Hun styrtede ud i regnen og lod døren stå på vid gab. Hun var ligeglad. Ligeglad med det hele. Hun lagde ikke mærke til regnen der piskede imod hende i stormen. Hun lagde ikke mærke til de næsten kulsorte skyer og de lyn der tydeligt kunne ses. Tordenskraldene bagefter fik heller ikke hendes opmærksomhed. Hun løb bare. Væk. Væk fra ham. I starten vidste hun ikke hvor hun løb hen, men jo mere hun løb jo tydeligere blev det at hun løb imod Afsatsen. Afsatsen var den højeste klippe på øen, Ochrony, og fra den var der et næsten lodret fald på omkring 70 meter ned til det brusende hav.
   Hun sænkede sin fart og bemærkede nu efterhånden hvad det var for noget vejr hun havde bevæget sig ud i. Den del af hende der var øboer fortalte hende at hun skulle vende om og skynde sig at finde læ for vejret. Men den del af hende der var fra fastlandet var ligeglad og fortalte hende at hun bare skulle fortsætte. Konflikten inde i hende fik hende til at stanse helt op. Da hun gjorde det var det ligesom om en dæmning inden i hende braste og alle de tårer som gennem årerne havde hobet sig op i hende, nu fik frit løb. Den mobning hun havde været udsat for, savnet af at mangle en far, tabet af hendes mormor og nu til sidst, fætterens overgreb på hende.
   Et særligt højt tordenskrald fik hende til at fare sammen. Hun så sig forgrædt omkring. Regnen piskede ned så tæt at hun ikke var helt sikker på hvor langt ud hun var kommen i forhold til Afsatsen. Hun blinkede flere gange. Tårer og regn blandede sig og hun var sikker på at den sparsomme makeup hun havde haft på var væk nu. Eller var tværet ud i hendes ansigt. Hun sank sammen og med armene om sig selv blev hun bare siddende og græd i regnen.
   Hun sad sådan længe og først da hun ikke havde flere tårer tilbage at græde rejste hun sig.   Langsomt vaklede hun af sted, med sanser som var sløvede af den søvnighed gråden havde ført med sig. Hun måtte finde læ.  Lynene og tordenen var begyndt at skræmme hende en smule. Hun gik forsigtigt for selvom lynene lyste op nogle gange var der mørkt. Hun synes at se et skilt længere fremme og gik over mod det, men hun nåede aldrig at finde ud af hvad der stod, eller om det havde været der.
   Jorden gav efter under hende. Regnen havde løsnet jorden så meget at den nu gav efter for hendes vægt. Skrigende og famlende efter hvad som helst der kunne redde hende fra faldet fra Afsatsen, gled hun. Hun fik med nød og næppe fat i en tot græs, som kort bremsede hendes fald. Hun mærkede rædselsslagen at græsset gav efter for hende og hun nåede kun lige at sende en kort bøn til Gud om at redde hendes liv inden hun faldt. På vej ned ramte hun en afsats og mærkede sin arm brække. Hun faldt tumlende længere ned og til sidst ramte de mørkegrå bølger.

Stilhed. En fortryllende, skøn, vidunderlig stilhed. Hun åbnede langsomt øjnene. Hvor var hun og hvorfor var hun ikke død. Hun sparkede med benene og brød vandoverfladen. Havet var stille. Blikstille. Hun så op og kunne se stormen stadig rasede, men at hun på en eller anden måde var i læ for den, ude midt i havet. Ochrony var ikke til at få øje på nogle steder. "Kaylie" en blid og næsten uhørlig stemme kaldte på hende. Kaylie så sig forvirret og bange omkring. Der var ingen i vandet ud over hende. "Hve.. Hvem der?" Tænderne klaprede i munden på hende. Vandet var ikke varmt og hun vidste at hun ikke ville kunne overleve længe i det kolde vand. Men det havde dog en forde, kulden dulmede smerten i hendes brækkede arm. "Kaylie.."  Stemmen var der igen. Hun så sig om, på grænsen til at gå i panik. "Hvem er der?" hendes stemme skælvede endnu mere end før og hun mærkede følelsesløsheden snige sig ind i hendes ben og arme, en bedøvende sløvhed lagde sig over hendes hjerne. "Hvorfor ventede du så længe med at komme Kaylie? Jeg har ventet på dig Kaylie."  Kaylie så sig sløvt omkring og synes at hun kunne ane skikkelsen af en kvinde i havet. "Jeg er kommet nu" mumlede hun og rakte sløvt ud efter kvinden. Kvinden blev tydeligere og tydeligere og selvom Kaylies hjerne var sløvet af kulden blev hun forbavset over hvor smuk kvinden var. "Hvem er du?" "Shhh.. Lad være med at bruge energi på at tale. Du har ventet for længe og din krop vil måske ikke modtage forandringen." Hvilken forandring, tænkte Kaylie sløvt inden hun mærkede kvindens arme om sig. "Hvis du var kommet før havde det været smertefrit" mumlede den smukke kvinde med sin syngende stemme.
