Rådhuspladsen er fortryllet. Lyden af fredelige fløjter runger på den store plads her midt i staden, og jeg føler mig i ét med mine hjerteslag. De er langsomme, men jævne. De rummer en uendelig styrke, og jeg forbløffes over tanken om, at der er mindst tusind tilsvarende hjerter omkring mig i dette nu. Klokkerne fra et tårn i nærheden overdøves af dette ét, vi er med til at gøre hver for sig. Men denne indianer, ude midt på pladsen, han sætter gang i den kærlighed, der fylder den luft, vi indånder. Lur mig, om vinden ikke bliver en smule mere stille for hver tone? Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at skyerne over os danner et kryds med midtpunkt over denne mand. Han er i sit helt rette element ligesom jeg, der beretter om følelserne, han sætter i gang. Jeg er forelsket.