"En sort kaffe, tak,"
   "Vil du have mælk eller fløde til?" spurgte pigen. Det var da et mærkeligt spørgsmål, tænkte han. Når han nu havde sagt, hvad det var, han ville have.
   "Bare sort kaffe," sagde han og lagde en 20'er på bordet. Hun nikkede og gav ham en kop med sort kaffe. Der var fyldt i caféen, og selvom det var det sidste sted, han gad sidde, følte han sig nødsaget til at sætte sig ved bardisken. Der var bare så klemt. Udenfor regnede det, og ikke tale om, at han skulle derud igen.
   En kvinde kom ind. Hun var fuldstændig gennemblødt. Hendes lange, mørke hår klistrede til hendes ansigt, og hun tog sin våde jakke af.
   "En cappuccino, tak," sagde hun til pigen bag disken. Han betragtede hendes store læber. De så meget bløde ud, og han var nysgerrig. Gad vide, om de virkelig var bløde?
   "Ellers andet?"
   "Ja. Har du ekstra mælk og fløde?" spurgte hun. Det var besynderligt. Skulle han være helt ærlig, afskyede han alle de smarte, nye kaffedrikke med deres franske navne og lyse farver. Sort kaffe var det eneste normale, mente han.
   "Er denne plads ledig?" spurgte hun ham og lavede en gestus ned mod den tomme stol ved siden af. Han var forbløffet over, at hun havde set ham. Det var som om, han var ved at se en film, hvor hovedpersonen pludselig begyndte at tale direkte til skærmen.
   "Ja," sagde han bare og så ned i sin kaffe. Han håbede ikke, hun havde lagt mærke til, at han havde fulgt hende med øjnene. Nervøst begyndte han at tromme i bordet med sine fingre.
   "Tak skal du have," hørte han hende sige til pigen. Hun satte sig og lagde sin jakke over ryglænet. Han skævede over til hendes kaffe. Den var nærmest gråbrun, og der var noget underligt, brunt stads på toppen af mælkeskummet. Han gad nok vide, hvad det var. Hun viftede sit hår tilbage, og han kunne dufte hendes søde parfume. Hun sippede til sin cappuccino.
   "Det er dejligt at få lidt varme herinde, synes du ikke?" spurgte hun. Han var ikke sikker på, at det var ham, hun talte til. Han så op.
   "Med alt det regn udenfor, mener jeg," sagde hun. Hun smilte. Hun havde et varmt ansigt. Hendes rødmen og hendes læber var iøjefaldende. Han smilte tilbage.
   "Jo, det er dejligt," sagde han.
   "Hvad drikker du?" spurgte hun og så ned på hans kop.
   "Bare sort kaffe," sagde han og tog en slurk. Han havde glemt, hvor varm, den stadig var. Væsken skoldede hans tunge og hals, men han forsøgte at lade som ingenting. Hans hjerte bankede, og temperaturen steg. Han rømmede sig.
   "Smager din godt?" spurgte han for i stedet at lede opmærksomheden ned mod hendes kop.
   "Den er i hvert fald sød," sagde hun tilfreds. Han nikkede.

Den følgende dag regnede det igen, og han søgte ly på kaffebaren. Det var da utroligt, tænkte han irriteret. Sådan var det altid, når det gik fra efterår til vinter, og det var umuligt at komme hjem fra arbejde uden at blive sølet til.
   "En sort kaffe, tak,"
   "Vil du have mælk eller fløde til?" spurgte pigen bag disken.
   "Bare sort kaffe," sagde han. "Altid sort kaffe til mig." Hun nikkede og hældte op til ham. Han betalte og satte sig ved bardisken. Mange andre end ham havde fået samme idé med at søge ind i varmen, og der var fyldt. Han fiskede en avis op af sin taske og begyndte at læse overskrifterne. Egentlig var han ligeglad med nyhedernes detaljer. Han ville bare være informeret. Han fik en kuldegysning, som døren ud til gaden blev åbnet og sendte en kølig vind indenfor. Han så op. Dér var hun igen. Kvinden. Han så efter hende, da hun gik op og købte sin kaffe. Hun viftede sit hår tilbage og vendte sig om for at udse sig en plads. Da hun fik øje på ham, smilte hun.
   "Hej," sagde hun. "Jeg går ikke ud fra, at pladsen er taget?"
   "Den er fri," sagde han afventende.
   "Pragtfuldt," sagde hun og satte sig. Hun tog sin jakke af og begyndte at røre sukker i sin drik.
