Jeg glemmer aldrig mit første møde med en hjemløs. Det tror jeg ikke, nogen gør. Jeg var fem år gammel, lille, buttet, glad og på besøg hos min bedstemor og bedstefar. De boede i Mariager dengang, en idyllisk havneby, hvor vejret altid er godt. Som den spolerede unge jeg var og stadig er gav min bedstemor efter i min tiggen om at gå ned til grillen på havnen for at få flødeis. Jeg nød den i fulde drag, da vi sad udenfor på bænkene og så bådene sejle forbi. Ud af det blå kom en ældre herre med sin barnevogn. Jeg ler for mig selv i dag, når jeg husker tilbage på det billede. Det var jo et helt andet, end det er nu. Han havde en blå flexjakke på, bøllehat, stort smil og en mave, der så ud til at have fået så mange is, at man ville få ondt i maven. Det var selvfølgelig min tanke dengang. I barnevognen havde han alle sine ting og en masse øl magen til den, han stod med i hånden. Han var gemytlig og udadvendt. Han sluttede sig til os på bænken og snakkede med min bedstemor og mig. Jeg spurgte ham, hvor hans baby var, og han slog over i et skrald af et grin. Han havde ingen baby, han brugte bare barnevognen til at have alt, hvad han ejede, i. Jeg syntes dengang, det var ret sejt, at han bare sådan gik rundt og nærmest havde en barnevogn som hus, og jeg sagde til bedstemor, at sådan ville jeg også være når jeg blev stor. Det var en dejlig eftermiddag, og vi snakkede meget med manden med barnevognen, før vi gik hjem.
Næste dag fik jeg igen lokket min bedstemor ned til havnen efter is, og synet, der slog mig, da jeg så ud på vejen mellem butikkerne og havnearealet, glemmer jeg aldrig. Det chokerer mig mere nu, end det gjorde dengang, jeg kunne ikke forstå, hvad det handlede om. Manden med barnevognen havde ikke længere en barnevogn med sig og ikke længere en flaske øl i hånden. Han lå midt ude på vejen og hans øjne var lukkede. Bilerne kørte i en stor bue udenom ham, og jeg spurgte min alvidende bedstemor, hvorfor manden dog lå derude på vejen. Jeg troede, han var død. Min bedstemor ville ikke svare mig og trak mig i stedet for ind på grillen. Mest af alt ville jeg have løbet ud til ham og åbne hans øjne. Jeg troede virkelig, han var død.
Mit første møde med en hjemløs har sat sig fast i mig. Jeg kan stadig ikke finde ud af, om manden ønskede det liv, han havde tilkommet sig, eller om han skjulte sin sorg bag latteren og øllen. Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville have det med at være vagabond og for eksempel have alt, hvad jeg ejer i en taske eller en vogn som hans. Jeg kan se det spændende i det, og det skal selvfølgelig prøves af en dag, men hvad hvis det er alt, hvad man ejer, hvad hvis der ingen udvej er, når legen ikke længere er sjov? Hvad er så målet?
I vores moderne danske samfund er det blevet lettere at være hjemløs. Man kan få penge fra kommunen, og man kan hive op i sig selv og få et arbejde eller en uddannelse, men da jeg siden dengang har mødt hjemløse mange forskellige steder i verden, har jeg fundet ud af, at det udelukkende kommer an på den enkeltes personlighed, egenskaber, baggrund og muligheder. For det meste sidstnævnte.
Nogle ønsker at leve på gaden og ikke vide, hvad dagen bringer. Nogle har ganske enkelt ingen chance for nogensinde at komme op af deres sorte hul igen - her er selvfølgelig tale om meget fattige forhold - og nogle har bare ikke motivationen til det.
Selv ville jeg elske at leve en periode som vagabond eller hjemløs, bare med en taske på ryggen og nogle penge i lommen, men jeg har brug for et sted at kunne komme hjem til, et rum der er mit, hvor jeg kan være mig selv og bestemme, hvem jeg vil dele mit rum med.
Men sådan er jeg jo bare.