset hvad var han glad, næsten aldrig sur, trist eller andre af de negative følelser folk i hans omgangskreds oplevede hvis de havde mange forsømte pligter. Han tog det hele i stiv arm. Eller det vil sige han holdt det lidt ud i strakt arm og undersøgte med roligt og fokuseret blik, indtil han pludselig fik en strøtanke, slap hvad han før sekunder siden havde været så fokuseret på og lod sig rive med. Det havde ikke altid været sådan. På universitetet havde han været i toppen af sin klasse, altid afleveret før deadline og altid sat en ære i at give så meget af sig selv han kunne undvære. Måske han bare ikke kunne undvære mere nu? I hvert fald havde han nu dette læs. Denne utydelige og lidt fremmede bunke af diverse ting, sager, tanker og idéer, der gerne skulle ende ud i noget konkret, men aldrig gjorde det. Blev højest til en kladde, et par linjer og måske en god idé til en vinkel. Men aldrig mere end det. Han vidste ikke hvorfor den apati han havde båret på næsten hele livet igennem, pludselig råbte af ham så kraftigt, råbte ord der fik ham til at gå i stå. "Kan det ikke være ligegyldigt!?". Han havde altid været ret apatisk, men også altid meget fokuseret på at vinde. Selv hvis ikke der var et spil eller en leg. Så opfandt han sin egen, men fortalte aldrig nogen om det. Nød at vinde for sig selv og tænke på alle taberne. Taberne der ikke vidste, de var tabere eller at han var vinderen. Han havde altid været et konkurrencemenneske, lige fra dengang han var gammel nok til at forstå hvad en konkurrence var. Hvad det ville sige at vinde og tabe. Han stillede sig foran bogreolen og kiggede på bøgerne. Et fint lag af støv og manglen på samme afslørede hvilke bøger der for nyligt havde været læst, kigget i. Han tog den bog med umiddelbart mest støv, altså den bog der lå længst væk i hukommelsen: Thomas Mann "Døden i Venedig". Han følte et velbehag ved sin bogreol, som om hans bøger, deres indhold og viden kunne fylde ham med mening, omend ikke andet så dog for en kort stund. Denne ligegyldighed var hvad der startede læssets eksistens. Han læste ikke mange nye bøger mere, læste ikke mange bøger mere, kiggede bare i dem. Så ordene, men lagde ingen mening i dem. På studiet havde han gjort det til en konkurrence at have de nyeste bøger og en mening om dem. Nu var der ingen at dele sin mening med mere, studiekammeraterne var flyttet i alle retning, det var han også selv. Det var ikke et tab, men alligevel havde en ensomhed vokset i ham. Stille, men sikkert, havde en lille flig af ønsket om andres accept og nærvær sat rødder og var begyndt at vokse. Han smed bogen på spisebordet og satte sig i lænestolen under læselampen, slog en cigaret ud af pakken og tændte den med et langt og grådigt hiv. Han huskede alle de gange han havde siddet sammen med Line i netop den stol. Hvordan betrækket kradsede en smule på hans nøgne baller. De var altid nøgne sammen når de var alene, og det var altid ham der skulle side på selve stolen. Hun kunne ikke lide måden betrækket kradsede, men elskede alligevel stolen. Det var efterhånden lang tid siden hun var gået fra ham. Ligegyldigheden var blevet for meget for hende. Hun kunne ikke holde ud at se ham "pisse sit liv væk", som hun så charmerende udtrykte det. "Undskyld mit fransk" sagde hun altid når hun bandede. Hun var charmerende og havde opløst ligegyldigheden i korte stunder. Mest under sex. Han huskede hver en centimeter af hende krop. Hendes lange hvide lår med de små fødder i den ene ende, og hendes varme, fugtige køn i den anden. Hendes mærkelige smilehul i venstre kind og hendes smukke øjne, med den