Vi har alle prøvet at føle en eller anden form for smerte. Min smerte kom, fordi jeg ikke er et godt nok menneske, det er hvad mine to indre-personer fortæller mig konstant. Jeg er ikke god nok, simpelthen. De siger det er min egen skyld, at jeg føler smerten. Først kom smerten i små perioder, men perioderne blev længere og smeltede til sidst sammen. Forstil dig det som at hverdag er en regnvejrsdag:
Lydene er som regndråber. Regnen falder, som klare glas perler fra den åbne himmel, ned til de andre dråber, som ligger i form af en vandpyt. Når dråben rammer overfladen af vandet, fortsætter bevægelsen i form af ringe hen over vandets overflade. Mens du i baggrunden hører tordenvejret, som kommer buldrende, som en dyb brummende smerte. Lyset føles som lyn, som er skarpe og brutale. Nogle gange vælger lynene at slå ned. Så der er altså en konstant smerte fra hele dette regnvejr; fra lydene, lyset og så den ekstre konstante brummende smerte i baggrunden. Hver dag, hver time, selv hvert minut og sekund. Men en af mine indre-personer mener, at det er forkert jeg føler denne smerte, mens den anden indre-person, mener det er hvad jeg fortjener.
Så oven i regnvejret kommer denne indre kamp. Denne kamp jeg ikke kan gøre noget ved. For jeg står altid på sidelinjen, og har intet at sige. Deres kamp gør mig utryg og forvirret over hvem, der har ret i sidste ende. Kampen har nogle gange pause. Men jeg ved den vil blive optaget endnu en gang til. Det er deres torden jeg føler raser inde i min hoved.
Hvad er rigtig og hvad er forkert at gøre og sige? Det vil de begge gerne svare på, men de svarer bare i hver deres retning. Hvis deres kamp stopper, vil smerten så forlade min ødelagte krop? Og vil jeg nogen siden få bare et svar, i stedet for ikke to?