Efter lang tids selvanalyse, kom Dani Jessen frem til, at hun var et dybt menneske. Konklusionen føltes ikke som et kompliment.
   Med selvanalysen var hun gået systematisk til værks. Første trin havde været, hvordan andre opfattede hende. Hun kunne ikke klage: Hele sit liv havde hun tiltrukket mennesker i en sværm omkring hende. Med sin frodige aura tiltrak hun både venner og parasitter, der ville snylte på hendes livsenergi, men det var et nødvendigt onde. Det vigtigste var, at hun aldrig følte sig ensom. Det var dog ikke til at komme uden om, at auraen bedrog omgivelserne. Selvom det så ud som om, hun havde livsenergi til overflod og nok til at dele ud af, var det ikke rent faktisk tilfældet, det så kun sådan ud på overfladen.
   Den erkendelse førte fluks tankerne hen på en anden: Hun var sikker på, at andre antog hende for at være overfladisk. Det var ikke noget, der som sådan gjorde hende utryg, hun havde aldrig lidt nogen overlast på det sociale område, så hun så ikke anden grund til at blive forarget over det end simpelt snobberi. Og det hørte ikke til hendes væsen at opdele verden i mere eller mindre værdifulde egenskaber bare for princippets skyld. Hun imødekom derfor konklusionen, (at andre antog hende for overfladisk), med lunken ligegyldighed. Egentlig havde hun hele tiden vidst det. Hvad der derimod ledte hende videre til den slutning, at hun selv var dyb (uden at nogen andre var bekendt med det faktum) var en simpel vane, hun pludselig var blevet opmærksom på.
   Dani Jessen var som alle andre konstant omgivet af lyd. En del af den var lyden i de høretelefoner, som hun tog med sig overalt. Hun tog den musik, hun lyttede til, meget alvorligt. Inspireret af de mange film hun så, vidste hun, hvor vigtig musik var for den måde, man levede sit liv på, og fordi hun tog sig selv meget alvorligt, var det en selvfølge, at hun tog den musik, der skulle være hendes livs soundtrack, meget alvorligt. Og her lå den brod, der egentlig pinte Dani Jessen, og som havde kastet hende ud i selvanalysens anstrengelser: Hun kunne ikke få sig selv til at lytte til andet end dårlig popmusik.
   Nu var det blevet en vane, noget det nemt var blevet, fordi musikgenren passede godt overens med den opfattelse andre havde af hendes væsen, nemlig overfladiskhed. Men når hun engang imellem mærkede stik af væmmelse ved musikken, affærdigede hun dem hurtigt, fordi hun tolkede dem som uvelkomne beviser på, at hun alligevel ejede lidt snobberi i sjælen, at hun ikke brød sig om popmusik, fordi det var simpelt og vulgært. På et tidspunkt blev hun dog klar over, at det ikke kunne være den sande forklaring. Grunden til, at hun udelukkende lyttede til popmusik var nemlig ikke den, at hun forsøgte at leve op til andres forventninger til hendes musiksmag, men simpelthen at det drænede hende for energi at lytte til musik, der i højere grad talte til sjælen end pop. Selvom hun sagtens kunne værdsætte kvaliteten i andre genrer, ja faktisk netop selvom hun kunne det, tærede det på hende både psykisk og fysisk at lytte til det. Det var så slemt, at hun i dage efter at være blevet konfronteret med, hvad hun anså som sandheder om livet, der var umulige at italesætte med ord, var konstant søvnig og deprimeret. Det var på dette punkt i sin selvanalyse, at hun konkluderede, at hun måtte være en dyb person, også selvom hun var den eneste, som vidste det. Hun fortsatte nemlig med at gøre poppen til underlægningsmusikken i sit liv, men gjorde det nu på et oplyst grundlag: Hun havde mødt musik, der gjorde sjælen klogere og havde valget mellem at overgive sig til den uudholdelige tilstand af at se verden gennem et ærligt lys (eller i dette tilfælde en ærlig lyd) eller at overgive sig til et bevidst selvbedrag. Pinagtigt bevidst om konsekvenserne af sin beslutning (hun betragtede som sagt valget af musik som et valg af livsanskuelse) valgte hun det bevidste selvbedrag, at leve sit liv til poppens simple akkordrundgange, nemme rytmer og letfordøjelige tekster. Mange år senere bifaldt hun stadig sin beslutning om gennem musikken at overbevise sin dybe personlighed om, at den i virkeligheden var overfladisk med henvisning til, at det var vulgært snobberi at tro, at det at leve sit liv ærligt var bedre end at leve sit liv nemt.