lille, næsten guldfarvede, plet øverst i venstre øjes iris. Det gav et sæt i ham. En lyd fra køkkenet. Han rejste sig roligt for at gå ud og se hvad der larmede. Køkkenet var mildest talt usoigneret. Opvask og madrester fyldte alle overflader, kun et enkelt 'rent' spækbræt stod på køkkenbordet til når han lavede sig et rundstykke med ost, eller hvad han ellers lige kunne overskue at tilberede og spise. En gryde lå på gulvet, det må have været den der lavede lyden. En smule tomatsovs, gættede han på det var, flød tykt ud på gulvet. Han tænkte, det var sjovt man ikke på daglig basis overvejede at tyngdekraften er konstant. Vælter noget og man ikke se det ske bliver man i tvivl om hvad der mon har forårsaget faldet. Som træet i skoven ingen ser falde. Han samlede gryden op. Den lugtede forfærdeligt. Hvor lang tid havde den mon stået der. Sovsen var ikke grøn eller rådden. Men lugten var rådden og sur. Han stillede den i vasken, det vil sige på toppen af bjerget i vasken, og gik tilbage til stuen. Han kunne lide sin stue, også selvom den var rodet. Han tænkte på den dag Line var skredet. Han havde ikke lagt mærke til det i starten, han havde ikke set den lille seddel hun havde lagt på sofabordet. Det var først da han så at bogreolen manglede bøger, han blev opmærksom på at noget ikke var som det skulle være. Den dag huskede han tydeligt. Det var den dag fligen af ensomhed havde slået rødder. Han overvejede tit at ringe til en eller anden. Hvem vidste han ikke, for han snakkede ikke regelmæssigt med andre end ekspedienten i kiosken hvor han købte cigaretter. Han tændte endnu en cigaret og satte sig i vindueskarmen. Han kæderøg og stirrede udover byen. Hvor lang tid han sad der, vidste han ikke. Han forsøgte at udpege nogle stjernebilleder lidt forgæves, men udpegede dog Nordstjernen som han havde lært det i sin værnepligt. Natten var sortere end normalt og stjernerne lysere end de plejede syntes han. Han tanker vandrede endnu engang mod Line, men denne gang var det billedet af den pige han havde set lidt til efter, Line var gået fra ham. Tanya hed hun. Med y. Det var meget vigtig for hende, han havde aldrig forstået hvorfor. Men inderst inde var han ligeglad, både med hende og hendes navn. Han havde fundet hende utrolig tiltrækkende, da han første gang så hende på en bar et par uger efter Lines exit. Hun havde syntes han var spændende. Piger vil have det de ikke kan få, ved du nok. Og han havde altid haft denne aura af ikke at ville have noget som helst, og slet ikke ting der stod lige foran ham. Hun havde fortalt ham, hvor sexet hans intellekt var og han havde givet hende et kompliment, et ligegyldigt ét, men hun var glad for hans søde ord. Han var ligeglad. Ligeglad med det hele. Hvis ikke det var en af hans i hovedet opdigtede konkurrencer, eller ikke kunne gøres til sådan en, så var han i bund og grund ikke særlig interesseret. Han rejste sig fra vindueskarmen og gik hen til natbordet, hvor han fandt den lille æske med lås på. Nøglen i kæden om hans hals gled roligt i nøglehullet. Han glædede sig, det var lang tid siden sidst. Han satte sig tilbage i vindueskarmen, med udsigt over stjernehimlen. Forberedte skeen, vattet, kanylen. Han strammede bæltet om venstre arm og satte kanylen i blodåren. Han sad lidt og kiggede ud af vinduet. Det var mørkt og kun enkelte lygtepæle var ikke gået ud, eller smadret. Han skød den klare væske ind i armen og vendte igen blikket mod stjernerne, løsnede bæltet og lænede sig mod væggen bag ham. Hans tanker flød i rolige ryk langt væk fra hans lejlighed og hans liv, og stjernerne blev mindre og mindre.