Det var en mandag morgen, vi sad og spillede
Og skyerne for oven skyggede for solen
Alting så normalt som intet før
Vi grinede med hinanden, gjorde alting stør'
Men så stille der blev et split sekund
Fælles var vi alle alene i en stund
Et blik til højre en tåre til venstre
Vi havde endnu indset at vi kun var del af en tid
Gik forbavsede tilbage til hverdagens slid
Men igen vi prøvede at le
Der var dog ingenting kontoret kunne skjule eller se
Pladsen var for alvor tom, og vi vækkede det gentagne et blik
Tænker på det hele og den tid vi selv fik
Vi prøvede at le
Gentagne gange blussede solen op
Men kun for en stund, så begyndte den at stop
For alting var som intet før
Vi grinede med hinanden, og denne gang for at gøre alting stør'
Men i os er du solen, og den vil skinne
Som få som mange vil de være et minde
Loyal, så festlig at vi hverdag vil skinke en tanke
Din plads er tom hos os, men stadig så gigantisk
Alt er som intet før og det er vel fantastisk