Jeg havde egentlig glædet mig sådan. Lige indtil mor ringer og spørger, om jeg ikke har en ekstra stol. Jeg bander og svovler over ekstrastolen, som jeg nu skal hente oppe på loftet, der pludselig er blevet toppen af Mount Everest. Og nu er vi også et ulige antal gæster ved bordet, og jeg skal pludselig sørge for at vende ekstra bøffer. Anders løfter skuldrene undskyldende, og vi ved begge to godt, at det ikke er ekstrastolen, der er problemet eller det ulige antal gæster eller de ekstra bøffer. Det er manden på ekstrastolen, der er problemet.
Så kommer gæsterne, og med gæsterne kommer kaosset, og jeg ønsker for en kort stund, at Buller, min hund, var født stum eller kronisk hæs. Gæsterne tager velkomstdrinks og samler sig i små klynger. "Træner du til maraton i år, fætter?" og "Ja, det er også foruroligende med de ekstra afgifter, onkel," og "Tag en velkomstdrink, far. Vær nu ikke så kedelig!"
Og så, allerede inden jeg har set hende, kan jeg mærke hendes ankomst. Selvom det er en varm julidag, og den danske sommer viser sig fra sin bedste side med over 30 grader, stiger temperaturen lige lidt ekstra, da hun ankommer. Og hun stråler og har en kjole på, som hun aldrig har gået i før, og jeg kan næsten ane prismærket i nakken på hende. Kjolen går knapt nok ned over knæene, og den fremhæver hendes kavalergang. Jeg bliver forarget over hendes valg, og far tænker sikkert det samme, men han står og gemmer sig alene ovre i hjørnet uden at sige et ord.
"Vil du ikke have en cardigan ud over, mor?", og hun bryder ud i en fantastisk latter over min joke, der slet ikke er en joke, og jeg ønsker et kort øjeblik, at vi bor i Afghanistan, og at hun har taget burka på, men fortryder straks min tanke og skammer mig over at tænke sådan om min egen mor.
Men der står han så, manden på ekstrastolen, og kort efter knuger han mig ind til ham, og siger: "Ma' boy... Med forladelse," og jeg tænker "Forlader han allerede mit hus igen? Ej, hvor dejligt," men tager det som et nej, da han maser jakken i hænderne på mig og går videre. Videre for at sprede glæde og humor ved at fortælle vittigheder og anekdoter fra the wonderful America, og jeg tænker, det eneste, der er wonderful her, er wonderful Copenhagen, du.
Jeg finder Anders, og vi går ud og lægger bøfferne på grillen, og vi kigger begge mistroisk i retning af manden på ekstrastolen, og da han kigger herhen, kigger vi begge ned på de røde bøffer og snakker om vind og vejr. Han kommer herhen, og jeg har lyst til at parodiere ham og hans accent, men han kommer mig i forkøbet og kommenterer et eller andet og slår en falsk latter op, der varer et øjeblik for længe. Og så skal jeg åbne en ekstra flaske vin, og jeg skal sætte en ny CD på, og bøfferne skal vendes en ekstra gang, og Buller skal have en hundekiks, og jeg skal vise far, hvor han skal sidde. Men han står der stadig, manden på ekstrastolen. Og jeg tænker, om manden på ekstrastolen også får hjernevasket Anders, min egen bror, og om jeg stadig kan betro mig til ham, eller om han er gået over på manden på ekstrastolens side.
Jeg kigger på far, der sidder foroverbøjet i det fjerneste hjørne af stuen, og smerten er hidsig og dyb. Hans blik er tomt, og han trænger længere og længere ind i sig selv. Han udstråler ulykkelighed fra flere kilometers afstand, og jeg får lyst til at hive ham til side og sige: "Nu må du sgu også selv kæmpe lidt for det, du gamle!", men jeg tager ham ikke til side, og jeg siger ikke noget, for jeg ligner ham - ligeså konfliktsky.
Vi sætter os til bords. Manden på ekstrastolen er lille, men fylder kolossalt meget. Jeg kan næsten ikke få luft for ham og for alle hans historier om det vilde vesten, og han styrer, og han snører alle gæsterne rundt om sin lillefinger. Alle lytter alt for interesseret og nikker, og når han ikke snakker, hører jeg en hvisken og tisken: "Han er sgu en god fyr," og alle roser ham til skyerne. Undtagen en. En gammel vatnisse, der ikke siger et ord. Jeg kigger på mor. Hun ænser ikke den gamle vatnisse, men sidder stolt og nusser manden på ekstrastolen i nakken, mens han fortæller videre, om dengang han fangede fisk med de bare næver. Jeg afbryder og siger: "Ja, det er næsten ligesom dengang, vi fangede en fire kilo tung ørred, er det ikke rigtigt, far?" og jeg kigger desperat hen på ingenting, for far nikker bare og kigger ned på sin tallerken. En engel går igennem lokalet, og stemningen er tabt på gulvet, indtil manden på ekstrastolen samler den op og fortæller en vittighed og udbryder i falsk latter, og folk griner med ham.
Smerten rammer mig igen, og jeg skammer mig forfærdeligt over at have sat min far i forlegenhed. Vi er begge blevet ramt af manden på ekstrastolens skud, et dødbringende skud, der gør en mere og mere usynlig. Men i det mindste giver jeg ikke op ligesom min far. Jeg kæmper videre. I hvert fald indtil efter maden, hvor mor offentliggør nyheden, og det sortner for øjnene, og jeg kan høre blodet pumpe rundt i mine blodårer og mit hjerte galopere af sted.
Folk klapper og råber: "Kys, kys, kys!", og de ønsker mig tillykke med min mor og manden på ekstrastolen. Nu skal tallerknerne også til at bæres ud, tænker jeg, men får ikke hjælp. Heller ikke af Anders der pludselig har travlt med at trykke manden på ekstrastolen i hånden og smiler og spørger, om de har besluttet sig for, hvem der skal være toastmaster til deres bryllup, og jeg tænker, at nu må det være nok. Hadet stiger mig til hovedet, og hele situationen dræber mig langsomt.
Jeg tager en, nej to, nej tre af de piller, jeg tager en halv af, når jeg ikke kan sove. Tre er nok til, at en vild elefant ville kunne sove roligt henover natten, og Anders kommer ud til mig, da jeg er ved at knuse dem med fladen af en kødkniv og putte det hvide støv i en drink. Jeg kigger på ham: "Er du på hans eller min side?", men han giver mig ikke noget svar, da han tavst går tilbage til gæsterne igen. Jeg tager den med ind, og giver den til manden på ekstrastolen, og råber: "Tillykke, det er en stor dag. Lad os skåle til vi når bunden af vort glas!", og vi skåler, og mor og manden på ekstrastolen laver et eller andet, og pludselig har de byttet glas, og til min store rædsel drikker min mor pludselig drinken med sovemedicin nok til, at hun kan falde i en dyb søvn som Tornerose fra eventyret, og hun får det selvfølgelig hurtigt dårligt og bliver svimmel, og kort efter hører jeg sirenerne, og gæsterne forlade mit hus. Selv min far er pludselig urolig og tager med på hospitalet, og hadet bliver afløst af skam, der overrumpler mig.
De finder selvfølgelig ud af det. Lægerne konstaterer en mild form for overdosis af sovemedicin, og Anders har sikkert stolt sladret til manden på ekstrastolen om, hvad han havde set. Nu trænger jeg længere og længere ind i mig selv, jeg er blevet vatnissen over dem alle, og selvom jeg bare prøvede at redde kernefamilien, siger min mor nu, at hun kun har en søn ved navn Anders.