   "Hvad drikker du?" spurgte han nysgerrigt.
   "Café au lait," sagde hun og smagte på den. Café au lait, tænkte han. Endnu et sjovt navn.
   "Hvad er det?"
   "Kaffe og mælk," sagde hun. Han så spørgende på hende.
   "Hvad er en cappuccino så?" spurgte han, og det var åbenbart nok til at få hende til at le.
   "Det er også kaffe og mælk. Det ved du da, gør du ikke?" Han rystede på hovedet.
   "Har du aldrig smagt andet end sort kaffe?" spurgte hun. Hun så vantro på ham.
   "Nej," sagde han bare.
   "Smag," sagde hun og skubbede sin kop tættere på ham. Han tøvede, men smagte på drikken. Den var ganske sød, men den smagte nærmere som kakao end egentlig kaffe.
   "Jeg kan bedst lide den sort," sagde han og tog lidt af sin egen for at få den rigtige smag tilbage.
   "Som du vil," sagde hun og drak selv lidt. "Hver dag, når jeg får fri fra arbejde, går jeg ind på en kaffebar og smager en ny slags."
   "Hvad gør du så, når der ikke er flere varianter tilbage?"
   "Så finder jeg en ny kaffebar. Byen er stor, der er mange steder," sagde hun. Han betragtede hende. Hun var smuk. Han kunne ikke lade være med at kigge på hendes læber, når de bevægede sig. Han var også sikker på, at de havde en anden farve i dag end i går. Han tænkte på, om hun mon havde malet dem.
   "Hvordan kan de være forskellige, når der bare er mælk og kaffe i dem alle?" spurgte han.
   "Det er måden, de er lavet på," forklarede hun, "det er det bedste ved kaffe. Det kan drikkes på tusind forskellige måder."
   "Mærkværdigt," sagde han og rystede på hovedet. "Jeg kan bedst lide den sort."
   "Hvad læser du?"
   "Bare en avis, jeg tog med. Man skal jo være orienteret," sagde han vigtigt. Han håbede, at han imponerede hende.
   "Er der nogle gode nyheder?"
   "Ikke andet end nyt om krigen i mellemøsten og en oversvømmelse i Amerika," sagde han.
   "Det er da ikke gode nyheder," sagde hun.
   "Det er sjældent gode nyheder,"
   "Det er sandt. Én god nyhed er der dog. Solen skinner udenfor. Se," sagde hun. Han fulgte hendes blik ud på gaden. Ganske rigtigt gennemtrængte solstrålerne de grå skyer. Det gav et specielt lys på kaffebaren.
   "Jeg må løbe," sagde hun, før næste byge kommer. "Måske ses vi,"
   "Ja," sagde han og så efter hende, da hun hastede udenfor. Måden, hun løb på, var fascinerende.

"En sort kaffe, tak,"
   "Skal du have noget til?" spurgte pigen forsigtigt.
   "Nej," sagde han og tog imod koppen. Han satte sig på sin sædvanlige plads og så sig omkring. Caféen var fuldstændigt affolket, men han håbede, hun kom.
   Han tog avisen frem og begyndte at læse nyhederne. Der var meget nyt, men intet spændende. Intet godt, i hvert fald.
   "Skal du have en kop mere?" spurgte pigen. Han så ned i sin tomme kop. Han havde slet ikke ænset, at den var tom, men han nikkede og fik den fyldt op.
   Døren blev åbnet, og hun kom. Ind. Han tog sig selv at smile stort.
   "Hej," sagde han og prøvede at få det til at lyde afslappet. Det gjorde det tydeligvist ikke ud fra hendes fnis at dømme.
   "Hej," sagde hun.
   "Hvad skulle det være?" spurgte pigen bag disken. Han blev irriteret over, at hun afbrød.
   "En café latte til at tage med," sagde hun venligt.
   "Kaffe med mælk?" spurgte han. Hun nikkede. Pigen rakte hende kaffen.
   "Det var den sidste, jeg manglede at smage," sagde pigen.
   "Har du smagt den sorte?" spurgte han. Han var irriteret på sig selv over, at det ikke fik hende til at grine. Ikke hendes humor, tænkte han. Hun smagte fra hans kop.
   "Det tænkte jeg nok," sagde hun og rynkede på næsen. "Den er ikke særlig spændende." Han trak på skuldrene.
   "Jeg er nødt til at komme videre," sagde hun. "Måske ses vi."