   "Hvad var sket smertefrit?" spurgte Kaylie forundret. Forskrækket mærkede hun en ubehagelig stikken i fødderne, som om hun havde brændt sig på en brandmand, men da hun så ned var der intet at se. Hun ømmede sig da smerten tog til og bredte sig langsomt op af hendes ben. Hun prøvede at slippe fri fra kvindens greb for at komme til at kradse sig på benene, men hun blev holdt fast. "Slip mig, det gør ondt!" Hun sparkede med benene og prøvede at slå kvinden, men hun var utrolig stærk. Smerten var nu så slem at det føltes som om hendes ben og den laveste del af ryggen brændte. Hun klynkede grædende og bad kvinden om at slippe sig, men intet hjalp. Smerten fortsatte til hele hendes krop føltes som om den var omspændt af flammer og hun skreg alt hvad hun kunne. Selv hendes lunger føltes som om de brændte.
   Hvor længe smerten varede kunne hun bagefter ikke fortælle. Timer, dage, uger eller år. Hun vidste det ikke. Det eneste der var, var den brændende, skærende smerte som havde bredt sig til hele hendes krop og var værst omkring hendes lunger. Hun havde ikke engang styrke til at skrige til sidst.

Hun mærkede det ikke til at starte med, men langsomt fortrak smerten sig fra hendes fingre og tæer, men da det nåede albuer og knæ mærkede hun at smerten var på tilbagetog, selvom det brændte endnu vildere end før i hendes lunger. Smerten forsvandt mere og mere og til sidst var det hendes lunger og på hendes hals det brændte. Siderne af hendes hals brændte værre end nogensinde. Men langsomt stilnede den også af og blev afløst af en ny smerte. Hun kunne ikke få luft. Rædselsslagen trak hun vejret, men der skete ingenting. Hendes bryst snurrede sig sammen og hun gispede efter luft. Så slap kvinden hende og hun sank under vandet. "Træk vejret, Kaylie"  Kaylie slugte vilkårligt en slurk havvand og mærkede til sin lettelse at hendes lunger blev fyldte med luft. Hun så med store øjne på kvinden som også var under overfladen. Hun tog prøvende en mundfuld vand mere. Det smagte ikke salt som det plejede når hun slugte havvand, men var frisk og lækkert. Hun så med store øjne på kvinden som også var under overfladen. Hun var smuk, og lignede nogle af de modeller Kaylie havde set i modeblade, bortset fra at hvor modellerne havde ben havde kvinden en lang hale dækket af smukke røde, gule og gyldne skæl. Kaylie så ned af sig selv og gispede. Hvor hendes ben tidligere havde været var der nu en lang gyldengrøn hale. Hun tog prøvende endnu en mundfuld vand og mærkede hvordan hendes krop filtrede ilten fra og gællerne lod vandet strømme ud igen. "Hvad har du gjort ved mig" hviskede hun og blev forbavset over sin egen stemme. Syngende og meget smuk lød den nu. Hun slog en hånd for munden og så til sin overraskelse svømmehud mellem sine fingre. Kvinden smilede. "Jeg hedder Julianne." Når hun talte kom der små bobler ud af hendes mund. Kaylie fjernede langsomt sine hænder. "Men... Hvordan?" Julianne smilede igen. "Du har generne til at blive havfrue i dig. Din mormor burde have fortalt dig det." Kaylie så vantro på hende. "Min mormor kan ikke være en havfrue!" Julianne smilede. "Jo, det er hun. Når vi bevæger os på land taber vi et ham, din mormor gav din morfar sit ham og blev på land sammen med ham. Derved blev mennesket i hende gammelt og hun kunne dø." Kaylie mærkede sine øjne fyldes med tårer. Hvordan kunne hun græde under vand? "Men.." Julianne smilede og strøg Kaylies ene kind med sin hånd. "Vi kan ikke tale her. Der er en båd på vej og de skulle nødigt se os. Kom" Hun tog Kaylies hånd og slog med halen. Halens ende mindede Kaylie om en slørfisk. En bred men tynd hale. Kaylie slog prøvende med sin egen hale og mærkede kraften i den. Hun slog med den igen og lod Julianne fører sig ned af og væk fra land og sit barndomhjem.